At bygge videre på ruinen

Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.

Når man skal genopbygge en krigshærget by, er det ofte med byplaner, mindesmærker og infrastruktur i fokus. De rum, der farver den enkeltes hverdag, træder ofte i baggrunden. Men et kollegium til gymnasieelever kan netop være et sted, der puster liv tilbage i en by. Så hvordan sådanne rum være en brik i genoprettelsen af en by – helt konkret og på et følelsesmæssigt plan – er omdrejningspunktet for Peter Anton Borring Balles afgangsprojektprojekt "What Remains Is What Moves” fra Det Kongelige Akademi i København.

Han besøgte en UNESCO-beskyttet bydel i Mostar i Bosnien-Hercegovina, hvor skyggerne fra den voldsomme krig for 30 år siden stadig sætter sit præg på stemning i byen. Her har Peter Anton Borring Balle konceptualiseret et sted, der både skaber liv i og for byen og danner hjemlige rammer for internationale studerende på United World College, der kommer fra cirka 50 forskellige lande.

Hvad var det konkrete afsæt for dit projekt?

"Projektet udsprang af en samtale med rektoren på et internationalt gymnasium i Mostar, Bosnien-Hercegovina. Han fortalte, at skolen havde en strategi om at transformere nogle af de krigsramte ruiner i byen, så de kunne få et nyt liv frem for at blive stående og frosset som ruiner, hvilket de ofte gør.

Skolen havde netop købt en grund, der skulle udvikles til et studenterkollegium, og her så jeg en mulighed for at arbejde med dem i mit afgangsprojekt.

Projektet hedder What Remains Is What Moves og undersøger, hvordan hverdagslivet kan være med til at skabe nye historielag omkring en by, der stadig bærer meget tydelige spor efter krigen. I stedet for at se ruinen som noget, der skal bevares eller rekonstrueres, undersøgte jeg, hvad der sker, når den igen bliver taget i brug. Altså hvordan nye mennesker, nye hverdage og nye fællesskaber kan blive en del af stedets historie."

Kan du pege på nogle konkrete designvalg i projektet, der direkte udspringer af at tænke i mangfoldighed eller inklusion?

"Mangfoldighed var en meget stor del af projektet. Eleverne på kollegiet kommer fra omkring 50 forskellige lande, og derfor var det vigtigt for mig at tænke inkluderende arkitektur ind fra starten.

Jeg lavede derfor workshops med dem, før jeg overhovedet havde sat min første streg. Jeg ville gerne have deres behov og deres blik på byen ind under huden. De talte blandt andet om et behov for forskellige grader af privathed og fællesskab.

Det forsøgte jeg at oversætte direkte til arkitekturen. På værelserne ønskede de fire værelseskammerater, men samtidig muligheden for at kunne trække sig. Derfor arbejdede jeg med et fællesområde for de fire værelseskammerater, men også med mindre soveenheder man kunne trække sig til, hvor der stadig var plads nok til at have hele kroppen på gulvet. Det kunne være til at meditere, bede, strække sig eller have en ven sovende."

Det samme gjorde sig gældende i fællesrummene, som blev opdelt i forskellige zoner. Det handlede altså ikke om enten at være med i fællesskabet eller trække sig fra det, men om at kunne deltage på forskellige måder.

Samtidig var fællesrummene åbne mod byen. På den måde skulle kollegiet ikke kun være et sted for de internationale elever, men også skabe møder mellem de eleverne og de lokale beboere.

En sidste ting, jeg vil fremhæve, er ønsket om at være realistisk. Jeg gik ind i dette fiktive projekt med en ambition om at tage det så seriøst som muligt. Da jeg talte med forskellige aktører om inklusion, universelt design og tilgængelighed, blev det tydeligt, at der ikke nødvendigvis var ressourcer til at realisere alle disse ambitioner, hverken på skole- eller byplan.

Det kunne ikke passe, tænkte jeg. Derfor igangsatte jeg en undersøgelse af, hvordan bygningen kunne gøres klar til den dag, hvor ressourcerne er der. Det betød blandt andet at reservere plads til en elevator ved hovedindgangen, sikre niveaufri adgang til fællesrummene, lave tre forskellige wc-størrelser og arbejde med større værelser, der kan tilpasses fremtidige behov."

Lad os sige, at dit projekt står realiseret i morgen – hvad ville effekten af det byggeri være?

"Jeg ville håbe, at byggeriet ville skabe en følelse af tryghed for de nyankomne elever fra hele verden. At både den mest ekstroverte og den mest introverte ville kunne finde deres egen måde at trives i en ny by – måske for første gang langt hjemmefra og uden for barndomshjemmets trygge rammer.

Derudover er Mostar en by, hvor sporene efter krigen stadig er meget synlige. Derfor var det vigtigt for mig, at kollegiet ikke blev endnu en ny bygning, man bare passerer, men et sted, der forholder sig til fortiden og fremtiden. Jeg håber, at lokale beboere ville opleve bygningen som en del af byen frem for en barriere og at det internationale fællesskab kunne føles som en naturlig del af det lokale fællesskab.

Samtidig ville jeg håbe, at projektet kunne være med til at skubbe de nuværende forestillinger om byen og skolens rolle i en mere inkluderende retning. For mig handler genopbygningen af Mostar ikke kun om at reparere det, der fysisk blev ødelagt under krigen, men også om at overveje, hvilken by man ønsker at bygge videre på. Her håber jeg, at projektet kan pege på en genopbygning, hvor inklusion, mangfoldighed og nye fællesskaber bliver tænkt ind fra starten."

Hvis en af dine fremtidige kolleger i branchen skulle tage én ting med sig fra dit projekt ind i deres eget arbejde – hvad ville du så sende videre

"Brugerinddragelse.

Det var helt klart det, der guidede mit projekt, og ved at lytte til brugerne kom der aspekter frem, som jeg aldrig selv ville have tænkt på. Men for mig handler brugerinddragelse ikke kun om at spørge brugerne, hvad de ønsker sig. Det handler også om at oversætte det, de siger, og overveje, hvad det betyder i en rumlig sammenhæng.

I projektet blev elevernes ønske om forskellige grader af privathed og fællesskab for eksempel oversat til en bevægelse gennem bygningen: fra den private soveenhed, til værelset, videre ud til gangarealer med nicher, forskellige muligheder for fællesskab og til sidst helt ud i byen.

Det er måske det vigtigste, jeg tager med mig fra projektet: at brugernes ord ikke nødvendigvis er svaret i sig selv. De kan være begyndelsen på en arkitektonisk undersøgelse, hvor man som arkitekt oversætter deres behov, erfaringer og ønsker til rumligheder."

‍