Det lykkedes ikke altid at skabe inkluderende arkitektur, der kan bruges af alle mennesker. Det skyldes måske, at mange bygherrer opfatter det som en merudgift, der kan spares væk. De vil bare overholde tilgængelighedskravene i Bygningsreglementet, men ikke mere end det. Og det er en fejl, mener Agnete Brøsted, bygherrerådgiver hos COWI, der har helt konkrete forslag til, hvordan vi kunne få mere ligeværdige og dermed bedre byggerier ved at sætte højere ambitioner og indføre et dokumentationskrav, som vi kender det fra brandområdet.
"Problemet ses blandt andet når projekter granskes i de forskellige projekteringsfaser. Der ses ofte basale og tilbagevendende fejl i forhold til tilgængelighed, og når det ikke er indtænkt fra starten, løses det til tider med ”hovsa ”-løsninger eller dispensationsansøgninger. Men ingen er rigtigt tilfredse med disse krumspring og ”add-ons”.”
Sådan kunne man læse d. 17. november 2020 i et indlæg på COWIs blog City Creators. Problematiseringen kom fra Agnete Brøsted, der er bygherrerådgiver hos COWI med speciale i tilgængelighed i bygninger og bygningsnære arealer. Hun oplever nemlig, at tilgængeligheden ikke er en naturlig del af projekterne, og det står i vejen for de gode resultater.
Kimen til det problem, finder vi bl.a. i Ydelsesbeskrivelsens pkt. 7.35 om Særlige krav til tilgængelighed som hun mener, skærper opmærksomheden omkring vigtigheden af tilgængelighed. Hun kommer også med et forslag til, hvordan vi får øget ambitionsniveauet for universelt design i et byggeprojekt.
I forlængelse af den oplevelse, hun selv har som bygherrerådgiver, nævner Agnete Brøsted et SBi-studie af bygherrens tilgang til tilgængelighed og universelt design. Det studie viser nemlig, at det først og fremmest er Bygningsreglementet, bygherren fokuserer på – ikke mere. Det er fx opfattelsen blandt kommunale bygherrer, at politikerne ikke vil betale for mere end BR-niveau. Studiet viser også, at det er de færreste bygherrer, som faktisk ved, hvad tilgængeligheden koster. Tilsyneladende har ingen afprøvet, om det var muligt at gribe projekterne an på en anden måde og få skabt et mere inkluderende projektet for de samme penge.
“Bygherren vil gerne leve op til kravene i BR, men de argumenterer med, at der ikke er økonomi til mere. Politikere er ikke opmærksomme på, at tilgængelighed ikke er løst ved blot at henvise til Bygningsreglementet. Det medfører en bekymring om at “skærpede” krav medfører en ekstraudgift,” siger hun.
Samtidig oplever Agnete Brøsted, at der er et større fokus på at få skabt inkluderende rammer for en bredere gruppe i hospitalsprojekter og almene boliger. Når det gælder disse boliger, bliver der stillet krav om at ældreegnede boliger, ligesom Landsbyggefondens krav om tilgængelige boliger har en stor betydning for niveauet.
Hvorfor skal vi overhovedet interessere os for ydelsesbeskrivelsen, hvis bygherrens fokus ligger på Bygningsreglementet? Og her bliver det både teknisk og et spørgsmål om fortolkning – en fortolkning, som ikke er den samme over hele linjen.
Hun peger på, at pkt. 7.35 i YBL18 handler om, at det skal aftales særskilt, hvis rådgivere ift. tilgængelighed skal gøre brug af anvisninger og vejledninger, der går ud over BR. Selvom SBI-anvisning 272 netop er et svar på, hvordan man kan efterleve BR18, bliver brugen af SBI-anvisning 272 i ydelsesbeskrivelsen betragtet som en anvisning, der peger på et højere niveau – og dermed kun skal følges, hvis det er aftalt som en ekstra ydelse.
“Det problematiske,” påpeger Agnete Brøsted, “er, at man har en ydelsesbeskrivelse, der udadtil umiddelbart ser ud til at medtage tilgængelighed, men hvor man alligevel skal være sikker på at få det særskilt med i ydelsesbeskrivelsen, hvis man vil være sikker på at anvisningen følges.” Hun tilføjer, at det er vigtigt, at bygherrerådgiveren derfor får aktiveret pkt. 7.35.
Den samme problematik ville, ifølge Agnete Brøsted, aldrig være til stede i forhold til brand og konstruktioner, for det ville være utænkeligt, at man ikke fulgte de fastlagte standarder og vejledninger på disse områder. I arkitektverdenen oplever Agnete, er holdningen stadig, at det er besværligt at være underlagt regler, og at det gør design kedeligere og dårligere. Universelt design ses stadig som et add-on og ikke som en nødvendig designholdning.
Tilbage i 2015 inviterede Statens Byggeforskningsinstitut (i dag: BUILD) i et studie af fremtidens bygningsreglement mht. tilgængelighed alle medlemmerne af Danske Ark til workshops. Agnete Brøsted deltog dengang, og vi tager tråden op fra 2015 i vores samtale. Dengang var der en stor interesse for funktionsbaserede krav. For rådgiverne havde oplevet, at de funktionsbaserede krav på brandområdet havde givet dem en arkitektonisk frihed, som de så for sig som en ny mulighed ift. tilgængelighed og universelt design.
Her fem år efter forklarer Agnete Brøsted, at der kan opstå frustration over BR, hvis det fremstår stift, fordi alt er blevet foreskrevet på forhånd. Derfor mener hun stadig, at funktionsbaserede krav vil skabe en langt større mulighed for at lege med nye løsninger. Men det kræver viden om eksempelvis brugernes behov og en forståelse af, at vi alle har eller får forskellige behov, ligesom det kræver en inkluderende tankegang – som skal ind på rygraden af alle rådgiverne. Helt afgørende er også behovet for dokumentation. Her trækker Agnete problemstillingen frem omkring, hvordan man måler og vurderer. Det er nemt at svare ja eller nej til, om en døråbning er bred nok – men det er mere udfordrende at “måle” på de overordnede intentioner.
Løsningen kunne være udarbejdelsen af en ligeværdighedsrapport á la brandstrategirapporten. Et sådant notat vil udstikke en retning og et niveau – der kan skabe en bevidsthed omkring niveauet. Agnete Brøsted forestiller sig desuden en pendant til den autoriserede brandrådgiver – nemlig en autoriseret rådgiver ift. universelt design og tilgængelighed. En specialist, der vurderer ligeværdighedsrapporten. Hvis sådanne tiltag blev en del af lovgivningen, ville det få en langt større gennemslagskraft, mener Agnete Brøsted.
Selvom BR18 i modsætning til BR15 har et langt større fokus på helheden og en bredere brugergruppe – at en bred brugergruppe skal kunne gøre brug af bygningen og ikke blot indgangen – og derfor ikke gør brug af begrebet tilgængelighed, er det endnu ikke helt slået igennem. Sådan opfatter Agnete Brøsted det:
"Paradigmeskiftet i BR18 ikke helt er nået ud til alle hverken i forhold til måden man taler på eller de måder, opgaverne løses på,” siger hun. Hun ser nemlig problemer med flow og ligeværdig brug i projekterne, som hun som tilgængelighedsauditor gransker.
”Ændringerne i bygningsreglementet har ikke medvirket til ændringer til, hvordan inklusion udmøntes i projekteringen. Det er de samme ”fejl” vi ser,” fortæller hun.
For det er vanskeligt at opretholde et godt flow for alle brugerne og dermed understøtte deres deltagelse, når der er problemer med adgangen til udearealer og legearealer. Her er tagterrasser b.la. en udfordring, hvor hun ser fejl. Resultatet bliver hovsa-løsninger, der skal rette op på, at man ikke har været opmærksom på, at der skal være niveaufri adgang. For den ligeværdige deltagelse er ikke tænkt igennem i hele bygningen, ligesom den endnu ikke ligger på rygraden af de projekterende.
En form for obligatorisk dokumentation på et tidligt tidspunkt ville gøre en forskel. For det er Agnete Brøsteds oplevelse, at når noget er et lovkrav, er det nemmere at komme igennem med – særligt når det drejer sig om ’det mere bløde’ som universelt design og tilgængelighed. Når hun ser tilbage, glæder hun sig over den indflydelse som certificeringsordningen DGNB og FN’s verdensmål har fået på byggeriet. Der er sket noget de sidste år – og der kommer forhåbentlig til at komme et endnu større fokus fremover på et bygget miljø, som er inkluderende – også hos bygherrerne, for det er her, det hele begynder.
