Madklub på kollegiet

Vinduet står på vid gab, musikken strømmer ud, og enhver forbipasserende ville høre en ung studerende skråle med. Markus har stået ude i kollegiekøkkenet hele eftermiddagen. Det er hans tur til at stå for den daglige madklub, men hans sidste eksamen var i går, så han har både tid og overskud til at gøre noget ekstra ud af det. 

En lidt anden stemning indhyller værelset på den anden side af væggen. Julie er lige flyttet ind, hun skal aflevere en kæmpe opgave om et par dage, og hun har stadig ikke fundet sig helt til rette i fællesskabet. I aften er hendes første madklub, og det gør hende nervøs. Med en spiseforstyrrelse i bagagen arbejder hun stadig med at føle sig tilpas med at spise sammen med andre. Men så banker det på døren…

“Hey, vil du med ud i køkkenet? Det er Markus, der laver mad i dag,” siger Dina. Julie kigger på klokken, den er kun 17.30, men hun har alligevel lidt svært ved at koncentrere sig om sin opgave. “Der var de gode sodavand på tilbud, vi kunne dele sådan en,” foreslår Dina.

Ude i køkkenet smitter den gode stemning med det samme, og Julie føler lettelsen over at være blevet inviteret med. Markus bakser rundt med gryderne, da de hører høje bank mod døren. “Det er altså bare helt umuligt,” lyder det på den anden side af døren. Dina går over for at åbne døren, og møder Amin på den anden side. Han brækkede benet for nylig på en skitur og har været afhængig af sin kørestol.

“Lad mig lige hjælpe dig her,” bryder Markus ind og hjælper med at holde døren, der åbner indad, mens Dina skubber stolen over dørtærsklen. “Ja, det her halvgamle hus er virkelig ikke bygget til det, må man nok erkende,” forsøger Dina, men det nytter ikke noget. Amin er i virkelig dårligt humør. Han har ikke vænnet sig til kørestolen endnu, og nu kan han ikke engang selv komme ud i sit eget køkken.

Julie rejser sig og gør plads til Amin ved bordenden. “Hvad skal vi have at spise?” spørger han løst ud i rummet. “Beluga-bolu,” svarer Markus begejstret, “og jeg har selvfølgelig tænkt på dig, så der er glutenfri spaghetti,” siger han med et smil til Amin, der med det samme føler sig bedre tilpas.

Dina og Julie hjælper med at dække bordet, mens Amin fortæller om sin dag, han har virkelig fået øjnene op for, hvor lidt der kan lade sig gøre med en kørestol. De bliver 12 til middag, så der er godt fyldt op i køkkenet. “Er der nogen, der har hørt fra Jo? Sidst jeg så dem, havde de det ikke så godt efter bruddet med Chris,” siger Amin. Dina rejser sig for at gå ind og tjekke deres værelse.

Der er ved at blive fyldt godt op omkring spisebordet ude i køkkenet, da Trine kommer ind ad døren. “Vi er godt nok mange i dag, hva?” Trine forsøger at overdøve musik, snak og grin, der fylder det lille køkken. “Jeg skruer lige lidt ned for musikken, ik?” fortsætter hun uden store protester. Trine er stresset. Så stresset faktisk, at hun ikke kan være steder med den mindste smule larm. Hun har fået et meget diskret høreværn, som tager det værste af baggrundslarmen i hverdagen, for der er mange ting i hverdagen, som hun ikke vil give afkald på.

Dina kommer ud i køkkenet sammen med Jo, der tydeligt stadig er nedtrykt. De sætter sig ved siden af Julie, som forsøger sig med et forsigtigt smil. “Hej Jo,” siger Markus og afbryder sin anekdote om sin mislykkede date med Louise sidste uge. Han rækker dem skålen med chips og fylder sodavand i et glas. “Er der nogen, der gider køre mig ud på toilettet,” lyder det fra Amin. “Det bliver nok lidt nemmere, hvis jeg tager imod jeres hjælp,” siger han og ser lidt ned.