En ny rapport fra Kulturens Analyseinstitut ser nærmere på oplevelsen af kulturarv i børneperspektiv. For hvordan føles et museum, når man aldrig har prøvet det før – og hvordan er det anderledes, hvis man ikke kun er ny på museum, men også har neurodivergens i rygsækken?
Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.
På herregårdsmuseet Gammel Estrup skal besøgende tage skoovertræk på i nogle af udstillingsrummene. For de fleste er det en banal detalje. Men da en gruppe besøgende med udviklingshandicap mødte op uden at vide det på forhånd, gik det galt. Materialet føltes forkert mod fødderne. Man kunne glide i dem. Og de så mærkelige ud. For flere deltagere var det nok til at ødelægge hele besøget. Ikke fordi udstillingen var utilgængelig, men fordi en uventet sanseoplevelse i rummet skubbede dem ud af deres tryghedszone.
Men en simpel løsning skulle råde bod på problemet i form af en folder, som i simpelt sprog og nemme illustrationer forklarede, hvad man ville møde. Da den var på plads, forsvandt problemet. Men episoden fortæller noget om, hvad det fysiske rum gør ved mennesker, og hvad det kræver af dem, der tegner og indretter det.
For det er ikke et enkeltstående tilfælde. Da Kulturens Analyseinstitut for første gang samlede den danske viden om kulturarvsformidling til børn og unge i udsatte positioner, tegnede der sig et klart mønster af rummets afgørende betydning. For hvis rummet ikke rummer alle, så kan formidlingen ikke fungere, uanset hvor god den pædagogiske metode er.
Røg fra et autentisk 1930'er-køkken på Gammel Estrup fik nogle deltagere til at nægte at gå ind. På Vikingeskibsmuseet beskriver en formidler, hvordan et udstillingsrum med montrer og skarpt udstillingslys kan være direkte skræmmende for børn, der ikke kender koderne. Og på Copenhagen Contemporary befandt personalet sig pludselig i situationer med gæster, der fik angstanfald i udstillingerne, uden at vide, hvad de skulle gøre.
Rapportens konklusioner peger på fællesnævnere som lyd, akustik, luft og bevægelsesmuligheder, som ikke bare er rammesætning. De er forudsætninger for, om børn og unge kan koncentrere sig, føle sig trygge og overhovedet være til stede.
Men svaret er ikke at fjerne alt, der stimulerer sanserne. Forsker Zanitha Hamilton Månegaard fra Designskolen Kolding, der undersøger leg blandt neurodivergente børn, argumenterer for det modsatte. Rummet skal ikke tømmes – det skal give valgmuligheder. Hun taler om "rum i rummet": gennemsigtige skillevægge, der kan skabe midlertidige afgrænsninger. Gemmesteder, som forskningen viser, har en særlig tiltrækning for børn. Eller en genstand, barnet kan tage med sig som en fysisk forbindelse – fx et armbånd, man kan nulre ved, eller et par handsker, der gør barnet til en del af stedets fortælling, inden det træder ind i udstillingen.
Pointen er ikke at skærme børn fra disse oplevelser, men at give dem mulighed for selv at regulere, hvor tæt de vil gå på. Og den pointe rækker langt ud over museumsformidling. For den handler i bund og grund om, hvordan vi designer rum, der kan rumme menneskers forskellige måder at sanse, bevæge sig og forstå verden på.
Mange af rapportens cases udspiller sig i eksisterende bygninger med trange adgangsforhold og rum, der aldrig er tænkt til universelt design. Ramper, elevatorer, akustisk regulering og fleksible rumindretninger – det er den velkendte balancegang, der følger med, når kulturarv skal renoveres til at rumme alle. Se eksempler på, hvordan tilgængelighed og kulturarv kan forenes.
Tilbage på Gammel Estrup skete der noget uventet. De tiltag, museet udviklede til besøgende med udviklingshandicap – mere sanselig formidling, legende tilgange, tydeligere orientering – faldt også i god jord hos alle andre. Ingen følte, de fik en ringere oplevelse. Tværtimod.
Og netop der, lander rapporten med at konkludere, at det, der er nødvendigt for nogle, er gavnligt for alle. Pauserum, piktogrammer, tydelig wayfinding, sanseindtryk, man kan skrue op og ned for, og plads til at trække sig tilbage er ikke specialløsninger for en smal målgruppe. Det er grundlæggende kvaliteter i et godt rum.
Et andet budskab i rapporten går på orientering. Kulturarvsinstitutioner forklarer sig selv for dårligt – særligt for dem, der ikke er "hjemmevant" i kulturlivet. Det kræver en form for kulturarvs-literacy at træde ind i et museum: Hvor må man gå? Hvad må man røre? Hvor er toiletterne? Og for familier, der besøger en udstilling for første gang, kan de mange uskrevne regler blive en barriere i sig selv.
Rapporten anbefaler piktogrammer, visuelle ledetråde, audiospor og legende elementer i gulvet som alternativer til skriftlig formidling. For børn, der endnu ikke kan læse, mennesker med lavt uddannelsesniveau eller begrænset dansk, er det afgørende for at være med. Og det er et designspørgsmål – ikke kun et formidlingsspørgsmål.
Rapporten "Kulturarvsformidling til børn og unge i udsatte og sårbare positioner" er udgivet af Kulturens Analyseinstitut i 2026 og du kan downloade den gratis her.
