Sammenhæng i det byggede miljø er vigtigt, ifølge arkitekt Lars Schmidt Pedersen, der er tidligere rådgiver på SBi og formand for Bygge- og Trafikpolitisk Udvalg i Dansk Handicap Forbund. Tænker man i sammenhæng, sikrer man nemlig, at alle kan deltage og bevæge sig frit overalt i det byggede miljø uanset funktionsevner.
Lars Schmidt Pedersen er uddannet arkitekt. Han har bl.a. i mange år været tilgængelighedsrådgiver på Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) nu BUILD, Aalborg Universitet og før det på Dansk Center for Tilgængelighed. I dag arbejder han frivilligt som formand for Bygge- og Trafikpolitisk Udvalg i Dansk Handicap Forbund. Udvalgets fokus er at bedre det fysiske miljø, byggerier og bydannelse, men også at bedre transportmuligheder for mennesker, der har et bevægelseshandicap.
“Det gør jeg i kraft af, at jeg sidder i Bygge- og Trafikpolitisk Udvalg i Dansk Handicap Forbund, hvor folk kan diskutere projekter med os. Det kan være bygninger, udformning af byområder, menneskeskabte anlæg, et udsigtstårn, et søbad eller en fiskeplads. Her giver vi dem, der henvender sig, et indblik i, hvad der er problematikken ift. den gruppe med bevægelseshandicap, vi repræsenterer.
Vi fortæller dem, at det vigtige er, at byggeri og anlæg skal kunne fungere i sammenhængende helheder, dels i forhold til de løsninger man vælger, dels i forhold til brugergrupperne, så man undgår at tænke i at løse enkeltproblematikker ud fra eksempelvis bygningsreglementets enkeltstående målkrav, tjeklister eller standarder. Det er vigtigt at tænke i, at enkeltløsninger indgår i en sammenhæng, som er afgørende vigtig for, at den enkelte bruger kan benytte det byggede miljø ligeværdigt og selvstændigt.
Er man eksempelvis i gang med at bygge et badeanlæg, betyder det, at man skal tænke over helheden, lige fra hvordan man ankommer til stedet, får parkeret, og til hvordan man kommer ud og ned i vandet – i det hele taget at kunne benytte alle anlæggets funktioner på lige fod med alle andre uanset ens funktionsevne. Det betyder samtidigt, at man skal overveje, om det er løsninger, der kan bruges af så mange som muligt, og her kan detaljer som placering og udformning være afgørende for, om man kan benytte anlægget ligeværdigt.
Bygningsreglementet beskriver faktisk, at alle brugere skal kunne komme ind i bygninger og kunne bruge bygningernes funktioner, hvilket man kalder et funktionskrav. Det er lidt af et paradigmeskift ift. tidligere udgaver af bygningsreglementet, hvor man ikke havde funktionskrav, men udelukkende målkrav. Jeg synes, at det er positivt, at der er funktionskrav med i kravene til bygningers udformning, fordi det kan være med til at fremme den universelle tænkning omkring det byggede miljø. Men der er mange spørgsmål i forhold til, hvordan man skal forstå og forholde sig til funktionskrav. Det er lidt uklart i bygningsreglementet, hvordan begrebet skal fortolkes: Er det bygningen, der er funktionen, eller er det bygningens enkeltfunktioner, eller det praktiske i at kunne komme ind og taste sig ind på tavlen i lægekonsultationen? Det interesserer vi os for politisk i organisationen, og det vil vi gerne have afklaret.”
“For mig handler det om at skabe en sammenhæng i det byggede miljø, sådan at man uanset ens fysiske formåen kan leve et så ligeværdigt liv som muligt og forfølge sine muligheder og drømme. Ofte ser vi jo, at mangel på helt simpel omtanke og viden, set i forhold til mennesker med handicap, kan skabe forhindringer som besværliggør det unødigt at have et arbejde eller deltage i kulturlivet eller blot at tage en tur i byen.
I den verden jeg er i nu, Bygge- og Trafikpolitisk Udvalg i Dansk Handicap Forbund, er tingene meget konkrete, men de universelle overvejelser er vigtige, fordi de kan være med til at skabe den fysiske sammenhæng, som man savner som bruger af det byggede miljø.
Et eksempel kan være i byen. Her ser man ofte brugere i elscootere, kørestole eller rollator, som færdes ude på vejen, fordi der ikke er skabt en banal sammenhæng i op og nedkørsler på fortovet ved alle vejkrydsninger. Så vælger de, som bruger et hjælpemiddel, ofte i stedet at færdes ude på vejen, men det er jo farligt for dem selv og irriterende for bilisterne. Det er et eksempel på, at man ikke har tænkt byen for alle.”
Den strukturelle problemstilling, der er i forhold til tab mellem byggeriets faser, ser vi stadig, men her kan tænkningen i universelle strategier bringe os tættere på gode løsninger for alle. Men det kræver nok, at det arbejdes ind i alle faser, og at det bliver en naturlig del af 'det at bygge'.
“Da jeg var på SBi, var jeg med til i 2012 at lave en undersøgelse omkring efterlevelsen af bygningsreglementet fra 2008. Her kiggede vi byggerier igennem med forskellige nedslag i byggeprocessen, først det indsendte myndighedsprojekt, så byggetilladelsen og til sidst den færdige bygning. Resultatet viste, at der ofte sker et tab i skiftet mellem byggefaserne, set i forhold til de tilgængelighedstiltag som der udføres i forhold til mennesker med handicap i bygningen, f.eks. når arkitekten overgiver det til en totalentreprenør og fra entreprenør til den udførende håndværker. Ofte kommer alle informationer om tilgængelighed for mennesker med handicap ikke med i disse faseskift. Så det er en strukturel forhindring, at man ikke får medtaget alle led i byggeprocessen, så alle ved, hvorfor disse løsninger er udført, som de er.
Eksempelvis så vi, at pladsen ved siden af toilettet til kørestolsbruger på de 90 cm, blev anvendt til at placere faste installationer som radiatorer eller ventilationsskakte. Det sker formodentligt, fordi der er en underleverandør, som ikke kender betydningen af, at der er 90 cm fri plads ved siden af toilettet, og at det skaber et problem for kørestolsbrugere.
Den strukturelle problemstilling, der er i forhold til tab mellem byggeriets faser, ser vi stadig, men her kan tænkningen i universelle strategier bringe os tættere på gode løsninger for alle. Men det kræver nok, at det arbejdes ind i alle faser, og at det bliver en naturlig del af 'det at bygge'.”
“Universelt design skaber værdi, fordi det er langtidsholdbart. Man skal huske på, at selv om der måske er penge at spare lige nu og her i byggebudgettet ved blot at opfylde bygningsreglementets målkrav, så tror jeg, at det er en fordel at tænke i universelt design. Det giver nemlig en fremtidssikring, der netop gør, at bygningen bliver brugbar også på langt sigt, fordi man med universelt design tænker i bygningen som en sammenhængende funktion: Hvem og hvordan skal man bruge bygningen.
Samtidigt er der et menneskeligt aspekt i, at man tænker i universelt design i den forstand, at vi alle sammen har retten til et godt liv. Både FN-konventionen og Verdensmålene understøtter, at vi alle sammen har retten til at leve et liv ligesom alle mulige andre, uanset om vi har et handicap eller ej - ”Leave no one behind.” Alle skal have mulighed for at have et arbejde og deltage i fritidsaktiviteter.
Alle bygge- og anlægsbranchens aktører bør vide, at de løsninger, som vælges, kan have afgørende betydning for den enkelte brugers hverdag og muligheder. Et er at leve med et handicap, det er problematisk nok i sig selv, men at man så samtidig møder modstand i form af et fysisk miljø, som er indrettet uden omtanke for brugernes forskelligheder og forudsætninger – ja så er det jo ekstra op ad 'bakke'. Men der er jo heldigvis rigtig mange virksomheder og organisationer som arbejder seriøst med tilgængelighed og universelt design, så der er masser af inspiration at hente – det synes jeg er rigtig godt – men der er et stykke vej endnu.”
