I Byhaven på Sundholm på Amager er der skabt et socialt samlingspunkt, hvor alle kan være med – fra områdets børn til socialt udsatte. Emil Strøh har en pædagogisk baggrund, men er også uddannet landmand. Han sørger for, at haven er et tryghedsskabende miljø for alle. Rumsans har talt med ham om, hvordan projektet er blevet den succes, det er i dag.
Du må godt have et aktivt misbrug og stadig være med til at luge højbedene. Sådan fortæller Emil Strøh, der har arbejdet som socialpædagog i byhaven på Sundholm i rigtig mange år. Det eneste deltagelseskriterium er, at man er kontaktbar og kan tage del i fællesskabet. Han er en af de ildsjæle, der står bag projektet med at skabe en byhave for alle i Sundholmskvarteret på Amager. Byhaven, der hører under aktivitetscentret på Sundholm, er en del af Københavns Kommunes socialfaglige indsats til udsatte voksne.
Sundholm er et herberg for hjemløse borgere med fx stofafhængighed og psykisk sygdom. Med støtte fra områdefornyelsen opstod der for ca. 10 år siden et samarbejde mellem aktivitetscentret på Sundholm og en nyetableret byhaveforening med folk fra nabolaget.
Ideen var at gøre brug af en gartnerigrund, der førhen havde forsynet Københavns Kommune med planter, men som nu var blevet for lille. “På det tidspunkt var stedet det vilde vesten. Her var en udendørs ølstue, hvor der blev solgt stoffer,” fortæller Emil Strøh. Men de tog fat i stedets brugere – både dem, der brugte stedet som opholdsstue og dem, som solgte stoffer her – og fik en god andel af brugerne med på at skabe et helt anderledes sted: Et tryghedsskabende havemiljø.
Byhaven tog stille og roligt form, og det gode samarbejde byggede bro mellem Sundholms brugere og deres naboer og skabte på den måde en helt ny form for tryghed på stedet – en tryghed, der brød med ensomhed og samlede folk i nye sociale sammenhænge. Nu hilste man på hinanden. Folk kom til haven af sig selv, og Emil var god til at spotte, hvem der ville have godt af den, og bød velkommen i aktiviteterne. Der kom også dyr til, som fx hønen Maserati, der også har det grønlandske navn: Hende der kom til os.
Byhaven blev en succes i en sådan grad, at de på et tidspunkt havde så mange rundvisninger, at det var forstyrrende for havens brugere. Samtidig var der et pres fra folk udefra: Hipstere med alt for mange og alt for smarte ideer, banden fra Hørgården og andet dårligt selskab.
Emil understreger, at det er vigtigt at holde balancen, hvor alle kan være med, og hvor man undgår, at en bestemt gruppe tager overhånd.
”Man skal selv kunne bære det, have pondus og kunne sige fra, ellers er det op ad bakke,” siger han. Derfor er det også super vigtigt, at der er medarbejdere, som brugerne kan føle sig trygge ved, og som har autoritet til at styre det.
Ud over sin pædagogiske baggrund er Emil også uddannet landmand, og hans interesse og viden for planter er tydelig. Måden, han beskriver haven og dens udformning på, er også ret fin. Indgangspartiet fremstår vildt og skal danne kontrast til det ellers meget urbane og strukturerede miljø, som byhaven ligger i. Man skal få følelsen af at komme væk, og man skal begynde at tænke over, hvad det er for et sted.
Her er intet hegn, men en åben, inviterende markering af haven. Overordnet set består haven af rigtig mange forskellige elementer: Højbede, høns og kaniner, drivhuse, kompostområde, samlingssted og en masse andet. Men her er alligevel overskueligt, nemt at finde rundt og virkelig rart at være. Kompostområder er del af et formidlingsprojekt om affaldshåndtering. Gennem et område med piletræer løber en sti. Den er til for kvarterets vuggestuer og børnehaver, der besøger haven. På den sti kan man som bybarn gå på opdagelse i en lille, vild verden.
På samlingsstedet har der gennem årene været forskellige typer af grill og bålplads. Det har dog været svært at styre. I mangel på bedre er havens inventar fx blevet brændt af. Narkorelateret affald bliver fjernet som det første om morgenen, og kanyleboksen er en reminder om projektets og stedets karakter. Men ellers er der meget få negative spor. Folk har forståelse for stedet og lader det være den oase, som haven er.
Mange brugere er tænkt ind. “Der er både lave højbede til børn og nogle, der er lidt højere fx til Birgitte, som har svært ved at bøje sig ned,” fortæller Emil. “Og så er der kommet nogle nye til med et lille bord, hvor man kan stille sin kaffe eller lægge sine haveredskaber.”
Emil fortæller om en særlig kåltype, der forsvandt over natten og formentlig blev til en lækker kålret i et køkken et sted. Ting forsvinder af og til – sådan er det bare, men overordnet set er det ikke et problem. Langs hovedstien løber et smalt blomsterbed, som bl.a. har til formål at holde hunde og deres efterladenskaber på stien. Derudover er håbet, at folk plukker deres uautoriserede buket dér og ikke længere inde i havens højbede.
I udkanten af haven står et telt. Emil fortæller, at haven har en vigtig funktion for folk i karantæne fra herberg. Så bliver haven et trygt sted at søge hen – en form for socialt udekontor. I det hele taget er haven et sted, som mange søger hen til og trives i. Det er den, man viser frem, når man får gæster, uanset om man er bruger af Sundholm eller fra nabolaget. Byhaven er vi stolte over.
Byhaven har bede i tre højder – i terræn, lave højbede til børn og lidt højere højbede til voksne.
Forskellige typer af opholdsteder gør det muligt at sidde i små grupper eller alene, et åbent sted eller let skærmet, i sol eller i skygge.
På de små tavler kan man sætte sit personlige præg på sit højbed. Tilsammen afspejler tavlerne diversiteten i havens brugere.
