Trivselsfremmende designgreb for mennesker med overfølsomhed over for luftbårne stoffer

Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.

Forestil dig, at du ikke tør at gå ud i din egen have, fordi du får lammende hovedpine af din nabos duftroser. Eller at du ikke har lyst til at gå en tur i dit kvarter af risiko for, at du skal forbi en der ryger en cigaret. 

Sådan er hverdagen for mange mennesker med en særlig sensitivitet for kemiske stoffer og partikler, også kaldet Multiple Chemical Sensitivity (MCS). Tilstanden indebærer, at kroppen reagerer kraftigt på kemiske stoffer i koncentrationer, som de fleste slet ikke bemærker: parfume, rengøringsmidler, vådt træ, asfalt, pollen, skimmelsporer.

Langt størstedelen af vores fysiske verden, både den menneskeskabte og naturlige, afgiver stoffer til luften. 

Det paradoksale er, at uderummene, altså præcis de steder, der ellers forbindes med restitution og friluft, er blandt de sværeste at håndtere for mennesker med MCS. Her er kilderne til triggere mange, uforudsigelige og uden for den enkeltes kontrol.

Det er udgangspunktet for den forskning, som vi har publiceret i det internationale tidsskrift International Journal of Environmental Research and Public Health. 

Risiko for isolation

For et menneske med MCS er der potentielt set rigtig mange triggere. For mange betyder dette, at almindelige hverdagsaktiviteter – at færdes udendørs, møde andre mennesker, opholde sig i sin have – er forbundet med risiko for symptomer som vejrtrækningsbesvær, svimmelhed, kvalme og hovedpine samt problemer med koncentration og hukommelse. 

Den mest udbredte måde at håndtere MCS på er at undgå triggere. Dette kan gøre livet med MCS ekskluderende, da frygten for at blive udsat for triggere kan føre til angst, begrænsninger i hverdagen og social isolation, fordi triggers ofte er uden for den enkeltes kontrol, især i fælles og udendørs rum. 

Et trygt hjem

Uderum ved boligområder er et særligt kritisk sted, da man er tvunget til at gå igennem, hvis man vil fra og til sin bolig. Samtidig er det ens nærmeste og letteste adgang til ophold udendørs. Heldigvis kan uderummene planlægges, sådan at de kan fungere som beskyttende lag, hvor luftstrømme, særlig beplantning og materialer samt zonering tilsammen kan skabe et mere forudsigeligt og inkluderende miljø for alle.

Udgangspunktet for vores forskning var MCS, men anden forskning har vist, at en langt større gruppe oplever gener fra luften. Så at designe uderum med hensyn til kemisk overfølsomhed skaber inkluderende rum for langt flere: mennesker med astma eller migræne og gravide samt dem med sensorisk sårbarhed.

De følgende designgreb kan skabe psykisk tryghed og give mulighed for fysisk og social deltagelse Steinfelds & Maisels mål for velvære.

Tre designgreb til uderum ved boligområder

Placering og disponering
Valg af grund til et boligområde og den måde, området disponeres på, kan spille en vigtig rolle i at reducere beboernes eksponering for eksterne triggere. Ved at tænke strategisk i forhold til placering og layout kan man mindske påvirkningen fra luftbårne kemiske stoffer og partikler. Det indebærer blandt andet at vælge en placering med god afstand til kendte kilder til luftforurening, såsom trafikerede veje, landbrugsarealer med gyllehåndtering og sprøjtning samt industrielle aktiviteter. Beplantning kan desuden bruges aktivt som filtrerende afskærmning rundt om boligområdet: en 2–10 meter høj, struktureret beplantning af buske og lave træer, som lader vinde trænge igennem. Den kan med sine blade opfange og reducere mængden af luftbårne stoffer og partikler som fx forurening fra industri. 

Også bygningernes placering kan udnyttes ved at orientere dem efter den dominerende vindretning, så de fungerer som barrierer mod triggerkilder både udenfor og i boligområdet (fx motortrafik i området eller affaldshåndtering). Endelig kan grønne mellemrum mellem boligerne skabe afstand og mulighed for ophold i zoner med lavere eksponering.

Opdeling i zoner
Ved at arbejde med forskellige zoner kan man give beboerne mulighed for selv at styre, hvor meget kontakt de ønsker med andre mennesker, aktiviteter og potentielle kemiske triggere. En tydelig adskillelse mellem private, semi-fælles og fælles udeområder skaber klare rammer og gør det lettere for beboerne at navigere i deres omgivelser. Ved at arbejde med gradvise overgange mellem disse zoner får beboerne mulighed for at vælge, hvor meget social kontakt – og dermed også potentiel eksponering – de ønsker i forskellige situationer. 

Zoner understøtter både privathed og fællesskab: terrasser eller altaner i forbindelse med boligen kan forlænge det private rum udendørs. Semi-fælles haveområder kan danne rammen om små, trygge fællesskaber, mens større, åbne arealer kan rumme fælles aktiviteter.

Beplantning og materialer
Når det kommer til beplantnings- og materialevalg, skal man først og fremmest undgå stærkt duftende planter som fx lind, syren, og liljer. Derudover er det en fordel at vælge naturlige materialer, som kræver minimal kemisk vedligeholdelse såsom metal og natursten, der generelt afgiver færre stoffer end fabrikerede byggematerialer, der har større risiko for afgasning. 

Det er også vigtigt at overveje materialer over tid. Nyt træ kan pga. den duftholdige harpiks afgive kemiske stoffer til luften. Vådt træ kan samtidig udvikle skimmelsporer, og derfor bør designet sikre hurtig tørring og så lidt fugtpåvirkning som muligt. 

En følelse af kontrol

Grebene virker dels ved at reducere mængden af kemiske stoffer i luften via afstand og modvind til eksterne triggerkilder samt via disponering af boligområdet med tanke på vindretning, barrierer og interne afstande. Derudover bidrager et målrettet beplantnings- og materialevalg  til at reducere antallet af potentielle triggerkilder til et minimum.  

For mennesker med MCS handler det ikke kun om den fysiske eksponering, men også om oplevelsen af kontrol. Det er det andet niveau, som grebene virker på. Kontrollerbare miljøer reducerer stress, fordi viden om, at man selv kan regulere eksponering, mindsker angsten for potentielle triggere. Samtidig er balancen mellem beskyttelse og social inklusion vigtig. For meget isolation forringer livskvaliteten, mens uforudsigelige sociale møder kan være belastende. Gennem zonering kan man skabe et kontinuum mellem tryghed og fællesskab, så både beskyttelse og deltagelse bliver muligt.

En forudsætning for at et uderum ved et boligområde er trivselsfremmende for mennesker med MCS er at grebene indtænkes helt fra start og holdes i hævd gennem hele designprocessen og driften af området, da de jo både handler om helt grundlæggende aspekter såsom placering af boligområdet og detaljer som fx hvilke plantearter beplantningsplanerne indeholder.  

Forskningsartiklen udspringer af Boligforeningen Ringgårdens projekt om udvikling af boliger for mennesker med duft - og kemikalieoverfølsomhed med MCS støttet af Realdania.