Som faglig leder af AART Byrum og Landskab interesserer landskabsarkitekt Jens Byriel Kinch sig for, hvordan byrum understøtter ligeværd og social bæredygtighed. Hvordan det kommer til udtryk i deres tilgang, giver han os her et Indblik i.
Efter at Jens Byriel Kinch dimitterede fra arkitektskolen i Aarhus, har han arbejdet på en række tegnestuer som landskabsarkitekt. I dag er han faglig leder af Byrum og Landskab i AART, som holder til i Aarhus. Han beskriver selv, at de her arbejder med effektbaseret arkitektur i Byrum og Landskab med fokus på social, biologisk og økonomisk bæredygtighed.
I den sammenhæng oplever han universelt design som et middel til at opnå det større mål om ligeværdighed og social bæredygtighed. Men han har i de seneste år oplevet, at ændret lovgivning bremser de gode hensigter. Og netop de gode hensigter bag universelt design ville han ønske, at flere i branchen tænkte over frem for paragraffer og bestemmelser.
Det og mere uddyber han i dette Indblik.
"Ligeværd og social bæredygtighed er et overordnet parameter i vores arbejde med at skabe inkluderende fysiske rammer. I vores effektbaserede tilgang starter vi med at veje vores opdrag op imod nogle overordnede parametre for social bæredygtighed, inden vi forfølger at opfylde regler og retningslinjer på området. Social bæredygtighed er for os den bagvedliggende målsætning, og universelt design er et middel til at nå det mål.
Vi arbejder med tre parametre: Åbenhed og ejerskab, friktion og flertydighed samt mangfoldighed.
For at opnå social bæredygtighed ser vi på åbenheden i byens rum. Et godt byrum har stor fordel af, at en særlig brugergruppe får ejerskab og tilhørsforhold. Åbenheden består imidlertid i, at byrummet i lige så høj grad rummer plads til alle andre. Til passiv brug for den forbipasserende, der kigger på, eller for dem, der bruger et byrum som baggrundstæppe og som anledning for en social interaktion, der ikke primært har med aktiviteten at gøre. Et godt sted skal helst være nogens og samtidig være åbent og indtageligt for alle andre.
Det andet parameter er, om et byrum har friktion mellem mennesker (ikke at forveksle med konfrontation) og flertydighed. Der må gerne være støj og fare på færde, når roen og trygheden er til stede samtidig. Universelt design er i den forbindelse et spørgsmål om at understøtte flertydighed – at gøre byrum tilgængelige, samtidig med at de yder modstand.
Vores tredje parameter er, at gode byrum og landskaber understøtter udveksling, mangfoldighed og diversitet i bred forstand. Mangfoldighed er et spørgsmål om at sætte mennesker fri – og det er vores formgivningsforpligtelse at have et skarpt øje for denne pluralisme i vores omgivelser. Det er det, der for os går forud i arbejdet med universelt design."
Det design vi laver, skal være frisættende for alle – ikke bare tilgængeligt for alle. Hensigten må jo være, at alle skal kunne færdes frit og fordomsfrit i vores byrum og landskaber.
"Universelt design er vigtigt, fordi det er et, blandt flere andre midler, der tjener et højere formål. Det handler ikke kun om, at der skal være plads til os alle – den del er selvskrevet. Det handler om at frisætte det enkelte menneske ved at understøtte fordomsfri interaktion og dermed social bæredygtighed.
Når vi sætter pennen til papiret, sigter vi faktisk altid efter at undgå de specialdesignede elementer og foranstaltninger, der selvfølgelig har til hensigt at tilgodese særlige brugergrupper. Vi foragter ”dupper og riller” og skingre signalfarver, fordi de i vores øjne ofte er stigmatiserende. Det betyder helt grundlæggende, at vores ledelinjer er naturlige, værn skal være for alles bedste og ellers undgås, og grænser og overgange skal være umiddelbart perceptuelle. Det design vi laver, skal være frisættende for alle – ikke bare tilgængeligt for alle.
Hensigten må jo være, at alle skal kunne færdes frit og fordomsfrit i vores byrum og landskaber."
"Vi oplever desværre en uheldig skærpelse af bestemmelser og retningslinjer på området i disse år. Skærpelserne sker hver gang retningslinjer revideres i den gode sags tjeneste ud fra en logik om, at skærpelse af krav må betyde bedre tilgængelighed. Men det er langt fra altid tilfældet, og ofte ser vi desværre eksempler på, at det er direkte kontraproduktivt.
Hensigten er god nok, men man mister gradvist øje for målet.
Helt konkret er bestemmelserne for etablering af niveaufri adgang skærpet, fra da vi lå på niveau med Norge på de omkring 7%, til at der ved en DGNB-Guldcertificering etableres hældninger, der er halvt så stejle på <4%. Jeg ved godt, hvad hensigten er, men hvis et krav om en lavere hældning på at adgangsareal eksempelvis betyder, at adgangen må splittes op og folks bevægemønstre derved adskilles – ja, så ryger den bagvedliggende hensigt i den gode sags tjeneste. Det må handle om at sætte fri og fordre social interaktion og ligestilling mellem mennesker."
"Jeg ville ønske, at der generelt i branchen var en større opmærksomhed på den bagvedliggende grund til, at vi beskæftiger os med universelt design: Nemlig at ligestille og frisætte menneskers udfoldelse i de fysiske rammer, der omgiver os. Det er nærliggende kun at forholde sig til de faktiske paragraffer og bestemmelser, der er sat i søen for at højne tilgængelighed, for at komme igennem med et givent projekt.
Jeg har altid elsket OMA’s villa i Bourdeaux, der er tegnet til en bygherre, der i et trafikuheld var blevet lam fra halsen og ned. Tre andre verdensstjernearkitekter tegner tilgængelige 1-plans-villaer efter alle tilgængelighedskunstens regler. Rem Koolhaas afleverer en villa i tre åbne plan med en central teleskopelevator, der giver den sengeliggende klient center-stage i alle sociale sammenhænge i hans eget hjem. Projektet blev afleveret med ordene: ”I’m gonna liberate you” Det er arkitektur, der sætter mennesker fri uden skyggen af stigmatisering. Virkelig stærkt!"
