Der er kun tre uger til gallafesten på gymnasiet og luften i undervisningslokalet er tyk af ung forventningsglæde. For Clara er festen et lige så stort højdepunkt som for resten af klassen, men et spørgsmål står i vejen for euforien: Hvad skal man tage på? Clara har kæmpet med spiseforstyrrelsen, tvangsoverspisning eller BED, gennem hele gymnasietiden.
Alle de andre i klassen har for længst fundet gallakjoler, men Clara mangler stadigvæk. Alene tanken om de trange prøverum med den skarpe belysning fremprovokerer angsten og tvangstankerne. Indtil videre er hun sluppet af sted med dårlige undskyldninger, når de andre har spurgt, om hun ville med ud at shoppe, men i dag skal det være. Leo tager med, og de har aftalt at pjække fra den første time for at være i storcentret, mens der er færrest mulige mennesker.
For Leo er det noget af en overvindelse at besøge tøjbutikker og steder med mange mennesker i det hele taget. Leo lever med autisme og har det bedst, når alt er, som det plejer at være. I storcentret har Leo kasketten trukket lidt ned i ansigtet, en hættetrøje udover og et par støjreducerende ørepropper. Sådan ville Leo også helst til galla, men mor og far insisterer på pænt tøj.
Det gode er, tænker Clara ved sig selv, at det er nemt at vælge hvilke butikker, man skal gå ind i, for der er ikke ret mange, der fører størrelser over XL. Men hun drømmer samtidig om at kunne falde i ét med de andre, ikke at skille sig ud og altid blive lagt mærke til. Clara og Leo er kommet frem til et par bud på tøj, og de bevæger sig mod prøverummene. De er ikke ret lette at finde, og de ser sig omkring, da en medarbejder henvender sig og spørger, om hun kan hjælpe med noget.
Medarbejderen har muligvis fået øje på Leos Solsikkesnor, der titter frem fra den åbne jakke. Leo har den altid på i butikker og andre større steder, hvor man nemt kan blive forvirret over, hvor man skal hen. Ved prøverummene venter de et øjeblik på, at to rum ved siden af hinanden bliver frie, så de kan hjælpe hinanden med at vælge, men klæde om hver for sig. Ingen har set dem uden tøj – til idræt i skolen klæder de begge to om på toilettet.
Clara åbner døren og ser til sin lettelse, at rummet ikke er så småt som sædvanligt. Nogle gange, har hun oplevet, at kabinerne er så små, at hun ikke kan tage armene ud til siden, ikke engang en smule. Men her er der bedre plads, flere knager i forskellige højder og en stol til at lægge sine ting på.
Hvor ser jeg dog bleg ud, næsten gennemsigtig, lyder det fra Leos indre, kritiske røst. Det skarpe loftslys blænder i spejlet, så Leo misser med øjnene. Hvorfor kunne vi ikke bare bestille det online, tænker Leo og ærgrer sig. Clara banker på døren, “Hvordan ser det ud, Leo?” Leo har slet ikke fået skiftet tøj endnu, fordi tankerne tog over. “Jeg kommer om lidt.”
Det lykkedes for dem begge at finde noget til gallafesten, men ude af prøvelokalet vender forvirringen tilbage. “Så du kassen, da vi kom ind?” spørger Clara. Skiltene er igen ude af syne, og de er omringet af tøj fra alle sider. Men medarbejderen fra før har spottet dem, “Kom med mig, så finder vi ud af det,” siger hun og fører dem til en ledig kasse uden om køen.
Pladsforhold, lys og orientering er grundlæggende forudsætninger for, at vi allesammen kan føle os tilpas og rolige. Det vil de fleste nikke genkendende til er nødvendigt for at kunne beslutte sig, når man eksempelvis køber ind. Der er altså en idé i at indtænke mangfoldigheden i butikker, så alle kan være der – på egne og lige præmisser.
Det er noget, der bl.a. bliver tænkt over i Københavns Lufthavn, hvor målet er, at passagerer kan bevæge sig roligt fra A til B. Bliv inspireret af deres tilgang eller læs mere om pladsforhold, akustik og wayfinding.