Oslos nye hovedbibliotek Deichman Bjørvika er lykkedes med at skabe storslået arkitektur, der favner en mangfoldighed af både brugere og aktiviteter. Fantastiske akustiske og rumlige forhold venter bibliotekets brugere, som kan være del af fællesskabet – selv hvis man foretrækker et roligt hjørne.
Scenario Interiørarkitekter MNIL
SLA
Asplan Viak, KanEnergi, Rambøll Norge, Cowi, Multiconsult og Brekke & Strand akustikk, Bollinger + Grohmann
“Folkebibliotekene skal være et uafhængigt mødested og en arena for offentlig samtale og debat.” Sådan står der i den norske bibliotekslov. Og tilbuddet om de ca. 1,4 millioner bøger og formidling skal være for “alle, som bor i landet.” Med det nye hovedbibliotek Deichman Bjørvika har de fået netop det – og mere til. For et besøg i den store, centrale bygning i Oslo åbner op for et myr af liv: fra koncentrerede studerende til nysgerrige børnefamilier og den enlige ældre, der læser dagens avis.
Foruden den traditionelle bogsamling huser bygningen kontorer, biograf, auditorium, restaurant og café. Biblioteket er blevet et socialt og kulturelt knudepunkt, netop som intentionen med folkebiblioteker italesætter det. Placeret på en central plads i hovedstaden med hele tre indgange er det let at besøge for de fleste. Og når så mange mennesker har lyst til at bruge stedet, skyldes det, at man med Deichman Bjørvika er lykkedes med at skabe et sted, man har lyst til at bruge og blive. For de fysiske rammer rummer ikke blot en mangfoldighed af aktiviteter og tilbud – de understøtter også en mangfoldig brug af dem, der tilgodeser forskellige behov.
Deichman Bjørvika fylder 19.260 kvadratmeter, konstrueret som et stort rum, men inddelt i mange zoner og mindre, halvåbne rumligheder, der giver rige muligheder for at finde sin egen plads og stadig have kontakt til resten af rummet. Det er ikke som at gå ind i en bygning, som man normalt kender det; det er mere som en omfavnende rumlighed, en grotte der ikke er lukket, og med et meget rumligt karakteristisk forløb, som udforskes ved at bevæge sig igennem det. Her opdager man bl.a., at bygningen er inddelt sådan, at jo højere op i bygningen man bevæger sig, desto roligere bliver der.
Overalt er der skabt rammer til forskellige typer af møder: mødet med andre eller med bøgernes univers for sig selv. Spredt ud over hele biblioteket finder man siddeområder og aktivitetszoner, som indtages af folk i alle aldre og med forskellig baggrund. Der er muligheder for at trække sig tilbage og være for sig selv, og der er mulighed for at boltre sig i en populær og velbesøgt børneafdeling. Har man været aktiv i syværkstedet hele formiddagen, kan madpakken indtages i et fint område til formålet, som netop ikke er gemt væk men har samme status som alle øvrige områder.
Mål om inkluderende rammer og muligheder for fællesskab var ikke de eneste parametre i opdraget til bygningen. Byggeriet skulle også være mere bæredygtigt, end man ellers ser. Faktisk var det et krav, at bygningen havde reduceret sit CO2-udslip med minimum 50% i forhold til gængs byggepraksis. Det skulle komme til udtryk i designvalg, materialer, facaden, belysningen og ventilationen. Vi finder derfor også en særlig klimatisering med indstøbte vandrør i selve gulvet, der bidrager til at nedbringe bygningens energiforbrug.
De skjulte installationer i bygningens gulv gjorde også et helt særligt tag muligt. I en flot udgivelse om arbejdet med biblioteket skriver arkitekterne om, at de i konkurrenceforslaget var optaget af, hvordan loftet kunne bidrage til stemningen i biblioteket og være en del af rummet og samtidig være til stede – også når indholdet på biblioteket forandrede sig. Derfor blev der arbejdet meget med lofternes indflydelse på akustikken og konstruktionen. Det øverste loft består af en plade i beton, der foldes i trekantede flader og bærer den udkragede del. Halvdelen af de trekantede flader er dækket af et lydabsorberende materiale.
De øvrige lofter i det store rum er etagedæk (bubbledeck), som er delvist skjult bag bafler. Det er befriende at se en løsning, der tænker videre end 60x60 cm loftplader, og det er muligt, fordi der er opbygget et gulv med med tekniske føringer. Man tegnede baffelloftet med en bikubestruktur, som er lavet af akustikskum limet på betonen, som opfanger lyden frem for at reflektere den. Også gulvet bidrager til at understøtte akustikken – for den vævede plastikbelægning absorberer ligeledes en del lyd.
De forskellige atrier er alle afskærmede med et transparent bånd, hvilket også bidrager til de gode akustiske forhold. Det sørger naturligvis for, at man ikke falder ud, de skaber udsyn og overblik, og det skærmer for lyden, så man bl.a. ikke kan høre lyde fra rulletrappen, som er en støjkilde.
Biblioteket er et stort åbent rum, fordelt over flere etager, men her er hverken støj eller larmende stilhed. Bygningens forskudte atrier giver os overblik og udsyn til mange af bibliotekets dele, men uden at det påvirker lydniveauet negativt. De akustiske forhold former lydoplevelsen og rammer en balance mellem ro og behagelige baggrundslyde.
Der er skabt dagslys overalt i biblioteket ved hjælp af diagonale lysskakter, der fordeler lyset fra bygningens ovenlysvinduer og gør det muligt at se himlen på alle etager. Bygningen er desuden karakteriseret ved en stor glasfacade, der vender ud mod havnen. Der er derfor godt og meget dagslys i biblioteket – nogle gange også for meget, for der skabes modlys gennem de store vinduespartier. Enkelte steder skærmer en translucent glasoverflade, som blot lukker lidt lys ind og dermed er mere behageligt.
Den åbne struktur gør det let at orientere sig – uanset hvor man står, har man altid udsyn til en rulletrappe, som leder videre til de øvrige afdelinger. Samtidig orienterer man sig efter udsigten mod henholdsvis Oslofjorden og byen. Skilte på vægge og wayfinding-elementer direkte på gulvet gør det let at finde rundt og frem til det, man søger.
Med sin centrale placering midt i byen står det prisvindende bibliotek i dag som et fremragende eksempel på moderne arkitektur – og på, hvordan hensyn til bæredygtighed kan gå hånd i hånd med tiltag, der understøtter menneskelig velvære og skaber grobund for et mangfoldigt fællesskab. Alligevel er der detaljer ved de mere traditionelle tilgængelighedsløsninger, der kunne være bearbejdet lidt mere, eller som repræsenterer et dilemma. Det er synd, når der er så meget andet, der fungerer super godt. Vi peger på dem i billedteksterne – ikke for at pege fingre, men for at skabe opmærksomhed.
De akustiske forhold og løsninger i Deichman Bjørvika er helt enestående og en stor del af grunden til, at bygningen kan rumme og understøtte mange forskellige behov – og så i et stort rum.
Overalt på bibliotekets etager er det muligt at vælge mellem forskellige rumligheder, typer af møbler og om man vil trække sig tilbage eller være del af en gruppe. Rummenes plads, forskydninger og niveauforskelle muliggør, at forskellige opholdsmuligheder og aktiviteter sagtens kan være i nærheden af hinanden uden at forstyrre.
Bygningens smukke placering med udsigt ud over Oslofjorden bidrager både til oplevelsen og til orienteringen indenfor. Når man bevæger sig rundt, kan man bruge vandet på den anden side af glasfacaden til at vide nogenlunde, hvor man befinder sig.
De enestående akustiske forhold på biblioteket skyldes bl.a. loftets helt særlige foldekonstruktion og baffelloftet på etagerne, der består af et akustikskum i en bikubestruktur. Baffeloftet dækker 36% af loftet og efterlader hele 64% åbent. Dagslyset fra ovenlyset bevæger sig ned gennem bygningen.
Indgangsetagen fungerer som et torv, hvorfra man kan bevæge sig videre til bygningens mange steder, som også tæller café og restaurant. Undervejs i processen bestemte Oslo Byråd, at biblioteket skulle generere en stor indtægt. Løsningen blev at indarbejde arealer til udleje til restauration.
En glasfacade kan være udfordrende. Men her er det løst med translucent glas, som tager det skarpe sollys, og samtidig sørger for et behageligt dagslys indenfor. Alle de specialdesignede reoler har indbygget lys, som gør det nemmere at finde den rette bog.
Ved arrangementer kan trappeamfiet fungere som et samlet rum. Der har ikke været plads til en rampe tæt på trappen, og den niveaufri adgang løber derfor langs med facaden. Det er en løsning, som fungerer, men som også indebærer en risiko for, at brugerne af rampen kan føle sig udstillede.
Biblioteket tilbyder en sand rigdom af siddemuligheder – fra fællesborde til gruppearbejde til individuelle lænestole til fordybelse. En palet af inventartyper også inden for hver kategori. Den gode akustik muliggør de mange måder at være i samme rum samtidig.
Udover at trække lys ind giver lysskakterne i form af åbningerne i dækkene et flot kig gennem etagerne, der bidrager til fællesskabsfølelsen i det store rum. De sorte reoler og rummene ved kernerne skaber en rumlig kontrast, hvor man træder ind i et lidt mere skærmet rum på afstand til det store rum, men stadig i kontakt.
Overalt på biblioteket kan man finde små, rolige hjørner, hvor man kan fordybe sig, trække sig tilbage eller blot nyde udsigten over Oslofjorden.
Alle kan få hjælpe til at finde det, de leder efter på computeren – og selvfølgelig i forskellige højder. Her er også personale i t-shirt med logo på, så de er nemme at lokalisere.
Selvom biblioteket er konstrueret som ét stort rum, bidrager bygningens mange niveauer til at skabe mange mindre zoner og rumligheder. De bliver taget i brug.
På hver etage møder man en stor skærm med info om arrangementer og med en rejst oversigtsplan. For nogle mennesker vil det være forvirrende, at bygningens tre kerner er hvide, når de egentlig er sorte og hver især har en elevator med en egen farve.
Centralt biblioteksudstyr som udlåns- og afleveringsautomaterne her findes i forskellige højder, så høj som lav kan være med.
Med sin centrale placering i Oslo og flere store indgange er biblioteket let at komme til for de fleste. Desværre er ledelinjen umulig at mærke for dem, som har brug for den. Det er ærgerligt, når der er gjort en indsats for at lave en integreret taktil løsning. Siddemulighederne på vejen frem mod biblioteket er gode, også for dem, som har brug for at hvile benene.
Fra plan 5. Hver af de tre kerner, har også en mezzanin, som man kan komme til via både trappe og elevator. Inde i selve kernerne er flugtvejstrapperne placeret. Rulletrapperne er desværre ret smalle – og dermed vanskelige eller ukomfortable at bruge, hvis man er lidt korpulent.
Dette snit viser nogle af forbindelserne mellem alle etager og det udkragede trappeamfi.
Stueetagen er et knudepunkt, man kan ankomme til fra flere sider. Karruseldøre er energieffektive, men det kan være vanskeligt at passere, hvis man er på hjul, er gangbesværet eller har en synsnedsættelse. Der kan ringes på en klokke for assistance, men hvor ligeværdigt er det? Et dilemma er det i hvert fald.
Selvom biblioteket er konstrueret som ét stort rum, bidrager bygningens mange niveauer til at skabe mange mindre zoner og rumligheder. De bliver taget i brug.
Med sin centrale placering i Oslo og flere store indgange er biblioteket let at komme til for de fleste. Desværre er ledelinjen umulig at mærke for dem, som har brug for den. Det er ærgerligt, når der er gjort en indsats for at lave en integreret taktil løsning. Siddemulighederne på vejen frem mod biblioteket er gode, også for dem, som har brug for at hvile benene.
Dette snit viser nogle af forbindelserne mellem alle etager og det udkragede trappeamfi.
Fra plan 5. Hver af de tre kerner, har også en mezzanin, som man kan komme til via både trappe og elevator. Inde i selve kernerne er flugtvejstrapperne placeret. Rulletrapperne er desværre ret smalle – og dermed vanskelige eller ukomfortable at bruge, hvis man er lidt korpulent.
Stueetagen er et knudepunkt, man kan ankomme til fra flere sider. Karruseldøre er energieffektive, men det kan være vanskeligt at passere, hvis man er på hjul, er gangbesværet eller har en synsnedsættelse. Der kan ringes på en klokke for assistance, men hvor ligeværdigt er det? Et dilemma er det i hvert fald.
En glasfacade kan være udfordrende. Men her er det løst med translucent glas, som tager det skarpe sollys, og samtidig sørger for et behageligt dagslys indenfor. Alle de specialdesignede reoler har indbygget lys, som gør det nemmere at finde den rette bog.
På hver etage møder man en stor skærm med info om arrangementer og med en rejst oversigtsplan. For nogle mennesker vil det være forvirrende, at bygningens tre kerner er hvide, når de egentlig er sorte og hver især har en elevator med en egen farve.
Alle kan få hjælpe til at finde det, de leder efter på computeren – og selvfølgelig i forskellige højder. Her er også personale i t-shirt med logo på, så de er nemme at lokalisere.
Overalt på biblioteket kan man finde små, rolige hjørner, hvor man kan fordybe sig, trække sig tilbage eller blot nyde udsigten over Oslofjorden.
Udover at trække lys ind giver lysskakterne i form af åbningerne i dækkene et flot kig gennem etagerne, der bidrager til fællesskabsfølelsen i det store rum. De sorte reoler og rummene ved kernerne skaber en rumlig kontrast, hvor man træder ind i et lidt mere skærmet rum på afstand til det store rum, men stadig i kontakt.
Biblioteket tilbyder en sand rigdom af siddemuligheder – fra fællesborde til gruppearbejde til individuelle lænestole til fordybelse. En palet af inventartyper også inden for hver kategori. Den gode akustik muliggør de mange måder at være i samme rum samtidig.
Ved arrangementer kan trappeamfiet fungere som et samlet rum. Der har ikke været plads til en rampe tæt på trappen, og den niveaufri adgang løber derfor langs med facaden. Det er en løsning, som fungerer, men som også indebærer en risiko for, at brugerne af rampen kan føle sig udstillede.
Centralt biblioteksudstyr som udlåns- og afleveringsautomaterne her findes i forskellige højder, så høj som lav kan være med.
Indgangsetagen fungerer som et torv, hvorfra man kan bevæge sig videre til bygningens mange steder, som også tæller café og restaurant. Undervejs i processen bestemte Oslo Byråd, at biblioteket skulle generere en stor indtægt. Løsningen blev at indarbejde arealer til udleje til restauration.
De enestående akustiske forhold på biblioteket skyldes bl.a. loftets helt særlige foldekonstruktion og baffelloftet på etagerne, der består af et akustikskum i en bikubestruktur. Baffeloftet dækker 36% af loftet og efterlader hele 64% åbent. Dagslyset fra ovenlyset bevæger sig ned gennem bygningen.
