Alment boligbyggeri, arkitektens ændrede rolle og solidaritet med omverdenen i bredest mulige forstand. Det er punkter, man finder på årets program til arkitekturfestivalen OPEN23.
“Har solidaritet potentialet til at vise vejen gennem den økologiske krise, og kan solidaritet være en fremtidig drivkraft for bæredygtige løsninger?” Sådan spørger arkitekturfestivalen OPEN23 i introduktionen til årets tema, solidaritet. Årets festival, som finder sted den 7. september i Aarhus, danner rammen om diskussionen af, om – og hvordan – arkitektur kan bidrage med løsninger, der prioriterer solidaritet over økonomi.
Der er – langt om længe, kan man mene – kommet fokus på bæredygtighed og en mere ansvarlig omgang med planetens ressourcer. Og det er også umiddelbart hovedfokus, når OPEN23 inviterer til debat om forholdet mellem solidaritet og arkitektur.
Men en klimamæssig bæredygtighed fordrer også social bæredygtighed. Når vi skal genanvende og renovere langt mere end tidligere, så er det centralt, at bygningen ikke har grundlæggende barrierer for en mangfoldig brugergruppe. Og derfor er de sociale aspekter centrale at indtænke, når vi omlægger byggeriet i en mere ansvarlig retning.
Festivalen udspiller sig gennem seks sideløbende spor: Solidaritet, Earth, Aesthetics, Readings, Politics og Exhibitions & Performance. Vi har samlet et par anbefalinger på tværs af kategorierne på samtaler og oplæg, der forener hensynet til miljøet med de sociale dimensioner.
Vi har tidligere præsenteret et forslagskatalog til, hvordan man kan arbejde med en tredobbelt bundlinje i projekter og dermed skaber et projekt, der er bæredygtigt uanset om man ser på klimaet, sociale forhold eller økonomien. Det ansvar er i centrum, når Kasper Guldager fra home.earth taler med Frank Jensen fra Søren Jensen Consulting Engineers.
Samtalen bliver modereret af Lotte Bjerregaard, Professor MSO i bæredygtig arkitektur på Aarhus Arkitektskole og Marie Frier Hvejsel, professor i arkitektonisk teknologi ved Aarhus Arkitektskole.
Det er tid til en omstilling til en intersektionel modernisme, siger Jack Self, der er direktør i REAL Foundation og udgiver magasinet REAL REVIEW. Men “hvordan deler vi rum, genstande, ord og billeder for at udforske og fremme inklusivitet, lighed og solidaritet?” spørger han i talken, der modereres af Christine Bjerke, arkitekt og initiativtager til Building Diversity og In-Between Economies.
Talken foregår på engelsk.
Det er nødvendigt at tilføje en ny dimension til arkitektens praksis: den kulturelle. Denne forandrede rolle diskuterer de tre arkitekter og praktikere i en talk, der modereres af Carolina Dayer, lektor ved Aarhus Arkitektskole. Søren Pihlmann er arkitekt og grundlægger af Pihlmann Architect, mens de franske arkitekter Thibaut Barrault og Cyril Pressacco repræsenterer Barrault Pressacco.
Samtalen foregår på engelsk.
En talk, der afdækker en solidarisk designpraksis i arkitekturen i samspil med bæredygtig byggemetoder- og teknologi. Marwa Dabeieh er professor-docent ved Malmö Universitet på instituttet for urban studies. I denne talk er hun i samtale med Marie Frier Hvejsel, professor i arkitektonisk teknologi ved Aarhus Arkitektskole.
Samtalen foregår på engelsk.
Udsatte boligområder har fået et blakket ry i de seneste år med bl.a. ghettolister- og pakker. Men Ibrahim El-Hassan fra Almen Modstand og Aydin Soei, sociolog og forfatter, der begge er vokset op i et alment boligbyggeri kæmper for, at vi nuancerer det blik.
OPEN23 er kurateret af Karen Kjærgaard, Aarhus Arkitektskole, Katarina Bramsen Buhl, C.F. Møller og Mathias Skafte, SLETH.