
Bygningsreglementets krav favner ikke alle brugere. På et endagskursus giver to forskere fra BUILD ved Aalborg Universitet bygherrer og bygningsejere en grundlæggende introduktion til universelt design, så de kan stille de rigtige spørgsmål fra idé til drift.
Lyden af bestik mod tallerkener og de mange samtaler i kantinen gør det uudholdeligt for Noah at spise frokost med sine kolleger. Bente skynder sig hjem fra torvet i stedet for at blive siddende i solen med sine venner, fordi der ikke er et offentligt toilet.
De to hverdagsbilleder kan visualisere, hvorfor brugerbehov er vigtige, når man som bygherre skaber de fysiske rammer. Hvilken betydning det her, og hvordan man griber det an, er omdrejningspunktet for et endagskursus, hvor Sidse Grangaard og Anne Kathrine Frandsen fra BUILD ved Aalborg Universitet introducerer universelt design fra bygherrens og bygningsejerens perspektiv.
Som bygherre bestemmer du, hvem der kan bruge det byggede miljø, og hvilken oplevelse de får. Bygningsreglementet stiller krav, men kravene dækker ikke alle brugeres behov. Derfor må bygherren selv pege på behovene, uanset om projektet er nybyggeri eller eksisterende byggeri, bygninger eller uderum.
Universelt design er en tilgang til planlægning og udformning, der favner en mangfoldig brugergruppe. Kurset giver deltagerne viden til at planlægge en proces, træffe mere bevidste valg og gå kvalificeret i dialog med rådgivere, driftsfolk og brugere. På dagen tager vi udgangspunkt i konkrete eksempler fra praksis og forskning.
Kurset henvender sig til bygherrer, bygningsejere, ejendoms- og driftsansvarlige samt projektledere. Deltagerne behøver ingen særlig viden om universelt design eller tilgængelighed på forhånd.
Begge undervisere er arkitekter maa, ph.d. og seniorforskere i Forskningsgruppen Universelt Design på BUILD. Sidse Grangaard leder forskningsgruppen og er redaktør på Rumsans. Anne Kathrine Frandsen leder efteruddannelseskurset “Universelt Design i Byggeriet – teori og praksis” og var uddannelseskoordinator på den tidligere Master i Inkluderende Arkitektur. De har i mere end 15 år forsket i universelt design og tilgængelighed og udarbejdet analyser og projekter for Social- og Boligstyrelsen.
Kurset finder sted den 21. januar 2027. Få mere information og meld dig til her.