Luminanskontraster er afgørende for, hvordan vi oplever rum og bevæger os sikkert gennem dem. Men kontraster handler om mere end forskellen på sort og hvid. Vi ser nærmere på betydningen af kontraster, og hvordan man beregner dem. Der er de seneste par år kommet nye anbefalinger til luminanskontraster, og det giver anledning til at kigge nærmere på, hvad kontraster er i det hele taget, og hvorfor det er vigtigt at arbejde med luminanskontraster.
Der findes overordnet set to former for kontrast: farve- og luminanskontrast. Farvekontrast kender de fleste – det er forskellen mellem forskellige farver som rød og grøn. En farve har også en lyshed, som angiver, hvor meget lys den reflekterer uafhængig af farven selv, fx lysegrøn og mørkegrøn. Den lyseste farve reflekterer mere lys end den mørke. Luminanskontrast handler om forskellen i lyshed mellem to overflader. Den er en helt central faktor for sikkerhed og navigation, både for mennesker med nedsat og fuldt syn.
Lysheden beskrives ved lysreflektionsværdien, forkortet: LRV. Denne lysreflektionsværdi fortæller om, hvor meget lys en overflade reflekterer. Lysreflektionsværdien måles for at undersøge og afklare, om der er tilstrækkelige kontrast.
Vores syn består af henholdsvis det centrale og det perifere syn. Hvor centralsynet har brug for meget lys for at fungere og kunne se detaljer og farver, er perifersynet mindre lysfølsomt og fungerer derfor også under lav belysning fx om natten. Perifersynet registrerer bevægelse, men ingen detaljer eller farver. Luminanskontrast bliver derfor særligt vigtigt i forhold til at skelne mellem genstande og overflader.
Man kan også opfatte luminanskontrasten, hvis man er farveblind, hvilket 8 % af alle mænd er i varierende grad. For dem kan to forskellige farver med samme lyshed være umulige at skelne fra hinanden.
Et interessant aspekt er samspillet mellem kontrast og belysning. En højere kontrast kan faktisk reducere behovet for kraftig belysning, hvilket er en fordel, særligt for mennesker, der lider af lysfølsomhed. Den bedste løsning er ofte moderate lysniveauer kombineret med gode kontraster.1
I byggeriet har vi længe arbejdet med faste anbefalinger for kontraster, men disse anbefalinger er blevet revideret, da de var høje og vanskelige at opnå.
I 2021 blev anbefalingerne til fare og store flader derfor i både ”DS/ISO 21542 Tilgængelighed til og anvendelighed af det byggede miljø” og ”CEN TR 17621 Tilgængelighed til og anvendelighed af det byggede miljø – Tekniske ydeevnekriterier og specifikationer” stort set halveret med anvendelsen af de to nye beregningsmetoder, Michelson og Weber.
Dog varierer anbefalingerne alt efter, om man bruger Michelsen-formlen eller Weber-formlen – vi har samlet dem ude til højre sammen med den oprindelige subtraktionsmetode. Michelson og Webers formler er begge anvendelige, men flere lysspecialister hælder til Michelsons formel.
1 Jonny Nersveen, Kontraster – farger – belysning. Et forsøk på å kategorisere hjelpetiltak med hensyn på universell utforming og svaksynte, 2009
Alle tre formler er baseret på den enkelte overflades lysreflektionsværdi (LRV) som er beskrivelsen af den mængde lys der kastes tilbage. Den enkelte overflades lysreflektionsværdi (LRV) kan let måles med en Colour Reader, som kobles til en mobiltelefon. Den kan finde LRV for den nærmeste farve i Natural Colour System (NCS). Man kan også anvende en NCS lyshedsmåler i pap, som giver 18 LRV-værdier på en gråtoneskala og derfor ikke er nær så præcis som en Colour Reader. For at kunne måle LRV-værdien skal de to overflader være matte og ligge i samme plan.
I formlerne er LRV1 den lyseste farve.
Luminanskontrast = (LRV1-LRV2)/(LRV1+LRV2)*100 )
Anbefalinger:
Store flader: Forskel 30, lyseste farve mindst LRV 40
Fare: Forskel 60, lyseste farve mindst LRV 50
Tekst: Forskel 60, lyseste farve mindst LRV 70
Luminanskontrast=(LRV1-LRV2)/(LRV1)*100
Anbefalinger:
Store flader: Forskel 45, lyseste farve mindst LRV 40
Fare: Forskel 75, lyseste farve mindst LRV 50
Tekst: Forskel 75, lyseste farve mindst LRV 70 (mest anvendt for små elementer og tekst)
LRV = LRV1-LRV2
Anbefalinger:
Store flader: Forskel 30, lyseste farve mindst LRV 40
Fare: Forskel 60, intet krav til lyseste farve
Tekst: Forskel 60, lyseste farve mindst LRV 70
Michelson og Webers formler er begge anvendelige, men flere lysspecialister hælder til Michelsons formel.
DS/CEN/TR 17621:2021 Tilgængelighed til og anvendelighed af det byggede miljø – Tekniske ydeevnekriterier og specifikationer
DS/ISO 21542 Tilgængelighed til og anvendelighed af det byggede miljø
Jonny Nersveen, Kontraster – farger – belysning, Et forsøk på å kategorisere hjelpetiltak med hensyn på universell utforming og svaksynte, 2009
Jonny Nersveen, Jakten på kontrastene, 2022