Den fælles adgangsvej er beskrevet i byggeloven og sikrer, at vi alle kan komme hen til og rundt i vores byggede miljøer. Men er den også en begrænsning? Arkitekt Rasmus Polino Henk kigger nærmere på en proces, hvor den fælles adgangsvej ændrede sig undervejs – og endte med at blive et system af veje frem for én fælles.
Efter vi vandt planlægningskonkurrencen om et nyt undervisningsområde ved Hillerød Station i 2009, blev der udarbejdet en ny lokalplan med udgangspunkt i det bearbejdede konkurrenceforslag. I processen var undervisningen blevet til et boligområde, men med samme originale konceptuelle hovedgreb: At opdele de 50.000m² bygninger i seks forskellige organiske byggefelter med et primært stræde, der bugter sig gennem bydelen.
Modsat det primære stræde etableres det sekundære stræde som en oplevelsessti, der skaber adgang gennem bebyggelsernes forskellige gårdrum. Herved styrker man forhåbentlig de sociale sammenhænge i bebyggelsen ved at skabe mulighed for uformelle møder beboerne imellem.
De to stræder slynger sig dynamisk, forskudt og krydsende gennem bebyggelsen som en kromoson-lignende figur med spændende møder undervejs. Biltrafikken er helt adskilt med Carlsbergvej på den ene side og parkeringen centraliseret på den anden med kort afstand til stationen. Dermed forbliver det indre stræde bilfrit – dog stadigvæk med nærhed til både offentlige og private trafikale knudepunkter.
Oplevelsen af at bevæge sig ned gennem det organisk udformede og relativt smalle stræde er en reference til middelalderbyens struktur, hvor sigtelinjer ikke er for lange og afrundede hjørner, der skaber et blødt skiftende perspektiv.
Egentlig var vores forventning, at den fælles adgangsvej gav sig selv. Fra parkeringspladsen frem til indgangene – hvis grunden skrånede blev der lavet en rampe. Det er alt sammen noget, som landskabsarkitekterne udvikler og designer sammen med arkitekterne.
I dette projekt forløb det også sådan – til at starte med. Alle opgange havde adgang fra strædet udenfor. Men med det primære stræde, der blev udført som et separat projekt af andre rådgivere, var der usikkerhed om, hvorvidt man på ansøgningstidspunktet for myndighedsprojektet havde niveaufri adgang ved alle indgangene fra strædet. Man valgte derfor forholdsvis sent i forløbet at flytte den officielle fælles adgangsvej til i stedet at skære gennem gården.
Denne adgang blev yderligere relevant, da bygherren ønskede et større udvalg af mindre lejligheder, og man indførte en ekstra opgang mod Carlsbergvej. Disse fem opgange blev derudover ændret til ikke at være gennemgangsopgange for at minimere det fællesareal, som i stedet fordeles ud til alle lejligheder. Så blev der var fem opgange, der kun havde adgang fra gården uden gennemgang til den forholdsvis befærdede Carlsbergvej. Det betød, at gården pludselig blev meget vigtigere ud fra et fælles adgangsvej-synspunkt. Dette gjorde fx, at der var krav til belysningsniveauet på stierne i gården, ikke bare orienterings- og stemningslys. Ordentlig belysning i boligområder er vigtigt for at skabe tryghed og lyst til udeophold i den mørke vinterperiode.
Byggesagsbehandleren, der giver byggetilladelsen på baggrund af det indsendte projekt, ønskede indlysende nok en redegørelse for den niveaufri adgang gennem gården. Terrænet stiger hele 2,5 meter, og ud over stien rundt med trapper langs den indvendige facade med private terrasser blev der udformet en ’oplevelsessti/rampe’ gennem en frodig, grøn beplantning. Forløbet har en længde på 50 meter plus mellemreposer for hver 12 meter, i alt ca. 60 meter. Selvom et rampeforløb af denne længde er ok efter reglerne, kan det betegnes som en større udfordring for en person med manuel kørestol eller rollator,
En beboer i de mindre lejligheder mod den trafikerede Carlsbergvej med adgang gennem gården ville sandsynligvis bruge en af de andre opgange, hvor en elevator giver hurtigere og nemmere adgang til lejlighederne end det lange rampeforløb. Alle opgange er aflåst med en dørtelefon og beboere kan med deres brik-lås-system bruge alle elevatorerne i de 13 opgange. De kan altså frit vælge den adgangsvej, de ønsker. Gæster derimod kan ikke få låst op til andre opgange, end den de besøger. Derfor kan gæster, der bruger rollator eller sidder i kørestol, blive tvunget til at bruge rampen. Det bør dog være teknisk muligt at tilknytte en oplukke-funktion til alle opgangenes dørtelefoner.
Undervejs stillede kommunen krav om, at nummerrækkefølgen og adgang for postbudet skal være fra det primære stræde for de otte gennemgående opgange. Det havde gjort det nødvendigt med dørtelefoner fra begge side. Dette faldt væk af økonomiske årsager, men havde måske været godt for det sociale liv og uformelle møder i gården.
Hele forløbet omkring den fælles adgangsvej kan virke tilfældigt, og det er det også. Men som følge af dette forløb indeholder gårdrummet i dag en række kvaliteter som fx bredden af stierne, belysning og håndlister ved trapperne.
Vi kom frem til anerkendelsen af, at det i nogle projekter kan være svært at forudse, hvilken adgangsvej der vil blive brugt som fælles adgangsvej. Måske vil andre eller mange forskellige veje blive brugt og ikke lige den/dem, man dikterer.
Mange forskellige adgangsveje er en kvalitet set i lyset af universelt design – design for alle. Frem for at udføre én adgangsvej helt efter tilgængelighedsreglerne bør man udføre flere adgangsveje, der tilgodeser menneskers forskellige behov. Det handler ikke bare om at lave en rampe til dem, der ikke kan tage trappen, men om at lave mangfoldige og sanselige adgange, der opfylder og inspirerer de alsidige og forskellige behov hos mennesker.
