En ny film fremhæver potentialet ved at bruge duft aktivt for at øge trivslen og livskvaliteten for mennesker, der lever med demens. Filmen er del af et større forskningsprojekt, der skal belyse området.
Mennesker, der lever med svær demens, kan have svært ved at forstå deres omgivelser og hverdag. Derfor er der brug for nye metoder og tilgange til at yde omsorg og pleje for dem. For at give denne gruppe bedst mulig livskvalitet skal hverdagen være forståelig, tryg og rar. Og der har duft noget at bidrage med.
Det vil et nyt forskningsprojekt belyse, og nu offentliggør forskerne bag en film som del af arbejdet. Filmen foregår på plejehjemmet Dagmarsminde – et foregangsprojekt, der aktivt arbejder med at integrere dufte i hverdagen for deres beboere, som alle lever med demens.
Med alderen svækkes vores sanser, og oven i det er demens en sygdom, som gør det sværere at integrere sanseindtryk – det vil sige eksempelvis både høre og se noget samtidig. Men enkelte sanseindtryk kan stadig være stærke, og her er lugtesansen særlig. Den er nemlig, som den eneste af kroppens sanser, direkte forbundet til vores følelser og minder, og derfor kan den være særligt værdifuld for mennesker, der er udfordret ift. at føle sig trygge.
“Dufte kan med fordel bruges i plejen som del af en fysisk ramme, der skaber ro og velvære,” er budskabet i den lille film, som du kan se nedenfor.
At inddrage sanseoplevelser som duft i arkitektur og indretning repræsenterer en holistisk designtilgang, der kan skabe mere inkluderende rum for mennesker med forskellige kognitive forudsætninger. Dette perspektiv viser, hvordan inkluderende design rækker ud over fysisk tilgængelighed og kan adressere kognitive og sensoriske behov på meningsfulde måder.
Filmen er del af forskningsprojektet “Potentialet i duftsætning på plejehjem for ældre med demens”. Det er Victoria Linn Lygum, Nanet Mathiasen, Lars Gunnarsen og Siri Lygum Voldbjerg, alle fra Aalborg Universitet, der står bag filmen. Helsefonden og Landsbyggefonden støtter forskningsprojektet.