Konstruktørforeningen følger op på artikelserie om universelt design og inviterer til webinar. Her zoomes ind på konstruktørens rolle for en social bæredygtig udvikling i byggeriet og kilder til viden, som er nødvendig for at lykkes.
Er man som konstruktør først begyndt at se verden med universelt design-briller, da er det umuligt at vende tilbage. Det er flere konstruktører hos Christensen & Co enige om. Måske vil du være enig. I hvert fald inviterer Konstruktørforeningen til et webinar d. 28. januar 2025 om universelt design og hvordan du som konstruktør kan spille en vigtig rolle for at universelt design bliver en del af den faglige praksis hos bl.a. rådgiverne.
Som konstruktør kan man nemlig være specialist i universelt design - og det handler om langt mere end at granske eller huske på den rette rampehældning i projekteringsfasen. Det er en af pointerne til webinaret, hvor seniorforsker, arkitekt maa og ph.d. Sidse Grangaard fra BUILD, Aalborg Universitet introducerer universelt design og giver et indblik i vigtige parametre og opmærksomhedspunkter i processen.
Webinaret er en opfølgning på en artikelserie i Konstruktøren (side 16-23) efteråret 2024 om universelt design, hvor man bl.a. kunne læse om tre konstruktørers erfaring med universelt design hos Christensen & Co i forbindelse med et nyt klimalaboratorium på DTU. Her har universelt design-specialist Janet Cohen Muntz stået i spidsen for udviklingen af en metodik.
Webinaret foregår d. 28. januar 2025 kl. 17.
Du finder mere information om webinaret og tilmelding her.