Bispebjerg Hospitals helende haver

Helende arkitektur får stadigt mere opmærksomhed i takt med, at forskningen viser de gavnlige effekter af bl.a. dagslys, akustik eller dufte på menneskers sundhed og heling. Ophold udenfor, om det er i haver eller vild natur, påvirker vores humør positivt, vi får øget velvære, vi slapper bedre af og føler os måske endda friskere og stærkere.¹ Men det er langt fra noget nyt fænomen. For over 100 år siden lagde selv samme idé grundstenen for de helende haver ved Bispebjerg Hospital i København, som sidenhen er blevet fredet.

De oprindelige haver blev anlagt af Edward Glæsel i 1913, men haverne var blevet – som der står i den oprindelige projektbeskrivelse til transformationen af haverne –  “udfordret af de mange ændringer, der er sket gennem deres 100-årige levetid. Ændringer, der ikke har styrket idéen med de helende haver og som har haft både rumlige og beplantningsmæssig uheldige konsekvenser.”

Fra 2017 til 2022 er det gamle haveanlæg blevet restaureret og har dermed genvundet sin ret som de helende have det oprindeligt var tænkt som. Det vindende forslag har tilbageført haven til sin oprindelighed, bl.a. ved at nærstudere Glæsels planteliste. Transformationen havde desuden til formål at fungere som et internationalt eksempel på bevaring og udvikling af et fredet haveanlæg og klimasikre anlægget uden at forringe fredningsværdierne.

Haverum i haverum

Anlægget skal ikke blot tjene som noget godt for øjet eller stimulere vores duftesans. Haverne bliver også aktivt brugt i forbindelse med behandlingen. Eksempelvis på hudafdelingen bruger man havens glaspavillon aktivt til at hele forstadier til hudkræft. Den pavillon er blot ét af havens mange forskellige rum.

Anlægget er terrasseret og symmetrisk opbygget omkring en midterakse, hvorfra haverne breder sig ud til hver sin side fra den bygning, de er tilknyttet. Trods symmetrien tilbyder hver have noget særligt i stemning, planter og inventar. Et gennemgående princip er dog de mindre haverum inde i haverne, som er afgrænset af fx hække, pavillon og pergola. Det er en genial måde at arbejde med forskellige niveauer af tryghed, der tillader, at man alt efter behov får mødt sit behov for skala og afskærmning, sådan som Steinfeld og Maisels syvende mål om personlig tilpasning italesætter.

Styrket tilgængelighed fra bygningerne

Forskning viser, at adgang og udsigt til grønne områder og haver er gavnlige for alle brugere på et hospital – fra patienter og pårørende til de ansatte. Det kan reducere stress og give rum for særlige samtaler eller en anden form for tilstedeværelse end hospitalets rum sædvanlighed muliggør. I haven kan man sidde indhyllet i dufte fra bunddække til trætop. Dufte er gode til at aflede tankerne, da de i hjernen har direkte kobling til vores følelser.

Men barrierer i forhold til placeringen, tilgængeligheden, tiltrækningen og aktiviteter kan afholde både patienter og personale fra at benytte sig af naturens tilbud. En del af transformationens formål var derfor også at styrke tilgængeligheden, så bl.a. sengeliggende patienter kunne komme ud i haven i deres senge.

Det er lykkedes fra bygningerne, hvorfra adgangen til haven er god. Kommer man udefra, er tilgængeligheden ikke altid til stede, bl.a. på grund af kantsten og trapper med en del trin.

Venlig og indbydende sanselighed

Overordnet set er der en fin balance mellem aflukkethed og imødekommenhed, hvor terrænet helt naturligt skaber en afgrænsning, men hvor man også nemt fanges af en sti, der fører én ind i haverummene. Stisystemet af gule klinker er nemt genkendeligt og venligt i sit udtryk. Det samme er de flotte træbænkene, der med jævne mellemrum opfordrer til ophold.

Besøger man haven en sommerdag, er blomstringen overvældende og med et hav af skønne farver og dufte. Syrener, guldregn, pæoner, roser, liljekonvaller… Der er også vand flere steder, hvis friskhed og forskellige vandlyde kan give velbefindende på en helt særlig måde. Samtidig er det muligt at søge det mere enkle, mørk og stille haverum, hvor plæner og stedsegrøn beplantning skaber en mere afdæmpet stemning.

Den mangfoldighed har været central, for behovene blandt hospitalets brugere er meget forskellige, lød det fra personalet selv. Nogle har brug for stærke sanseindtryk, mens det for andre kan være meget.