Keramikværkstedet

Marie står i døren og tager en dyb indånding. Hun glæder sig til at få hænderne mod leret igen. Det er lige der, ved drejeskiven, hun kobler fra. Og fordi hun kender følelsen i sin egen krop, elsker hun som underviser at betragte, hvordan følelsen sniger sig ind hos alle mennesker på tværs af alder og baggrund, øvede og nybegyndere. De ni kursister, der har meldt sig til, ankommer lige så stille og finder hver sin plads i det varmt oplyste værksted, der får en til at føle sig velkommen.

Isa på 28 år kravler med lidt besvær op på skamlen, der er placeret ved drejeskiven. Men det bemærker hendes sidemakker, Kirsten, der er 54 og siden hun kom har talt lystigt om hendes mange tidligere kurser. “Skal vi ikke bytte,” spørger hun og sender et spørgende blik mod den skammel med et lille ryglæn, som hun selv sidder på. “Ja, vi kvindfolk må jo stå sammen,” siger hun og blinker til Isa.

Peter finder sin plads ved en af de eldrevne drejeskiver. Efter en blodprop for et år siden har han nedsat kraft i højre arm, men det skulle ikke holde ham tilbage. “Der er masser af gode år og askebægre i mig,” siger han højt ud i gruppen, da de introducerer sig. Her er keramik den perfekte udfordring, fordi drejebænken er elektrisk, og man ikke længere skal bruge kræfter på at styre farten. Så skal han kun koncentrere sig om at holde styr på de to hænder og den endnu uformelige klump af ler, der ligger foran ham.

I hjørnet har Lucca på 19 år stille fundet sin plads i hjørnet af lokalet. Hun kæmper med angst, og egentlig ville hun normalt ikke deltage på et kursus som dette. Men da hun fandt ud af, at det ikke var noget problem at tage sin veninde med som støtte, fik hun modet til at kaste sig ud i det. Det føles trygt at have drejeskiven mellem sig selv og de andre, som et lille værn mod verden, tænker hun, mens hun indstiller arbejdslampen ved sin plads, der kaster skygger på væggen bag hende.

Ellis har været sygemeldt med stress i tre måneder, og hans psykolog foreslog ham at bruge hænderne kreativt som en del af sin rehabilitering. Han mærker, hvordan den kølige ler får tankerne til at falde til ro. Ved siden af fortsætter Kirstens strøm af anekdoter, men i takt med at drejebænken sætter i fart, er det også som om virkeligheden træder et skridt tilbage.

"Vi starter med at lære drejeskiven at kende," forklarer Marie og demonstrerer de grundlæggende bevægelser. Hun har sat sin egen drejebænk i midten af den halvcirkel, kursisterne danner, så alle kan se, hvad hun laver uden besvær. Isa rejser sig op og får lidt bevægelse i benene.

Aftenskolen har ikke de største budgetter, og værkstedet kunne godt trænge til en renovering. Alligevel er der gjort noget ud af, at alle kan føle sig tilpas. De elektriske drejeskiver er placeret på plader, så man både kan indstille dem i højden og udskifte en stol, sådan som Isa havde behov for. Der er tid til, at alle kan indrette sin arbejdsstation og også både rum og forståelse for, at alle ikke sidder med hænderne i ler hele timen igennem.

I det tilstødende køkken er der sat te og kopper frem. Marie gør meget ud af, at alle føler sig tilpas og synes selv, at hun har udviklet en sans for at fornemme, hvornår nogle vil tale, og hvornår nogle helst vil være for sig selv. Hendes erfaring siger hende dog også, at den tavse del tør op i løbet af sæsonen – det er som om, at mødet omkring det kreative åbner et nyt rum, hvor en anden slags samtale opstår.

Et kreativt værksted skal kunne rumme forskellige behov og skabe trygge rammer for alle. Det handler om fleksible arbejdspladser med godt lys, tilgængeligt udstyr og god akustik. Samtidig skal der være plads til at være sammen på forskellige måder – både i koncentreret arbejde og i den uformelle pause. Men det at samles om noget og tilbyde fælles aktiviteter, gør rummet til noget særligt – så længe alle kan være med.