En fordansket og forkortet udgave af bogen “Age-Inclusive Public Space” ser dagens lys. Selvom den ikke rummer alle nuancer af originalen, som vores anmelder mente “aspirerer til at blive del af pensum på arkitektskolerne”, er den et godt udgangspunkt til at tænke videre.
I foråret 2020 udkom antologien “Age-Inclusive Public Space”, sammensat af Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena, som havde invitereret en stribe forskere og praktikere til at bidrage med deres perspektiver på at designe til alle aldre. Den udgivelse viser bredden i feltet, som spænder over bl.a. miljøpsykologi, filosofi og bygeografi.
Nu kommer en opfølger til den 220-siders lange udgivelse, i form af et kondenseret katalog på blot 64 sider, denne gang på dansk med titlen: Aldersinkluderende rumlig praksis.
Med så meget mindre plads er den nye version indlysende en mindre nuanceret udgivelse, der dog alligevel formår at fungere som en øjenåbner, der søger mod forståelse. Med udgangspunkt i ældre taler den om at designe, så alle kan være med, og peger på problemstillinger og viser, at udformningen af det fysiske har en betydning. Det er fornemt, at udgivelsen konsekvent er skrevet med udgangspunkt i arkitekturen og dens virkemidler, samtidig med at den viser en grundlæggende forståelse for mennesket.
Det er eksempelvis en væsentlig pointe, at man ikke bare skal tilføje en ny rumtype, men udnytte potentialer i den eksisterende by. Derfor slår forfatterne et slag for stedsanalyse og inddragelse af alle typer af interessenter. Det hænger hele tiden sammen, så her er i den grad et bud på en aldersinkluderende rumlig praksis som handler om os alle – selvom de ældre får lidt mere plads og også var udgangspunktet for den oprindelige bog.
Her er heldigvis ingen færdige løsninger, men input til en måde at tænke på. Savner man noget lidt mere konkret, så kan man bruge alle ti kapitler som pejlemærker i planlægningen og designet af byrum.
Redigeret af Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena
Udgivet på Arkitektens forlag, 2022