Det kan være besnærende at gøre, som man plejer. Men for Julie Schmidt-Nielsen skal arkitekter holde hinanden op på de høje ambitioner og indtænke universelt design fra start. Det fortæller hun om i dette Indblik.
Julie Schmidt-Nielsen er uddannet arkitekt, og i 2009 grundlagde hun sammen med Marc Jay den københavnske tegnestue WE Architecture. Tegnestuen har udstillet i Dreyers Arkitektugalleri i BLOX, en levende udstilling, hvor de havde rykket tegnestuen ind i trappegalleriet. I 2016, da temaet på biennalen var “kampen for at styrke menneskers livskvalitet over hele verden”, bidrog WE Architecture til den danske udstilling.
I dette indblik i hendes arbejde og tankegang fortæller hun, hvordan de arbejder med inkluderende designprocesser, med at understøtte ligestilling gennem arkitektur og med at efterlade verden som et lidt bedre sted, end de fandt den.
"Hos WE bruger vi meget tid på at italesætte ligestilling og inklusion. For os er ligestilling lig med fællesskab. At vi alle er fælles, har lige rettigheder og muligheder — også i arkitekturen og det byggede miljø. Vi hedder netop ”WE”, fordi kernen i vores praksis er et fokus på, at arkitekturen er noget, vi alle er fælles om. Fælles om at udvikle og fælles om at opleve. Det byggede miljø skal kunne danne ramme om mange forskelligartede fællesskaber og derfor også kunne rumme mange forskellige mennesker: Børn, ældre, gangbesværede, kørestolsbrugere, de få, de mange, dem der larmer, og dem der har brug for ro.
Helt konkret ses vores arbejde med fællesskabet afspejlet på flere måder i vores projekter. Først og fremmest kommer det til udtryk ved, at vi designer vores bygninger, så de lægger op til inkluderende fællesskaber. At vi skaber nogle rammer, der giver brugerne lyst til at stoppe op, tage en snak, sætte sig ned eller mødes over en kop kaffe.
Men vi arbejder også meget bevidst med, at designprocessen i sig selv er så inkluderende som muligt. For eksempel arbejder vi meget i realtime render-programmer, der giver brugere og bygherre mulighed for – i løbet af hele designprocessen – at besøge byggeriet virtuelt. At man som lægmand kan se og forstå et byggeri, er helt essentielt for at kunne deltage ligeværdigt i en debat omkring, hvordan byggeriet kommer til at fungere, når det står færdigt. Det er helt afgørende for os, at den pædagog, der for eksempel skal gå på arbejde i den børnehave, vi designer, forstår designprocessen undervejs. Så kan vi få vigtige input til, hvilke små, praktiske foranstaltninger, der kan være helt afgørende for børnenes hverdag. Det kan for eksempel være et kighul i børnehøjde, et lavt siddende dørhåndtag, en ekstra bred vindueskarm eller noget helt fjerde."
Det byggede miljø skal kunne danne ramme om mange forskelligartede fællesskaber og derfor også kunne rumme mange forskellige mennesker: Børn, ældre, gangbesværede, kørestolsbrugere, de få, de mange, dem der larmer, og dem der har brug for ro.
"Først og fremmest fordi arkitektur og design i høj grad påvirker, hvordan mennesker i det byggede miljø opfører sig. Hvordan de bevæger sig, om de for eksempel opholder sig et sted længe eller kort, og hvordan opholdet opleves. Derfor er det bestemt ikke ligegyldigt, hvordan vi udformer de omgivelser, vi omgives af i vores byer.
Vores holdning er, at det er vigtigt at understøtte ligestilling gennem arkitekturen. Det er vigtigt, at vores byggede miljø fordrer fællesskaber. Arkitekturen må ikke være ekskluderende. Den SKAL være inkluderende. Vi mener, at vi som arkitekter har et ansvar for at efterlade verden som et lidt bedre sted, end vi fandt den. Vi har et ansvar for at mindske ensomhed, fattigdom, eksklusion og stress. Vi har et ansvar for at skabe en verden, hvor vi alle er lige og har de bedste vilkår for trivsel.
Men på den store klinge handler universelt design for mig også om at designe og skabe arkitektur, der kan opretholde det store planetariske fællesskab. Altså med øje for resilient design og klimavenligt byggeri, der mindsker det globale CO2-aftryk, med mindre spild og mere genbrug, mere biodiversitet og artsrigdom. For mig er det sådan set den allervigtigste kamp, vi som arkitekter står overfor lige nu. At vi er med til at overlevere en verden til fremtidens jordboere, som vi kan være bekendt."
"Den største forhindring er en mangel på italesættelse af universelt design i udviklingsprocessen af arkitekturen. Ligesom bæredygtighed er det noget, der skal italesættes og indtænkes fra starten. Og italesættelsen skal ske flere gang i løbet af processen og gentages igen. Det gælder hele processen, fra grundidéerne opstår, til projektet defineres hos bygherre, gennem de første skitser, i projekteringen, i entrepriseudbuddet og i driften af det endelige byggeri. Vi skal turde at tage emnet op og ikke bare gøre, som vi plejer.
Som alt andet er universelt design en parameter, der skal indtænkes fra starten i udviklingen af arkitekturen. Flere parametre giver selvfølgelig endnu et lag af kompleksitet i udviklingsprocessen, hvilket gør opgaven en smule sværere. Men i sidste ende er det med til at skabe et unikt design og kan derfor være en gave, hvis man har det med i sin formgivning og sine prioriteringer."
"Universelt design er langt hen ad vejen et mindset, som handler om at insistere på at skabe lige muligheder for alle. At ville ligestilling i arkitekturen. Hele tiden at tage højde for fællesskabet – både det lokale og det globale.
De fleste ved det jo nok godt. Men vi kan gå hen og glemme det undervejs i processen og trangen til ”business as usual” er stor. Derfor skal vi holde hinanden op på at indtænke universel design i det byggede miljø fra start til slut i udviklingen af arkitekturen."
