Borgerservice ved han heldigvis hvor er, selvom hans hukommelse ikke er, hvad den har været, for det ligger på hans sædvanlige rute, som han går næsten hver dag, hvis det ikke regner. Det er en overkommelig rute med gode fortov, hvor det er let at komme omkring med hans rollator. Det er en stor glæde for ham, at han ikke behøver bede sin datter om at tage fri fra arbejde for at følge ham derhen.
Erik er fritaget for MitID, og derfor får han hjælp med ansøgningen direkte på Borgerservice. Da han kommer ind ad døren, ser han sig omkring for at danne sig et overblik. Han trækker et nummer og finder en plads med armlæn, hvor han kan have rollatoren ved siden af sig, så den ikke står i vejen. Men da han har sat sig, går det op for ham, at han ikke kan se skærmen med numre.
Han kommer hen til skranken, som er høj og desværre ikke har en siddeplads. Han forsøger først at sætte sig på sin rollator, men så kan han ikke se over bordkanten, så han kører den om ved sin side, så han har et sted at lægge sine ting. Medarbejderen, Michael, stiller et spørgsmål, men han hører det ikke, for lyden fra skranken ved siden af overdøver. “Kan du gentage det?” spørger han hen over skranken.
Michael prøver igen og læner sig let fremad. Det er hverdagskost, at hans ord ikke når hele vejen over skranken og frem til borgeren. Han tænker tit over, at meget ville gå nemmere, hvis ikke skranker og akustik stod mellem ham og de borgere, han skal hjælpe. Samtidig er det efterhånden heller ikke så sjældent, at han tager hovedpine og udmattethed med i rygsækken, når han går hjem om eftermiddagen.
På skranken ligger ansøgningen nu mellem dem. Det er godt nok nogle små bogstaver, tænker Erik og misser op mod den skarpe loftbelysning, men heldigvis kan Michael overføre det meste fra det gamle pas. Der er mange mennesker på Borgerservice i dag, og det larmer. Erik har svært ved at skelne lydene i rummet fra de spørgsmål, der bliver stillet ham.
Michael beder Erik følge med for at gå over og få taget et billede. Han er lettet over, at han ikke selv skal betjene fotomaskinen. Michael går hurtigt af sted, og Erik er allerede lidt bagefter. Der er ikke plads til rollatoren inden i maskinen, men han får møvet sig ind på den lille stol. Da billedet er taget, giver Michael ham en hånd, så de kan gå tilbage til skranken.
“Er der nu tid nok, ser du, jeg skal på ferie med min familie…,” spørger han nervøst, men Michael forsikrer ham, at det nok skal gå. “Du får en sms, når det er klart til at blive hentet,” siger Michael. Erik ser på ham med et glimt i øjet. Han kan godt læse og sende sms’er, men det var nu nemmere, dengang man blev ringet op.
Bygningsreglementet stiller krav til, at alle mennesker kan komme frem til, ind i og frem til funktionerne i en offentlig tilgængelige bygning. Borgerservice er et eksempel på et sted, hvor det er centralt, at alle kan deltage og være medborgere på lige fod.
Når et sted er designet til at imødekomme mangfoldigheden, nedsætter man også uventede forsinkelser, fordi omgivelserne netop er en medspiller frem for barriere.