Der er mange mennesker og mange behov i luften, når man bevæger sig gennem den klassiske Københavns Lufthavn. Vi har i denne film besøgt lufthavnen for at blive klogere på, hvordan man får effektivitet og velvære til at gå op i en højere enhed.
Forretningsrejsende, turister, førstegangsflyvende, børnefamilier og frequent travellers. Stewarder og stewardesser, butikspersonale og bagagehandlers. I Københavns Lufthavn skal der være plads og forhold til ikke bare mange mennesker, men mange, meget forskellige mennesker med lige så forskellige behov. Og det bliver der taget højde for i indretningen af lufthavnen, der hele tiden bliver finjusteret, videreudviklet og optimeret.
Den lufthavn, vi kender i dag, baserer sig på den grundlæggende struktur, som Vilhelm Lauritzen Arkitekter konceptualiserede og tegnede. Den første terminal stod færdig i 1939. At der er tale om eksisterende bygninger, gør det yderligere komplekst – for selvom de oprindelige bygninger og ideer stadig holder i dag, så er de også en udfordring for den moderne hverdag.
Christina Okai Mejborn er senior master planner i Københavns Lufthavn og arbejder med at skabe de store linjer og principper for lufthavnens fremtid og udvikling. Philip Etin, business specialist: PRM, Baggage Claim & Airside Flow, sørger for, at detaljerne er på plads, når vi bevæger os fra parkeringspladsen eller perronen gennem security ud til terminalerne og ombord på vores fly.
Vi har taget en tur med dem gennem lufthavnen for at blive klogere på, hvordan de forener menneskelig mangfoldighed med effektivitet og velvære. For, som de begge siger, så er det en helt essentiel tanke, at alting flyder bedre, når alle mennesker – store som små, garvede som nybegyndere – selv har kontrollen, overblikket og generelt føler sig godt tilpas.
På en af de travleste dage kommer der cirka 100.000 passagerer gennem Københavns Lufthavn. Der er en lige fordeling af mænd og kvinder, men derudover er der store forskellige i det, man i lufthavnen kalder rejseevne. Det kan være forskellige i alder, hvor tit man rejser og hvor hjemmevant man er lige netop i den lufthavn. Men det kan også være forskelle som sprog, kognition og fysik. Alt dette bliver der taget hensyn igennem flowet – fra man ankommer til lufthavnen, til man er sendt godt afsted på sin videre vej.
Man estimerer, at ca. 0,5-1% af de rejsende har brug for ekstra assistance som fx Falcks service, der kan bookes på forhånd. Selvom det er en beskeden del, er det alligevel mange personer i løbet af en dag. Københavns Lufthavn var desuden blandt nogle af de første herhjemme, der inkorporerede Solsikkesnoren som en del af deres tilbud.