Det koster på den lange bane, hvis man bygger for billigt, siger Nicolai Carlberg. For at undgå det har de udviklet et værktøj, der hjælper med at træffe de rette valg og efterfølgende vurdere, om målet blev opnået. Den sociale effektprisme kan fremme forståelsen og dialogen om brugernes behov, mens den samtidig får betydningen af de små detaljer til at stå tydeligt frem.
Det er dyrere og kræver flere kvadratmeter. Sådan lyder en hyppig indvending mod universelt design. Selvom bedre pladsforhold nogle gange er en forudsætning for inkluderende fysiske rammer, så er det ikke den eneste løsning. Ofte er det nemlig detaljerne, der afgør, om et sted inkluderer eller ekskluderer. Det har Emma Nielsen og Nicolai Carlberg mange eksempler på, når de gennem konsulentvirksomheden Carlberg både rådgiver i begyndelsen af designprocessen og evaluerer færdige projekter.
De har et særligt fokus på det sociale område, og senest har de beskæftiget sig en del med hjemløshed, især blandt unge.
“Hvordan man laver gode fysiske rammer til mennesker, der oplever kompleks social udsathed, er et af de områder, der er mindst viden om. Og ofte har de sociale institutioner begrænsede midler til at bygge nyt eller tilpasse bygningerne til det pædagogiske arbejde og brugernes behov. Der er behov for at belyse, hvordan de fysiske rammer kan hjælpe dem,” siger Emma Nielsen, der har baggrund i socialvidenskab og er projektleder hos Carlberg.
Hos Carlberg har de taget udfordringen op og stillet sig selv spørgsmålet: Hvordan kan man på en mere systematisk måde arbejde med dynamikkerne mellem de fysiske og sociale rammer?
Udgangspunktet for Carlbergs rådgivning og evaluering er et refleksionsværktøj, de selv har udviklet: Den sociale effektprisme. Værktøjet, der kan bruges flere gange i løbet af en designproces, bygger en bro mellem det sociale og det rumlige eller byggefaglige.
“Med den sociale effektprisme vil vi give noget, som kan skydes ind imellem visioner og den faktiske brug af byggeriet, når det er færdigt. Noget der gør, at vi kan stille de rigtige spørgsmål i begyndelsen, og som også gør det muligt at vende tilbage og se, om vi faktisk opnåede det, vi ville,” siger Nicolai Carlberg.
De brugte den sociale effektprisme i deres evaluering af transformationen af UKHome i Aarhus: En overordnet positiv evaluering, som bl.a. fremhævede den korte afstand til kulturhuset ved siden af og vigtigheden af, at hvert værelse er udstyret med et tekøkken, så der er mulighed for at blive på sit værelse, når overskuddet til fælleskøkkenet mangler. Men refleksionsværktøjet hjalp også til at påpege forbedringsmuligheder.
Vi vil gerne gøre begge parter bedre – både arkitekt og bygherre.
Mødet med en lukket dør, dårlig akustik og manglende belysning, der skabte afstand frem for fællesskab. Det er nogle af de detaljer, der havde udviklet sig til barrierer for beboerne.
“Vi hører til dem, der abonnerer på den overbevisning, at det ikke er mennesker, som skal tilpasse sig miljøet, men derimod at vi skal blive dygtigere til at tilpasser miljøer, der passer til os,” siger Nicolai Carlberg. Og evalueringen af de nye botilbud for unge hjemløse blev også fulgt op af en forbedringspulje, som skabte et bedre fællesskab i kollegiets fælleskøkken ved hjælp af en glasdør, forbedret akustik og ekstra belysning.
“Vi vil gerne gøre begge parter bedre – både arkitekt og bygherre. Som værktøj kan effektprismen gøre opmærksom på de steder, hvor brobygningen kan styrkes.”
Den sociale effektprisme, der er formet som en heksagon, er centreret omkring byggeriets sociale effekt. Rundt om den kerne er de seks dimensioner, som Carlberg arbejder ud fra: Velvære, adfærd, aktivitet, inklusion, identitet og ejerskab. Ser man på prismen i brug i evalueringen af UKHome står det hurtigt klar, at de seks dimensioner har en del overlap og gensidige afhængigheder.
Den sociale effektprisme er en tilgang, der kan hjælpe med at italesætte de valg – og ikke mindst fravalg – der skal træffes i løbet af en enhver proces. Som hovedregel vil ethvert byggeri kræve nogle kompromisser. Men ved at tale om de enkelte behov, som brugerne af en konkret bygning har, eller tale om den kontekst eller situation, som bygningen indgår i, bliver vi bedre til at træffe de rigtige valg.
“Byggeprojekter er meget komplekse, og man vil skulle gå på kompromis. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan træffe nogle gode valg. Ved at bruge mere tid på forhånd på at snakke behovene igennem, kan man træffe kvalificerede valg,” siger Emma Nielsen.
“Man kan aldrig lave det perfekte, men man kan have en tilgang, som ikke bare er den laveste fællesnævner, hvor alle kan være med,” siger Nicolai Carlberg og forklarer:
“Når vi kommer ud i projekter, fx på en efterskole, så kender lærerne deres elevers behov indgående. Spørger man ind til der viden, får man sat nogle ord på brugernes behov, som arkitekterne så kan omsætte til nogle rumlige og fysiske krav. På den måde låser man hverken bygherre eller arkitekt for meget i processen.”
Det er netop den oversættelse af behov, som den sociale effektprisme fokuserer på – før, under, og efter et byggeri er designet og opført. Men det skal hele vejen igennem først og fremmest være et værktøj, der skal styrke broen mellem byggeriets parter.
“Vi vil sætte de arkitektfaglige løsninger fri og lade arkitekterne sætte deres indlejrede viden i spil ud fra hvert projekt og hver kontekst,” siger Nicolai Carlberg.
Jo mere sensitiv målgruppen er, desto vigtigere bliver de små detaljer.
Carlberg har oplevet, hvordan den sociale effektprisme og den samtale, modellen sætter i gang, har været med til at kvalificere designet, men også har gjort bygherre bevidst om de fysiske rammers betydning på et helt andet niveau.
Det skete eksempelvis på en efterskole, hvor skolelederen bemærkede, at nogle drenge havde svært ved at samle mod til at gå ind i et gaming-rum -- og derfor satte sig for at gøre noget.
“Hun tilkaldte pedellen, som kom og skar et hul i døren og indsatte plexiglas i stedet for. Nu gik drengene frem og tilbage og kunne se ind for at vurdere, om de kunne overskue at gå ind. Nogle af de drenge fik deres første venner i det rum, fordi de skar hul i døren,” fortæller Nicolai Carlberg.
“Jo mere sensitiv målgruppen er, desto vigtigere bliver de små detaljer,” påpeger Emma Nielsen, og Nicolai Carlberg tilføjer:
“Man skal huske, at det, der fungerer rigtig godt for sensitive grupper, også fungerer rigtig godt for alle os andre. Det er på en måde nemmere at arbejde med de her grupper, fordi de har en øget sensibilitet og er bedre til at mærke, når de fysiske rammer ikke fungerer, hvor vi andre har lettere ved at tilpasse os og derfor ikke er lige så bevidste om det.”
Med UKHome har det store spørgsmål været, hvordan man kan bo godt, selvom man bor småt. Samtidig er der zoomet helt ind på den enkelte beboers trivsel.
“Det er en vigtig erkendelse, at hvis man gerne vil have mennesker til at trives i fællesskab, så skal man sørge for, at de trives som individer. Derfor har der været fokus på, hvad der skal til for, at den enkelte beboere har det godt, for ellers træder man ikke ud i fællesskabet,” siger Nicolai Carlberg.
Her blev det netop tydeligt, at det ikke var mange kvadratmeter eller dyre løsninger, men små detaljer, der skabte grobunden for det understøttende fællesskab. Forskellige behov og præferencer skaber selvfølgelig nogle dilemmaer i valg og fravalg, men i sidste ende handler det om at insistere på at være ambitiøse, fortæller Nicolai Carlberg.
Det er en vigtig erkendelse, at hvis man gerne vil have mennesker til at trives i fællesskab, så skal man sørge for, at de trives som individer.
Det handler om økonomi. Det er både Emma Nielsen og Nicolai Carlberg bevidste om. Men de oplever, at den billigere løsning kan ende som den dyreste.
“Det handler altid nogle bundlinjer, der skal gå op,” medgiver Nicolai Carlberg. “Ingenting kommer af ingenting – vi kan godt bygge for billigt og være for lidt ambitiøse. Nogle gange skal vi insistere på, at der nogle ting, der er vigtige.”
De er begge enige om, at der er behov for, at både branchen og Bygningsreglementet bliver mere ambitiøse. Især mener Emma Nielsen, at man kunne rykke meget ved at skrue op for kravene til tilgængelighed.
“Eller akustikken,” tilføjer Nicolai Carlberg. “Vi mener ikke, at akustikkravene i Bygningsreglementet er ambitiøse nok. Men hvis vi ikke investerer i akustikken, så kommer brugerne ikke til at bruge et rum. Behøver det at koste mere? Ja, nogle gange lidt. Men man kan godt komme til at bygge for billigt – og det koster på den lange bane.”
Helt grundlæggende er den sociale effektprisme skabt ud fra behovet om at forstå brugerne, og hvorfor de gør, som de gør. Det er en mulighed for at kvalificere samtalen, men det er langt fra en formel.
Behøver det at koste mere? Ja, nogle gange lidt. Men man kan godt komme til at bygge for billigt – og det koster på den lange bane.
“Vi har også en arkitektstand, der minder om hinanden,” afslutter Emma Nielsen. “Og på den måde kan det godt risikere at blive et smalt ideal for, hvordan man bor godt. Alle er eksperter i de rum, de færdes i. Når man først får åbnet for den samtale, er der mange ting at arbejde med."
