Når man bevæger sig ud af sit hjem, men lever med nedsat syn eller helt uden, så har hjernen ikke kapacitet til at tænke på den sure chef eller aftensmaden. Den arbejder på højtryk på at komme fra A til B.
Mange byrum er indrettet med tanke på mere end effektivitet og mobilitet. Her er også taget hensyn til at skabe oplevelser undervejs – hvilesteder, mødesteder, udsigtspunkter, en række af træer, der tilbyder en flig af naturen midt i byen.
Men for én gruppe i det offentlige rum er en gåtur ikke en oplevelsestur: Mennesker uden eller med nedsat syn skal nemlig bruge alle deres sanser på at komme fra A til B og har dermed ikke overskud til også at få en oplevelse imens eller overveje indkøbslisten¹. De hører hverken musik eller podcasts for underholdnings skyld, for høresansen er på hårdt arbejde i trafikken. Hænderne er optaget af mobilitystokken eller en førerhund. Og hjernen kører på højtryk for at huske den rute, som på forhånd er lært udenad, så der er ikke overskud til andet end det.
Går lige ud fra hoveddør til fortov, som nås efter passage af en stor søjle, følger dette til en lille trappe, drejer til venstre, det går lidt op ad bakke, når det er vandret, drejer jeg til højre nogle få meter og så til venstre, går forbi en stor bygning, hvor muren kan høres. Når den er forbi, følger jeg lyset fra himlen, som viser vej forbi næste bygning. Det går stejlt op ad bakke, når det bliver vandret, er jeg på Lyngby Hovedgade og drejer til venstre. Jeg følger den jævne belægning i håb om, at der ikke står skilte eller cykler i vejen. Jeg benytter også lyset fra himlen til at holde retningen.
Når toget ankommer, lytter jeg efter togets talende information om toglinje, højttalerne sidder over dørene, så det er et pejlemærke for at finde døren. Hvis ingen andre passagerer har åbnet døren, finder jeg den ved at køre stokken langs underkanten af toget, der er et meget lille trin ud for døren, som stokken kan fange, men det er lidt stressende, da der kun er kort tid, før der fløjtes til afgang. Inde i toget spørger jeg efter en ledig siddeplads, da jeg skal køre i ca. 30 minutter. Alle stationer annonceres auditivt, så det er let at vide, hvor langt jeg er nået.
– Uddrag fra Annette Bredmoses detaljerede beskrivelse af sin rute fra sit hjem til sin arbejdsplads.
Når mennesket bevæger sig rundt, spiller vores sanser sammen for at danne os et indtryk af omgivelserne. Når én eller flere sanser bliver taget ud af det spil, tager de øvrige over. Som seende kan det måske være svært at forestille sig præcis, hvor meget man kan bruge høre-, lugte- eller følesansen til at komme frem. Men alle måder at orientere sig på kræver øvelse, og mennesker, der hele deres liv har levet med nedsat syn eller helt uden, vil som udgangspunkt være bedre til at bruge sine øvrige sanser. Det er bl.a. af den grund, at vi her på Rumsans har peget på de blinde vinkler i “prøv-selv”-kurser.
Når seende mennesker skal orientere sig, begynder de med det overordnede for derefter at fokusere på detaljerne. Mennesker med synshandicap i forskellig grad gør det omvendt og begynder med detaljerne for at kunne danne sig et mentalt billede af deres omgivelser². Mennesker med synshandicap har et helt kartotek af ruter, som de har lært af en mobilityinstruktør og benytter for at komme på arbejde, til fritidsaktiviteter, forskellige butikker og så videre. Derfor er det for den gruppe en udfordring, når de mødes med et byrum, hvor der er fokus på overraskelsen – for mennesker uden syn er det vigtigt, at fysiske miljøer, udendørs og indendørs, er forudsigelige og planlagt efter en systematik³.
Seende mennesker kan hurtigt danne sig et indtryk ved hjælp af øjnene, hvorimod mennesker med synshandicap er afhængige af det taktile og det auditive sanseapparat. Det sender signaler til hjernen på samme måde som øjnene. Den store forskel er, at det er en meget langsommere proces, fordi hjernen skal bruge flere og større områder for at forstå og omdanne disse signaler til handlinger⁴. Det er, kort sagt, langt nemmere for seende mennesker at navigere udenom en pludselig forhindring også på længere afstand. Omvendt er det for mennesker, der ikke navigerer ved hjælp af synet, som måske først lægger mærke til noget, når de er gået ind i det⁵.
Vel nede ad trappen drejer jeg skarpt til højre og følger en væg til udgangsdøren. Her ligger et opmærksomhedsfelt og en ledelinje, som fører til fortovet. Desværre er denne ledelinje altid spærret af parkerede cykler, så den kan faktisk ikke anvendes. Ledelinjen mangler et opmærksomhedsfelt i fortovet, så når jeg skal den modsatte vej, bliver jeg nødt til at slæbe venstre fod langs belægningen lige ved siden af fortovet for at finde starten på ledelinjen. Denne følger jeg så, til jeg støder ind i den første cykel. Så går jeg rundt om cyklerne og følger dem frem til indgangsdøren. Det er en svingdør, som åbner imod mig, så jeg holder altid en beskyttende arm op foran ansigtet, da jeg tidligere har slået næsen slemt på døren, som åbnede op i ansigtet.
– Uddrag fra Annette Bredmoses detaljerede beskrivelse af sin rute fra sit hjem til sin arbejdsplads.
For mennesker med manglende eller nedsat syn kræver det ekstra koncentration at bevæge sig rundt i byen, for orientering uden syn er en kompleks opgave for hjernen.
Når man alene bruger høre- og følesansen, kan man kun opfatte ét indtryk ad gangen. Det gør det mere krævende at orientere sig sammenlignet med at bruge synet, som kan opfange flere indtryk samtidig.
Vores hjerne gemmer information om ruter, vi ofte går. Men selv små ændringer kan skabe problemer for personer med synshandicap, det kan fx være
På fortovet drejer jeg til højre og følger fliserækken i højre side, fordi der er lygtepæle i venstre side. Jeg skal forbi to indkørsler, før jeg når til et meget stort og befærdet kryds uden lydfyr. Dette er det vanskeligste sted på hele ruten, og jeg spørger meget ofte folk om hjælp, hvis jeg kan finde andre fodgængere at spørge. Det er let at finde stedet, hvor jeg skal krydse, da det er markeret med et retningsfelt i hele fortovets bredde. Jeg skal krydse to gange, først til venstre og så til højre, det har mobilityinstruktøren lært mig for at undgå svingbaner.
– Uddrag fra Annette Bredmoses detaljerede beskrivelse af sin rute fra sit hjem til sin arbejdsplads.
De mentale kort rummer ikke alene information om særlige kendemærker eller indretninger, men også en fornemmelse for tiden mellem disse kendemærker. Den tidslige hukommelse hjælper med at vurdere, hvornår næste kendemærke dukker op.⁶
Rytmen i bevægelsen spiller derfor en vigtig rolle. Når forhindringer tvinger en person til at afvige fra den planlagte rute, er det ikke kun retningen, der bliver forstyrret, men også denne indre tidsfornemmelse, og det kan gøre det svært at genfinde orienteringen.
Den indsigt understreger yderligere, hvorfor uventede ændringer i bymiljøet kan være så problematiske for personer med synshandicap. Det er ikke kun de fysiske forhindringer, men også afvigelsen fra den mentale 'tidsplan', der skaber udfordringer.
Det vil altid være en udfordring at orientere sig og komme frem og rundt uden at kunne bruge synssansen. Men miljøer, der er lette at overskue, gennemskue og forstå, er med til at understøtte mennesker med synshandicaps mulighed for selvstændighed og dermed livskvalitet. Som designere kan vi ikke kontrollere al adfærd – men vi kan hjælpe på vej, så der er plads og mulighed for flere.
¹ Norgate, S.H. (2012) Accessibility ofurban spaces for visually impaired pedestrians. Municipal Engineer 165 Issue 4, s. 231-237 samt Lid & Solvang, (2016), Dis)ability and theexperience of accessibility in the urban environment. Alter Volume 10, Issue 2, s. 181-194.
² Nesse, I., & Rystad, L. (2015). Arkitektoniske virkemidler for orientering og veifinning, faglige råd. Oslo: Statens vegvesen & Direktoratet for byggkvalitet.
³ Dansk blindesamfund. Tilgængelighed for blinde og svagsynede samt Stadheim, A., & Nersveen, J. (2015). En sammenliknende studie av internasjonale forskningsresultater og kravsnivå i andre land for dimensjonering av tilgjengelighet og universell utforming i bygg og uteområder. Gjøvik: Norsk Forskningslaboratorium for universell utforming, NTNU.
⁴ Mortensen, E. (2007). Blinde børns læsning: Neuropsykologiske perceptuelle og kognitive faktorer. Synscenter Refsnæs
⁵ Interview med E. Mortensen, Synscenter Refsnæs, om den perceptuelle synsfunktion i 2020.
⁶ Dischinger, M. 2000. Designing for All Senses - Accessible Spaces for Visually Impaired Citizens. PhD, Department of Space and Process, School of Architecture, Göteborg, Sweden.
Vi har tidligere lavet en film med Gitte Thranum Haldbæk, som er uddannet orienterings og mobilityinstruktør, om hvordan mennesker, der ikke kan se, orienterer sig. Hun har også undervist kommende instruktører i at lære mennesker med nedsat eller manglende syn med at komme rundt i deres hverdag.
Hun fremhæver fem punkter, der er centrale at overveje, når man arbejder med byrum:
Mennesker med nedsat syn eller blindhed bruger ofte høresansen eller den taktile sans til at orientere sig efter, så lav design, der kan opleves og bruges ved hjælp af flere sanser.
Tænk over at inddrage kendemærker i bybilledet, så man kan orientere sig efter dem med den taktile sans, høresansen eller lugtesansen.
Forskellige materialer har forskellige lyde og overflader, som givet noget at orientere sig efter.
Ledelinjer være mange ting og behøver ikke at være i jorden. Husk kontrast ift. de øvrige materialer- og det gælder også ved anlagte ledelinjer, fx en mur eller en kant.
Tænk over, hvor folk har brug for at gå, så det er sikkert, og så der ikke opstår uformel cykelparkering eller placering af skilte, når det gælder ledelinjer.
Læs hele artiklen med Gitte Thranum Haldbæks råd.
Se filmen med Gitte Thranum Haldbæk om orientering i byrummet
