Vi må ikke blive blinde for mennesket som et komplekst væsen

På Rumsans, i udbud, konkurrenceprogrammer og projektbeskrivelser har vi ofte brug for at italesætte og beskrive brugergruppen og dennes behov. Det gælder især, når vi har at gøre med en mangfoldig og sammensat gruppe af mennesker med mange forskellige behov. I universelt design, i Bygningsreglementets vejledning om brugerbegrebet og her på Rumsans optræder begrebet ‘alle’, som netop skal kunne rumme mangfoldighed. 

Hvis man ikke har en forståelse for en mangfoldig brugergruppe og forskellige behov set over et livsperspektiv på rygraden, kan ‘alle’ også være meget abstrakt. Derfor ender man måske med at fremhæve de behov, der skyldes en eller flere “afvigelser” fra det, der er majoriteten i samfundet. Men fremhævelsen af funktionsnedsættelser eller kognitive udfordringer skaber en opdeling mellem de “uproblematiske” eller “normale” brugere, som står over for det modsatte. Og på den måde fastholder vi en – bevidst eller ubevidst – stigmatisering af en eller flere brugergruppe. En stigmatisering, der i nogle tilfælde ender med at vise sig i det endelige resultat, som ikke er for alle, men kun for de fleste. 

Vores virkelighed bliver til gennem vores sprog

Hvordan skal vi lære at forstå ‘alle’ – og har det overhovedet en betydning, hvordan vi taler om dette? Helt afgjort, er denne artikels udgangspunkt. Hvis vi skal bygge mere inkluderende, skal vi begynde med at tænke og tale inkluderende. Ikke af angst for at krænke, men af angst for at skabe en verden, der ikke rummer os alle sammen gennem hele vores liv. 

Den franske forfatter og eksistentialist Albert Camus sagde: “At benævne ting forkert indebærer en forøgelse af ulykkerne i verden.” Med det sigtede han ikke mod det, der er den typiske debat i de danske medier i dag, nemlig at sprog kan krænke. Derimod er det et udtryk for den bagvedliggende ideologi, at vi med sproget ikke beskriver verden, men derimod (med-)skaber den. Verdens bliver hele tiden til, når vi taler om dem. 

Man kan deraf udlede, at vi aldrig kan skabe et reelt og faktisk ‘alle’, hvis vi vedholder at tale om udspecificerede grupper – hvis vi fastholder, at nogle mennesker er mere ‘alle’ end andre, og holder fast i en forståelse af en gruppe uden særlige behov og en gruppe med. Samtidig kan det være nødvendigt at nævne nogle særlige aspekter ved et byggeri, måske er det ledelinjer, måske er det særligt gode pladsforhold. Men frem for at fokusere på, hvordan disse er “nødvendige” tiltag fra arkitektens side for at leve op til krav og minimumsnormeringer, skulle vi hele tænke på dem som fremtidssikre løsninger – løsninger, der sørger for, at det ikke kun er den nuværende brugergruppe, men alle brugere, der også om 10 eller 20 år kan få gavn af løsninger, der er tænkt – og talt – ind fra start. 

Blind for mennesket som komplekst væsen

I forbindelse med udviklingen af vores kønsbegreb har der været et stort (medie-)fokus på det sprog, vi bruger til at tale om de nye køn. Hovedproblemet har været, at vi med den hidtidige sprogbrug risikerer at krænke dem, vi taler om eller med. På samme måde forholder det sig, når vi skal tale om mennesker, der har en sygdom eller funktionsnedsættelse. De forskellige mærkater  for forskellige slags mennesker har løbende været under udvikling, og de ord vi brugte for bare 50 år siden ville være utænkelige at udtale i dag.

Problemstillingen er ikke desto mindre endnu aktuel. Og hold nu fast, for nu bliver det teknisk et øjeblik: På dansk har vi muligheden for at lave et subjekt ud af et objekt – det er fx det, der sker når vi taler om “blinde” frem for at tale om "personer, der har så stærkt et nedsat syn, at de ikke kan se”. Det der sker, ser måske uskyldigt ud, men når vi grammatisk set reducerer personer til deres funktionsnedsættelse, sætter vi en sproglig parentes om faktummet, at mennesker er mere og andet end en eventuel sygdom eller nedsatte sans. 

Det kan lyde som om, at vi blot er ofre for den moderne “krænkelsesparathed”, men mit ærinde er af eksistentiel karakter. Jeg er ikke i tvivl om, at der findes mennesker, der ikke bliver krænket over at blive kaldt blind. Men det har en betydning for vores egen verdensopfattelse, – uanset om vi tænker over det eller ej – når vi sætter lighedstegn mellem et menneskes sygdom eller funktion og deres identitet. Og det rykker ved vores forståelse som samfund af den gruppe af mennesker, der er anderledes end gennemsnittet. 

Vi risikerer nemlig – gennem den sproglige reduktion – selv at blive blinde for, at langt de fleste mennesker er komplekse væsener, hvis behov og liv er sammensatte og ikke alene drejer sig om deres fysiske formåen. Vi sætter en sproglig barriere op for forståelsen af, at en person, der ikke kan se, sagtens kan være forsker, far eller filmentusiast. Præcis ligesom det flertal i vores samfund, der netop ikke får hæftet deres fysiske kvaliteter på sig, men derimod andre kvaliteter, fra deres erhverv til personlige relationer. Mennesker, der ikke har en tydelig funktionsnedsættelse er nemlig som oftest, deltagere, døtre eller dørmænd – de er ikke gående, stående eller seende.  

At være eller at blive handicappet? 

I FN’s handicapkonvention kan vi læse, at handicap ikke er noget, man er, men derimod “et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.” Sagt på en anden måde: Et handicap opstår i det øjeblik et fysisk miljø ikke er designet til at imødekomme alle. 

Dette er endnu et eksempel på, hvordan sproget kan forme vores virkelighed. Gennem denne simple sproghandling fjernes “problemet” fra den enkelte og lægges over på det byggede miljø. Det er således ikke personen, der er handicappet – handicappet opstår i samspillet mellem miljøet og den enkelte.

Den samme diskussion omkring ordet handicappet genfinder vi også i andre sprog. På engelsk taler vi om at være disabled, et ord der jo i sig selv peger på, at det at have et handicap er en passiv handling, hvor noget umuliggøres på ens vegne. Denne diskussion får vi udfoldet i What Can a Body Do af Sara Hendren. Hendren underviser et hold af ingeniørstuderende i design. En dag får de besøg af Amanda, som er kunsthistoriker og kurator, og derfor bruger en stor del af sit liv på at holde taler. Hun er også født med dværgvækst, og netop i forbindelse med talerne har hun ofte haft brug for en skammel el. lign. for at kunne bruge podiet eller talerstolen. Opgaven til de studerende bliver at designe en skræddersyet talerstol til hende, så hun ikke skal tilpasse sig sine omgivelser, men omvendt. Samtidig – til stor overraskelse for de studerende – insisterer hun på at blive kaldt netop disabled: 

"For her, disabled is not a derisive word. Amanda would say very plainly that she lives with the disabling conditions of the world. She must bring her body to the built environment, with workarounds, in meeting world, are what render her disabled. She finds, too, that disabled as a descriptor connects her experience to other people with bodies that don't easily match the built world, bodies both like and utterly unlike hers." (s. 6) 

Også på tysk foregår denne sproglige debat med verbet behindert, der bogstaveligt oversat stemmer overens med det danske ord forhindret. Tidligere har det været noget man er, men i dag kæmper især aktivistiske kræfter for, at behindert er noget man bliver af ens omgivelser. 

Forskellen kan forekomme ubetydelig. Men hvis vi fastholder, at problemet lægges på den enkelte, fastholder vi individer i en identitetskonflikt, hvor de fanges af deres sygdom eller fysik. Det handler ikke om, hvad man må og ikke må sige – og indrømmet, i nogle tilfælde er det da klart både mest direkte og nemmest. Men det handler om at facilitere et skifte i vores tankemønstre, og her kan vores sprog være et værktøj. Hvis vi bruger det bevidst, kan vi skabe en bevidsthed om arkitektur som mulighed frem for barriere. En vej dertil kunne være at betragte og omtale brugerne gennem, hvad de kan og skal i et byggeri eller uderum, frem for hvad de traditionelt har været forhindret i. Hvis vi hjælpes ad med at styre perspektivet, at handicappet opstår i sampil med det fysiske miljø, så minder vi hele tiden hinanden om, at vi allesammen har et ansvar for at lette tilværelsen – ikke kun for os selv, men for alle.