Når arkitekt Maria Keinicke udvikler byrum og idrætsfaciliteter, så tænker hun på, at man skal kunne bruge et miljø multifunktionelt, fordi så favner det flere forskellige brugere. I dette Indblik slår hun på, at der skal lægges mere fokus på brugsværdi og projektudvikling i de tidlige faser for både at højne kvaliteten, men også reducere driftsomkostninger.
Maria Keinicke er uddannet arkitekt, og hun har altid arbejdet med lærings-og idrætsrum først hos Bosch og Fjord, og derefter på det daværende Center for Idræt og Arkitektur ved Kunstakademiets Arkitektskole. Siden har hun har skabt arkitektvirksomheden Keingart Space Activators sammen med Flemming Overgaard. Keingart har specialiseret i en scenariebaseret metode til at udvikle innovative idrætsbyggeri og aktiverende byrum i tæt samarbejde med brugere, bygherre og andre relevante interessenter. Gennem denne proces holdes mulighedsrummet åbent i længst muligt tid, så en dybere kortlægning af brugernes behov og præferencer kan finde sted.
“Det gør jeg ved at skabe forskelle. Mennesker har forskellige behov, og de behov varierer gennem livet: Så har man eksempelvis brækket et ben, så er man gravid, så er man syg. Jeg plejer at sige, at man behandler folk ens ved at behandle dem forskelligt. Der er jo ingen af os, der er ens, så jeg har et meget stort problem med standarder, fordi de ikke passer til vores forskellighed. Jeg arbejder med at lave forskelle. Det er både de fysiske forskelle ift., hvem der kan komme hvorhen og til hvad. Nu arbejder vi med rum til bevægelse, men også til fællesskab, og der tænker vi over at skabe forskellige niveauer. Vi plejer at sige, at alt ikke skal være for alle, men der skal være noget for alle. Det betyder, at alle skal have mulighed for noget, men alle skal ikke nødvendigvis kunne det hele, fordi så får man kun skabt laveste fællesnævner. Vi har eksempelvis lavet et atletik-eksperimentarium i Odense, hvor vi har arbejdet med forskellige typer belægning. Det betyder, at hvis man er kørestolsbruger, kan man i stedet for at køre på gummibelægning køre på fast belægning, og derfor kan man være på løbebanen, selv om man har hjul på. Samtidigt er belægningen god til andre typer behov, f.eks. hvis man har en barne-løbevogn. Vi har på tegnestuen et mantra om, at man skulle kunne følges ad, også selv om den ene part har en funktionsnedsættelse.
Vi laver også forskelle i niveauerne. Det har vi f.eks. gjort med bevægelseshallen Musholm – et center for Muskelsvindsfonden, hvilket vi byggede sammen med AART architects. Det handlede om at skabe nogle udfordringer, hvor mennesker med funktionsnedsættelser skulle kunne være med. Brugergruppen sagde, at de gerne ville ”mærke suset” på trods af deres funktionsnedsættelser. Derfor lavede vi f.eks. en svævebane med forskellige typer ophæng, så man kan støttes på forskellige måder alt efter kropstype.”
Universelt design giver en sammenhængskraft, fordi på den måde bliver det muligt at følges ad. Alle mennesker er lige meget værd og har lov til at komme alle steder. Det er derfor vigtigt med universelt design i stedet for specialdesign, sådan at man får tænkt flere brugergrupper ind i et element – også for ikke at segregere arkitekturen.
“Alle er forskellige, og universelt design gør, at forskellige personer kan bruge de samme steder forskelligt. Så kan man indvende, om man ikke bare kan designe noget forskelligt til nogle forskellige mennesker? Det går dog ikke, både ud fra et bæredygtighedsperspektiv og ud fra et fællesskabsperspektiv. Vi går derfor efter at designe noget, de fleste af kan bruge men ikke nødvendigvis på samme måde. Den amerikanske psykolog, James Gibson, beskrev i 1960’erne det, han kaldte ”affordance”. Begrebet handler om, hvad det fysiske miljø eller en artefakt tilbyder, at beskueren eller bruger kan, altså f.eks. hvad man kan gøre med en ting i stedet for at fokusere på, hvad en ting er.
Tag en bænk. En bænk kan f.eks. for et barn være noget, man kravler op på, for en der træner, kan bænken være et sted, hvor man tager mavebøjninger, uden man behøver at ligge på gruset, alt imens nogle veninder, der går tur, aflæser bænken som et sted, hvor man kan sidde og snakke. Vi stræber på tegnestuen med andre ord efter at lave en fleksibilitet i vores brugsgenstande. Vi tænker i, hvordan forskellige brugergrupper kan tilbydes forskellige brugsmuligheder – netop så arkitekturen indbefatter så mange som muligt. Når det gælder legepladser eksempelvis, er de ofte dødkedelige. Hvorfor er de altid kun designet til barnet? Kunne de ikke være designet sådan, at de appellerer til både voksne og børn? Et sted man kan være aktive sammen. Universelt design giver en sammenhængskraft, fordi på den måde bliver det muligt at følges ad. Alle mennesker er lige meget værd og har lov til at komme alle steder. Det er derfor vigtigt med universelt design i stedet for specialdesign, sådan at man får tænkt flere brugergrupper ind i et element – også for ikke at segregere arkitekturen. Vi skal kunne bruge det samme rum alle sammen, men på forskellige måder.”
“Den største forhindring er manglende tid og økonomi i de tidlige faser, hvor man afdækker og udfordrer de forskellige brugergruppers behov. Jeg synes, at vi bruger alt for kort tid på de tidlige faser, hvilket også skyldes økonomi. Der bliver fokuseret på, at tingene skal være billige. Typisk bliver kun omkring to procent af byggesummen brugt i de tidlige faser, men det er måske 90 procent af brugsværdien, der bliver afgjort her, og det forhold synes jeg er vanvittigt! Universelt design er kun muligt at lave, hvis du har det med i den tidlige fase, men bygherrerne har ikke altid fokus på det. Der er ofte fokus på, at der skal bygges hurtigt og billigt – og i min optik, bruges alt for lidt af byggesummen i de tidlige faser, hvor afgørende beslutninger træffes.“
“Tekniske tjeklister er ikke ”overliggeren” men sikrer kun laveste fællesnævner. Jeg mener i stedet, at det der skal til er: viden, indlevelse og kreativitet. Man skal som rådgiver have viden om forskellige brugergruppers behov. Man skal indleve sig i de konkrete lokale udfordringer og behov, og så skal man komme med sin faglige kreativitet. Kreativitet er alfa og omega for at skabe nye fremadskuende løsninger. At kopiere eller sidde med fingeren i en vejledning giver ingen nytænkning.
Der bliver fokuseret meget på brand, konstruktion, bygbarhed og tilgængelighed. Disse emner er selvfølgelig vigtige. Men det undrer mig, at man ikke prioriterer brugsværdien meget højere. Jeg tror, at der er et behov for, at vi som branche slår på tromme for, at der skal bruges mere tid i de tidligere faser, så får de et bedre byggeri og måske også færre driftsomkostninger. Ved at tænke universelt design på en kreativ måde kan der også spares penge, i og med at flere behov løses på en gang. Udfordringen er, at du ikke kan slå universelt design op. Det kan ikke gøres til en tjekliste i bygningsreglementet. Som rådgiver og bygherre skal man i stedet tænke sig om og sætte sig ind i de forskellige brugergruppers behov og se, hvordan man kan tænke det sammen på en ny og kreativ måde.”
