Universelt design handler om social integration. Boligerne i Andelssamfundet i Hjortshøj er et eksempel på vellykket lokal, social integration, som omfatter både hverdagsliv og arbejdsfunktioner.
Viggo Madsen
Realdania
Universelt design er både ideen om, at vi alle sammen skal kunne være – fysisk – i bygninger og udearealer. Men det dækker også over at imødekomme mangfoldighed i vores psykiske velbefindende eller kognitive tilstand. Derfor fremhæver vi her Andelssamfundet i Hjortshøj som en vellykket eksempel på at integrere en socialt udsat gruppe ved at skabe fysiske og menneskelige rammer, der imødekommer deres behov.
Andelssamfundet Hjortshøj (AIH) består af i alt otte bogrupper, der hver især er organiseret omkring et fælleshus. Med ønsket om en beboersammensætning, der afspejler mangfoldigheden i det omkringliggende samfund, indledte AIH i 2001 en proces for at skabe bogruppe 6, der godt 11 år senere kunne byde velkommen til 16 nye beboere – unge og voksne med udviklingshæmning – i en sådan grad, at deres behov for støtte er relativt lavt.
Modsat tidligere tiders institutioner er det i dag målet, at beboere i et botilbud skal bo alene og klare sig selv. Mange har ikke energi og evner til at selv at skabe et socialt liv og resultatet kan blive isolation og ensomhed. Bogruppe 6 forsøger at forene det gode fra begge principper, så de fysiske rammer understøtter både fællesskabet og det individuelle.
Beboerne bor for sig selv og får dermed en følelse af at være som andre. Men samtidig kan de få støtte fra socialpædagoger i det tilstødende fælleshus. På den måde kan bogruppe 6 i dag fungere som en mellemting mellem et privat hjem og en institution.
Beboerne i bogruppe 6 er alle mennesker i en særlig sårbar situation. Og ved at lægge vægt på det i alle faserne af projektet, er de nye boliger blevet skabt med et fokus på at kunne skabe og opnå en mental ro. Dels ved at vide, at de er med i et fællesskab, der frit kan til- og fravælges, når man har lyst. Men også inde i deres eget hjem.
Boligerne har meget dagslys – og med højt til loftet og ovenlysvinduer kan de endda lukke omverdenen ude, når de har brug for at trække sig tilbage, og samtidig få dagslyset ind. De er bygget tæt på naturen, i naturlige materialer holdt i rolige farver og med en god akustik. Alt sammen for at støtte beboerne og lade dem finde mental ro.
Måden hvorpå boligerne og fælleshuset er organiseret og indendørs disponeret er en del af strategien for succesfuld inklusion af beboerne i Bogruppe 6. For den type brugere er fællesskab ikke kun et gode, men også nogle gange noget, man forsøger at undvige. Blandt brugere med udviklinghæmning kan fællesskaber være udfordrende, og derfor oplever vi nogle gange udadfarende adfærd. Placeringen af fælleshuset tæt på boligerne er derfor et pædagogisk redskab, der muliggør, at man kan gå hjem og, falde ned og tænke over en situation, for derefter at vende tilbage igen.
Når fællesskab er noget, man vælger til, og der altid er muligheder for at komme ud af et rum næsten uden at andre lægger mærke til det, opnår beboerne en følelse af rumkontrol; det er dem, der bestemmer hvad de skal, hvor længe og hvordan det skal foregå. Og den følelse skaber tillid og derfor færre konflikter.
Som del af et fællesskab er risikoen for ensomhed også mindre, hvad har en beviselig effekt på det generelle sundhedsniveau. Som beboer i AIH får de liv, der minder et ganske gennemsnitlig liv. De har også mulighed for at indgå reelt i fællesskabet ved at have jobs og dermed både få joberfaring og styrke følelsen af, at der er nogen, der har brug for dem.
Med de rette farver, overflader i træ, dagslys samt placering i og udsigt til naturskønne områder er boligerne i Bogruppe 6 et sanseligt sted at være og bo.
Der er lagt vægt på at påvirke adfærden blandt brugerne og skabe gode oplevelser gennem placeringen tæt på fællesskabet, bevidst korte afstande mellem boligen og fællesarealer.
Mange personer med udviklingshæmning kan have behov for at 'lukke verden ude' og trække sig tilbage i et privat rum. Men ved at have højt til loftet og ovenlysvinduer kan de gøre det og samtidig være i et behageligt og lyst lokale.
I andelssamfundet er der en vision om at skabe et inkluderende fællesskab, hvor der er plads og brug for alle. Bag den står Fonden Vimby – en forkortelse for velkommen til min bydel – der skaber aktiviteter, der virker for inklusion af udviklingshæmmede og andre udsatte borgere. De skaber mulighed for at indgå i meningsfulde relationer for alle beboere i Andelssamfundet og det øvrige Hjortshøj.
Bogruppe 6 er ikke lukket inde men ligger i udkanten af landsbyen med kontakt til naturen.
Alle boliger i bogruppe 6 har nærhed til bogruppens fælleshus. Det er nemt at gå hjem og vende tilbage, når man er klar til fællesskabet. Ligeledes kan man mødes mellem husene, for det er nemt at slå sig ned på et trin.