Festivalen CafX har i år fokus på arkitekturens uhørte stemmer, og en video med udgangspunkt i inkluderende design viser, hvor stor en forskel det kan gøre, når vi kan følges ad.
At leve med en fysisk eller kognitiv funktionsnedsættelse har ikke kun konsekvenser for det menneske, der gør det. Det er også noget, der spreder ringe i deres nærmeste omgangskreds, blandt venner og i deres familie. For når de fysiske rammer ikke rummer forskellighed, så kan én meget let blive bremset, og muligheden for at følges ad eller dele en oplevelse forsvinder.
Det perspektiv bringer formand for Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen i spil, i det åbne call, som CafX har lavet for kortfilm, der illustrerer arkitekturens uhørte stemmer. For når det fysiske miljø ikke rummer ham, så mister han helt konkret mulighed for at følge efter sin datter. Og i det øjeblik er det ikke kun ham, der holdes tilbage, men også den godt 3-årige datter, der går glip af noget.
Det er en fin øjenåbnende fortælling, der på simpel vis illustrerer, at imødekommende og inkluderende arkitektur ikke er et gode for de få, men en forudsætning for mange.
Se hele videoen herunder.
