Tegnestuen SpaceInnovators har specialiseret sig i at skabe plejehjem, hvor hjemligheden er i fokus. Samtidig fokuserer de på multisanselige aspekter ved både rum og interiør, så det bliver rare og intuitive steder at opholde sig. Vi har talt med arkitekt og partner Maren Buchwaldt om at skabe multisanseligt interiør, ligeværdige møder mellem mennesker og at tackle udfordringer med lovgivningen.
Der er en iboende konflikt i at skulle flytte fra sin egen bolig, som man måske har boet i det meste af sit liv, og ind på et plejehjem. For at lette den konflikt så meget som muligt arbejder arkitekterne på tegnestuen SpaceInnovators, der har specialiseret sig i plejehjem, med et særligt fokus på begrebet hjemlighed. Følelsen af at være hjemme et sted gør ikke kun plejehjemmet til et dejligt sted at bo -- det hjælper også, når man skal vænne sig til det nye sted og falde til, fortæller Maren Buchwaldt, der er partner hos SpaceInnovators.
“Mange er udfordret på deres kognitive evner, når de visiteres til en plejehjemsplads. Vi oplever, at forståelse er grundlæggende for at beboerne kan hvile i den nye situation, de skal forholde sig til. Her kan hjemlighed hjælpe dem til at falde bedre til i den nye boligsituation,” siger hun.
Mens hjemlighed kan virke som en blød værdi eller et abstrakt begreb, er det et begreb, tegnestuen tager både konkret og alvorligt gennem hele deres designproces. Alt fra den grundlæggende konstruktion og dørbredder, som er krav i Bygningsreglementet, til rumlig variation, temperatur og lyssætning er blandt de virkemidler, tegnestuen trækker på for at designe til hjemlighed.
“I selve byggeriet er der naturligt fokus på traditionel tilgængelighed, men vi gør os også umage undervejs for at indtænke intuitiv wayfinding, som eksempelvis særlige pejlemærker, så man kan undgå for meget skiltning. Vi tænker over at skabe intuitive ruter til de vigtigste faciliteter og skabe muligheder for, at beboere kan vandre lidt rundt uden at blive væk,” siger Maren Buchwaldt og supplerer.
“Derfor undgår vi også helst gangforløb, der ender blindt, for det kan skabe stor frustration hos mennesker, der lever med en demenssygdom eller på anden måde er kognitivt udfordrede. Vi arbejder også meget med at tydeliggøre rummenes funktion, da dette også letter forståelsen af, hvad der forventes af en som bruger af rummene. Hvis man lever med en demenssygdom, kan det være meget svært at afkode, hvad der skal ske, og hvad der forventes af en i en given situation.”
Sanserne og deres betydning for menneskers velbefindende fylder meget i deres arbejde – fra opholdsrum til badeværelser. På plejehjemmet Bavne Ager har Maren Buchwaldt skubbet til de eksisterende grænser for plejehjemsbyggeri. Specifikt er der arbejdet med at minimere de private baderum, så det kun er selvhjulpne beboere, der anvender disse til at bade i. Denne beslutning er taget i samarbejde med bygherren for at skabe et større, fælles spabad i hver afdeling.
”Vi har haft en rigtig god proces med OK-Fonden omkring drift og hverdag på et plejehjem, og da personalenormeringen alligevel tilsiger, at der kun er en beboer i bad ad gangen, har det ikke noget at sige for driften,” forklarer hun.
Minimeringen af de private badeværelser er selvfølgelig foretaget med hensyn til arbejdsmiljøet, og det har frigivet kvadratmeter til større spabade. De har en tydelig funktion, som beboeren lettere forstår, samtidig med at man har forbedret arbejdsmiljøet for personalet.
Der er lagt rigtig meget energi i indretningen af spabadene, fordi mange ældre oplever sensorisk overstimulering i forbindelse med brusebade. Nogle kan endda opleve det at blive ramt af bruserens stråler som en stikkende fornemmelse. Og når en hverdagsaktivitet er en udfordring for beboeren, bliver det også en udfordring for personalet.
Maren Buchwaldt fortæller, hvordan tegnestuen generelt indtænker variation i rumstørrelse- og højder, men også i overfladerne i et rum, så man kan understøtte forskellig brug, samtidig med at flere sanser end bare synssansen stimuleres.
“Når vi går efter variationer i rumligheden og materialerne er det for at skabe forskellig rumklang og temperaturer, som kan fornemmes mere intuitivt, også når de primære sanser som syns- og høresansen er svækkede,” siger hun.
Lys er endnu et aspekt, som kan skabe denne variation, forklarer Maren Buchwaldt, men her støder de en gang imellem ind i lovgivning, som tegnestuen ikke oplever som ideel.
“Arbejdet med at skabe differentierede lysrum kommer ofte i konflikt med lovgivningen, som i vores øjne har nogle ufordelagtige krav til ensartethed i belysningen samtidig med krav om meget høje luxniveauer. De krav gør det vanskeligt at skabe en hjemlig atmosfære, da det ofte er belysningen, der gør et rum hyggeligt -- eller det modsatte,” siger hun.
Hos SpaceInnovators er de også med til at designe, skabe og udvælge inventar til de plejehjem, de laver. Også her er hjemlighed det vigtigste parameter. De arbejder indgående med at skabe hyggelige og overskuelige rammer. Med mange høje og forskelligartede krav til interiørs overflader i forhold til hygiejne og slid, er der en risiko for, at rummet kommer til at føles institutionsagtigt -- altså, det modsatte af den hjemlige følelse, som tegnestuen går efter. Det handler derfor om at gøre sig særligt umage med udvælgelsen, fortæller hun.
“Når vi udvælger eller tegner inventar, har vi stor opmærksomhed på at bringe forskellige taktile elementer ind, når det er muligt, så man kan opleve med kroppen. Hvis ikke man gør sig umage i udvælgelsen af materialer og møbler, kan inventaret let blive meget slidt eller ødelagt, eller man kan ende et sted, hvor alle overflader og alle siddemøbler bliver meget ens og institutionsagtige.”
Men plejehjem udgør ikke alene et hjem for beboerne — det er også en arbejdsplads for plejepersonalet. Derfor handler det om at finde balancen mellem behov, der er modsatrettede.
“Ofte arbejder vi med opdelinger af større rumligheder med fx inventar eller specialdesignede rumdelere eller møbler, så beboerne får mulighed for at finde sig tilrette i en krog eller et hjørne, som føles rart og hjemligt. Udfordringen kan være, at beboernes behov for at ”putte sig” skal balanceres med behovet for, at personalet skal kunne følge med i, om beboerne har det godt,” forklarer Maren Buchwaldt, inden hun tilføjer:
"De modsætninger er super spændende og udfordrende at løse, og der opstår tit nogle løsninger, som man aldrig ville have fundet på, hvis ikke der havde været et benspænd.”
At designe inkluderende arkitektur handler for Maren Buchwaldt ikke kun om mursten og møbler, men også om at skabe grobund for aktiviteter eller samtaler. Det kan være små greb som at placere et staffeli med maling og pensler, der er lige at gå til, eller at placere en kurv med garn og strikketøj, der er påbegyndt, så man får lyst til at tage det op og arbejde videre.
"Det er jo aktiviteter, som personalet kan understøtte, men som beboerne forhåbentlig også selv kan sysle med uden assistance. Dermed opstår en mulighed for meningsfulde gøremål, hvilket alle mennesker har behov for,” fortæller Maren Buchwaldt.
Sådan gjorde de bl.a. i deres arbejde med plejecentret Lindehaven på Frederiksberg, hvor kunst fik lov at spille en særlig rolle som pejlemærker i wayfindingen. Tegnestuen har udvalgt en række artefakter og værker, som inviterer til at blive rørt ved, og som har stor variation i former, farver, størrelse og materialer. Håbet med kunstprojektet var, at alle ville bringe deres sanser i spil ved at mærke skulpturerne, betragte billederne eller køre i små veteranbiler, der har en dobbeltrolle som pejlemærker i hverdagen og sjov aktivitet for børnebørn, der kommer på besøg.
“Kunst opleves så intuitivt, at alle kan være med, uanset alder eller kognitive og sanselige udfordringer. I kunsten er alles opfattelse lige, og her er ingen rigtige eller forkerte meninger. Det, synes vi, er et rigtig godt udgangspunkt for at starte ligeværdige samtaler mellem mennesker,” siger hun.
Ved at skabe hjemlighed ved hjælp af pyntegenstande, nips og legetøj er det også ud fra en hypotese om, at man måske kan skabe mere liv og hyppigere besøg, når de pårørende føler sig godt tilpas. Hermed berører hun det, som for hende er udgangspunktet for inkluderende arkitektur:
“Idéen med universelt design er vel, at vi alle kan være med på lige fod. Når det lykkes, er det med til at skabe en følelse af ligeværd og lethed i tilværelsen for mennesker, der ellers oplever dele af deres hverdag som en kamp.”
