Det kan være svært at sætte sig i andres sted, når man designer. Og derfor efterspørger arkitekt med speciale i den almene boligsektor, Sebastian Soelberg, en langt brede forståelse af universelt design som virkemiddel til at skabe rammerne for en demokratisk by.
Den almene boligsektor handler om at skabe lige muligheder for alle, samtidig med at man har fokus på forskellene i de behov, vi har som individer. Sådan siger Sebastian Soelberg, der er uddannet arkitekt og i den seneste håndfuld år har beskæftiget sig særskilt med den almene boligsektor bl.a. hos KANT arkitekter. I dag er han projekt- og markedschef for almene boliger hos ERIK Arkitekter, og i dette indblik peger han på, at universelt design ikke kun omhandler fysiske behov, men også mentale og sociale. Og tegner linjerne op for nogle af de udfordringer den form for inklusion møder.
"I mit arbejde med almene boliger arbejder jeg både med tilgængelighed og inkluderende design i den traditionelle forstand, men jeg fokuserer mere og mere på den demokratiske by – byen i balance, hvor der er plads til alle – også dem, man betegner som skæve eksistenser. Skæve eksistenser refererer ofte til mennesker, der ikke passer ind i samfundets normer eller forventninger på grund af deres livsstil, identitet eller individuelle forhold. Universelt design kan skabe plads til skæve eksistenser på flere måder. Det kræver, at man gentænker, hvordan vi lever og bor sammen – og har fokus på, at der ikke er én løsning, der passer ind overalt. At skabe rum til fællesskab er en særlig disciplin, for fællesskaber kan også blive en dominerende faktor i stedet for en inkluderende en, hvis man ikke har fokus på det.
Mit fokus med almene boliger ligger meget tæt op af grundtanken omkring universelt design – at skabe lige muligheder for alle, men samtidig også have fokus på de behov vi har som individer. Den almene boligsektor er ca. 20% af alle boliger i Danmark, og den danner rammerne om mange forskellige liv. Det er en sektor, der favner bredt – her er både familieboliger, ungdomsboliger, plejehjem og botilbud til mennesker med fysiske og/eller psykiske handicaps. Det er samtidig også en sektor, der har indbygget et stort socialt ansvar i kraft af, at den rummer de sårbare borgere, der bliver anvist af kommunerne. Det kræver, at man kan skabe fællesskaber, der kan rumme det skæve og socialt udsatte. Det er en sektor, der traditionelt set har sikret, at vores byer har plads til alle – for almene boliger er boliger for alle.
Det er ofte de lavpraktiske virkemidler, der kan facilitere de tilfældige hverdagsmøder og skabe grobund for det inkluderende fællesskab – der hvor vi mødes på tværs af livsvilkår – der er de mest givende: et fælles vaskeri i stueetagen, som en del af indgangen – et bredere trapperum med opholdsmuligheder. Virkemidlerne er mange for at sikre, at hverdagsmøderne understøtter det inkluderende, overskuelige fællesskab. I et projekt med ungdomsboliger differentierede vi antallet af boliger på etagerne – på frem for 12 boliger var der på de øverste etager blot seks. Således kunne beboere, der havde svært ved at overskue større fællesskaber, indgå i mindre fællesskaber. I andre projekter har vi fokuseret på at lave deleboliger, hvor man kan støtte hinanden og alligevel have sit eget privatliv.
Som udgangspunkt tænker vi på tegnestuen meget på, hvordan det, vi designer, kan understøtte den gode by og livet mellem husene og sikre, at så mange mennesker som muligt kan få mulighed for at indgå i relationer på tværs af egne interesser og forhold."
"I mange tilfælde er særligt marginaliserede grupper langsomt, men sikkert blevet tvunget ud af vores byer – eller har oplevet, at vores byer ikke er inkluderende for dem. Man har designet til majoriteten og til tider glemt minoriteten, hvor byer så er blevet fremmedgørende for disse grupper. Meget ikke-inkluderende design er ikke sket af uvilje, men fordi man ofte, som del af majoriteten, designer til sig selv. Er man majoriteten, uden fysiske eller psykiske handicaps og med et velfungerende bolig- og arbejdsliv, kan man have svært ved at sætte sig i andres sko, og det kan resultere i ikke-inkluderende design.
Men der findes også design, der er decideret udformet til at marginalisere udsatte grupper. Dark design er et godt eksempel på det modsatte af universelt design – hvor man skaber design, der har til formål at ekskluderede særlige grupper fra byens rum, fordi man anser dem som uhensigtsmæssige eller utryghedsskabende. Universelt design, i min optik, handler om også om at at omfavne det skæve og skabe rum til, at byen også er til for dem. Vi fokuserer ofte på tilgængelighed, men for mig er det også interessant at inkludere design, der sikrer, at den gode by og det gode boligliv er tilgængeligt for alle – også dem vi nogle gange har svært ved at rumme."
Universelt design handler om at skabe rum, der er inkluderende, praktiske og tager hensyn til mangfoldigheden af beboernes behov og evner, samtidig med at de opretholder æstetik og funktionalitet.
"Det kan være svært at sætte sig i andres sted, når man designer – så en af de største forhindringer er nok ikke uvilje, men manglende forståelse. Men hvor man sagtens kan skabe forståelse for at sikre design, der hjælper folk med fysiske handicaps, kan det være sværere at skabe samklang omkring design, der kan rumme psykiske problemer, misbrug og andre eksistensvilkår. Her er forhindringen primært idealer vs. virkelighed. De rammer, vi skaber, skal jo indtages af virkelige mennesker og ikke idealer, og selvom vi kan være fortalere for, at vi skal have blandede byer, hvor høj som lav med stor og lille social kapital, bor tættere sammen og understøtter hinanden, er det ikke altid, at de mennesker, der skal indtage rammerne, er enige i den betragtning. Der er en NIMBY (not in my backyard) attitude, der kan udfordre ideen om, at skabe plads til udsatte borgere og løfte i flok – og så er der hele forståelsen af, hvorvidt man kan designe sig ud af hjemløshed og skabe rum til socialt udsatte? Fordi hvordan designer man et hjem til en, der ikke er boligparat? Det forsker og studerer vi meget i. F.eks. har man rundt om i landet arbejdet med særlige urbane rum, tiny homes og urbane shelters som en løsning ift. at lave meningsfulde boliger og rum til udsatte borgere, men her er udfordringen igen, at meget få har lyst til at have f.eks. et fixerum eller hjemløseboliger som nabo – så hvor skal vi placere vores inkluderende design?"
Jeg ville ønske, at vi i langt højere grad tænkte byerne ind som mulighedsrum for alle.
"Jeg tænker, at der er en bred begrebsforståelse om universelt design, der primært omhandler tilgængelighed for fysisk handicappede i byens rum, boligen og arbejdslivet. Det er naturligvis positivt, at vi har fokus på det, men i min optik handler universelt design mere om at skabe rum, der er inkluderende, praktiske og tager hensyn til mangfoldigheden af beboernes behov og evner, samtidig med at de opretholder æstetik og funktionalitet.
Jeg ville ønske, at der kom en bredere folkeforståelse af universelt design, der også omfattede det at designe til udsatte borgere, og at vi i langt højere grad tænkte byerne ind som mulighedsrum for alle. For mig er universelt design det at favne og skabe rum for det skæve og udfordrede i vores byer. Og så ville jeg ønske, at det var bredere kendt, at den almene boligsektor faktisk arbejder enormt meget med universelt design / inkluderende design, tager et stort socialt ansvar og arbejder enormt målrettet mod at sikre, at vores byer er tilgængelige for alle borgere uanset fysisk eller psykiske udfordringer."
