I Lillehammer tilbyder Terrassen et byrum til fællesskabet. For selvom pladsen ligger på en skråning, har den flere forskellige adgange, så borgernes samfundsdeltagelse kan sikres. For uanset om man har nedsat syn eller en barnevogn med kan man tage del i pladsens liv og aktiviteter.
RAM arkitektur
Veidekke A/S, Lillehammer elektro og MedbyRør
J. Barlund A/S
Studio Oslo Landskapsarkitekter (SOLA)
Miljøpsykologimiljøet ved daværende Høgskolen i Lillehammer nu INN Højskolen i Innlandet
Det er en kendt problemstilling at skabe steder, hvor byens borgere kan mødes og tillige sikre, at de faktisk mødes og opholder sig der. Ikke bare i Danmark, I Norge kæmper de fleste byer nemlig også med at holde liv i centrum, fordi alle butikkerne ligger i et eller flere butikscentre uden for byen. Lillehammer er en undtagelse, for her er ingen tomme butikslokaler, men en levende gågade med butikker og serveringssteder – og så er der Terrassen – en plads til fællesskabet.
Man kan spekulere over hvor høj en attraktionsværdi et bordtennisbord og trampoliner vil have, og hvor meget liv der kan generes i hverdagen. Men der er noget positivt i, at der med Terrassen er fokuseret på at skabe et sted, hvor der er plads til, at byens borgere kan samles til større arrangementer. Lillehammer har med Terrassen fået en ny ’storstue’, som man siger på norsk, med amfi-siddepladser og kig til elven Mesna.
Kommunen været opmærksom på at initiere og bakke op om aktiviteter på pladsen – og åbne op for, at nye publikumsgrupper får en relation til pladsen.
Ambitionen om et byrum, der er tilgængeligt for alle, har været udfordret af højdeforskellene i terrænet. Samtidig skulle der tages hensyn til en bevaringsværdig mur mod elven, kravet om en gangzone langs elven og bevaring af dæmningen ved elven. Det er lykkedes at få skabt et amfi på skråningen, der orienterer sig mod elven og det nederste niveau, der kan anvendes som scene – og hvor alle kan deltage. For her er forskellige adgange hertil. Fra det øverste niveau og ned langs elven løber en trappe, og tillige er her mange kanter, som kan anvendes som naturlige ledelinjer, så det er muligt at finde frem for mennesker med nedsat syn eller blindhed.
Byggteknisk Forskrift (TEK17) stiller krav om, at en anlagt adgangsvej frem til et udeareal ikke må være stejlere end 1:15. Det er også denne rampehældning, som landskabsarkitekterne har opereret med for at skabe niveaufri adgang til pladsen. Her er ikke tale om en sammenhængende adgangsvej fra det øverste punkt, men via adgang fra Elvegata til det midterste niveau. Herfra er der både trappe og rampe til det nederste niveau, som blev hævet for at få det til at lykkes. Det øverste niveau har også niveaufri adgang. Det kan dog virke lidt absurd, at man har kæmpet for at efterleve TEK17 på selve pladsen, når Elvegata udenfor pladsen er langt stejlere. Men det havde også været underligt at tegne noget, som var helt i strid med TEK17.
Alle steder, hvor der er faste siddepladser – eller rette siddetrapper som her – opstår en generel problematik om ligeværdighed. For det kan være vanskeligt at finde en plads, hvor man kan sidde sammen med sin familie eller venner, hvis man er kørestolsbruger. Her er man er nødt til at sidde foran en bænkerække eller bagved, og det er ikke ligeværdigt. Samtidig kan det give anledning til at føle sig udstillet. Det er også et problem her. Den bedste plads er nok inde i hjørnet på det nederste plan, hvor man kan sidde lidt skærmet.
Pladsen tilbyder flere adgangsmuligheder til pladsens forskellige niveauer bl.a. kan der vælges mellem to trapper.
Her er flere naturlige ledelinjer til brug for orientering, så også for mennesker med nedsat syn eller blindhed er det muligt at deltage sammen med resten af byen.
Dette eksempel relaterer sig i særlig grad til følgende af Steinfeld og Maisels mål:
Under initiativet ’Lørdag i Terrassen’ samarbejder Visit Lillehammer, Lillehammer-regionen og Lillehammer kommune om at arrangere aktiviteter. De frivillige organisationer i byen opfordres til at stå for en kulturel aktivitet hver lørdag kl. 12. En lørdag var temaet f.eks. have eller altan. Her inviterede Lillehammer Frivillighedscentral i samarbejde med Naturvernforbundet i Lillehammer og Foreningen Minibus Lillehammer til haveværksted, hvor man kunne lære at bygge et insekthotel og lave kompost.
Måske fordi her før lå her et legendarisk udeserveringssted med netop navnet Terrassen, som blev drevet frem til 1990´erne. Siden stod stedet tomt og forfaldt. Lillehammer kommune købte grunden i 2014. I 2016 fik kommunen udarbejdet en mulighedsanalyse og en helhedsplan, men der gik lidt tid før, at ruinerne af Terrassen blev revet ned og den nye plads opført. I 2021 kunne byen indvie den nye plads, som er tegnet af Rambøll pba. det formulerede greb i mulighedsanalysen.
Pladsen i brug ved den officielle åbning. Der er også mulighed for en række af ståpladser på pladsen og fra gaden.
Her er naturligvis offentlige toiletter, dog skal man betale for at bruge dem. De er placeret i bygningen ved siden af trappen.
Dengang, hvor det udslidte serveringssted stod tomt og forladt, var der mere grønt på pladsen. Ærgerligt, at der ikke er arbejdet lidt mere med det grønne, som den oprindelige mulighedsanalyse tilsagde.
Her kan man komme helt tæt på trampolinerne og sit barn eller barnebarn, uanset om man er på hjul eller ej.
Terrassen kan også betragtes som et udsigtspunkt – og hvis man ikke lige kan se elven, kan man høre den – i hvert fald en sommermorgen, for den bruser som et vandfald.
Placeringen af den gribeegnede håndliste i midten af trappen gør det muligt at anvende den fra begge sider. Skal man ind på siddetrappen og kun kan bruge venstre hånd, vælger man den modstående trappe. Markeringen af trinforkanterne er praktisk - også for dem, der kan se. Men den kunne have været indarbejdet i trinnets design frem for at være klistret på - for med tiden bliver den slidt.
Pladsen i brug ved den officielle åbning. Der er også mulighed for en række af ståpladser på pladsen og fra gaden.
Placeringen af den gribeegnede håndliste i midten af trappen gør det muligt at anvende den fra begge sider. Skal man ind på siddetrappen og kun kan bruge venstre hånd, vælger man den modstående trappe. Markeringen af trinforkanterne er praktisk - også for dem, der kan se. Men den kunne have været indarbejdet i trinnets design frem for at være klistret på - for med tiden bliver den slidt.
Terrassen kan også betragtes som et udsigtspunkt – og hvis man ikke lige kan se elven, kan man høre den – i hvert fald en sommermorgen, for den bruser som et vandfald.
Her kan man komme helt tæt på trampolinerne og sit barn eller barnebarn, uanset om man er på hjul eller ej.
