Forsker, designer og ‘disability justice organizer’, Aimi Hamraie, gæster Det Kongelige Akademi den 11. oktober 2024. Her holder de forelæsningen ‘What Difference Disabled-Led Design Makes’ om vigtigheden af design, som er designet af mennesker med en funktionsnedsættelse.
Aimi Hamraie (de/dem), lektor på Vanderbilt University, argumenterer for, at det gør en stor forskel, når et design er designet af mennesker, der selv har en funktionsnedsættelse. Den pointe bliver udfoldet, når Hamraie gæster Det Kongelige Akademi med sin åbne forelæsning What Difference Disabled-Led Design Makes d. 11. oktober 2024.
Hamraie udgav tilbage i 2013 en interessant artikel, ‘Designing collective access: a feminist disability theory of universal design’, som retter en kritik mod en forbrugerorienteret tilgang til universelt design. De peger her på det problematiske i, at et design først opleves som værdifuldt, når det også er godt for mennesker uden funktionsnedsættelser. Dette fokus på merværdi, skriver de, er med til at stigmatisere mennesker med handicap. I stedet undersøger de en tilgang, der ser universelt design som en vej til 'fælles adgang' og social bæredygtighed.
Spørgsmålet om hvem alle er går igen i flere af deres publikationer i relation til intersektionalitet. De senere år har Hamraie beskæftiget sig med crip technoscience, som er forelæsningens afsæt.
Aimi Hamraie er i København inviteret af Bevica Fondens Universal Design Hub for at holde Master Class Talk i Bevica Fondens tværfaglige forskernetværk, og forelæsningen er arrangeret af Cluster for Spatial Inclusion på Det Kongelige Akademi i samarbejde med Universal Design Hub.
‘What Difference Disabled-Led Design Makes’
d. 11. oktober 2024
kl. 9.45 – 11.15 i auditorium 2
Philip de Langes Allé 10 i København
Crip technoscience sætter mennesker med handicappede i centrum som både videnspersoner og som designere. Tilgangen er et modsvar på design, der er skabt uden på nogen måde at involvere mennesker med handicap.
Crip technoscience står på skuldrene af "crip science", der handler om de færdigheder, visdom, ressourcer og hacks, som mennesker med handicappede bruger til at navigere og ændre utilgængelige omgivelser. Her er en lang tradition for aktivisme og involvering af mennesker med handicap i og omkring University of California, Berkeley siden 1960´erne.
Crip technoscience er tværfagligt felt på tværs af Disability Studies og Science, Technology Studies (STS). Begrebet "crip" er oprindelig en nedsættende betegnelse i sin forkortelse af ‘cripple’ dvs. krøbling. I dag fungerer crip som en politisk og positiv betegnelse, der genvinder og omfavner handicappet på samme måde, som "queer" er blevet genvundet i LGBTQ+-miljøer. "Technoscience" refererer til den tætte sammenhæng mellem videnskab, teknologi og samfund, der samskabes og påvirker hinanden. Her kobles særlig til den feministiske gren af STS.
I 2019 udgav Aimi Hamraie og Kelly Fritsch et manifest for crip technoscience.