Egmont Bevægelsespark

Ofte er det sådan, at mennesker, der bruger kørestol, kun kan sidde for enden af et bord, fordi det er det eneste sted, der er bredt nok. Det kan virke som en detalje, men at gøre op med det, er hele billedet på arbejdet med Egmont Højskolen, hvor alle nu kan være med på egne præmisser, med egne forudsætninger og præferencer. 

De udendørs borde og bænke i den nye bevægelsespark på 30.000 m2 er nemlig på hjul, så de let kan rykkes rundt. Og bænkene er kortere end bordene, hvilket muliggør, at en person i kørestol kan sidde ved siden af sine venner på bænken. 

På Egmont Højskolen er der mange, der bruger enten kørestol eller rollator. Men det betyder langtfra, at de ikke har lyst til eller brug for at bevæge sig. I bevægelsesparken, som også kan blive inddraget i undervisningen, er der plads til det, uanset funktionsevne og dagsform. Her ser man kun til fra sidelinjen, hvis det er det, man selv har valgt.

Side om side 

Overalt i parken går princippet om ligeværdig deltagelse igen. Stierne er så brede, at to kan gå eller køre ved siden af hinanden, også når den ene går og den anden sidder i kørestol. Opholdsstederne følger samme logik. På tribunen ved Fælleden veksler bænkene med åbne mellemrum, hvor kørestolsbrugere kan holde ved siden af de siddende tilskuere. Ved Udsigtsspiralen på bakketoppen giver store mellemrum mellem bænkene samme mulighed.

Tæt på spisesalen indrammer et muret element af røde genbrugstegl en eksisterende høj og danner et stort, amfi-inspireret siddemøbel. Her fører både trapper og en rampe op, så alle kan finde en plads.

Udfordringer på flere niveauer

Ligesom højskolens svømmehal Vandhalla er parken et sted, hvor eleverne kan prøve kræfter med noget nyt, øve sig og blive bedre. Udfordringen skal passe til den enkeltes niveau, men også til kroppens og kørestolens mål, for både mennesker og kørestole er forskellige. Højskolen fravalgte derfor det faste træningsudstyr, man kender fra byens parker, og valgte i stedet et system, der kan indstilles efter brugeren. Systemet bruges ellers på militærbaser og er monteret på en container, der rummer udstyr, og kan indstilles i intervaller helt ned til tre centimeter. 

Selve stisystemet er også et udfordringsrum. Et sted deler stien sig, så man kan vælge mellem den jævne rute og en mere kuperet bane. Den dynamiske sti har balanceredskaber undervejs, og ved Himmelspejlet fører en boardwalk ud over vandet, hvor fx elever på Friluftslinjen kan øve sig i at gå på sten med tung oppakning. Halfpipen er parkens svar på vandrutschebanen i Vandhalla, og den har så meget fart på, at højskolen har sat afskærmning op.

Også på Fælleden tager parken højde for forskellige behov. De to boldbaner har hver sin belægning, en hård og en blød, fordi nogle spiller bedst på det ene underlag og andre på det andet.

Prøves af undervejs

Højskolen arbejder ud fra devisen om, at man ikke lærer noget uden at prøve ting af. Når et forslag skabte tvivl, testede eleverne løsningerne i praksis først. 

Samme tilgang præger den færdige park. I Lysningen afprøver højskolen kork som belægning, og kun en del af træningselementerne er sat op, så skolen kan se, hvordan de bliver brugt, før der kommer flere til. Skiltningen venter også, til erfaringerne er på plads. Inspireret af skipisternes farvekoder viser pæle i tre farver sværhedsgraden på ruterne.

Tæt på og alligevel lidt væk

Jo længere man bevæger sig fra højskolens bygninger, desto mere tager naturen over, fra den urbane flade ved spisesalen til Udsigtsspiralen på toppen af bakken med kig mod skoven og skolen. Her kan man trække sig lidt tilbage uden at være langt fra fællesskabet. En elev, der nogle gange har angst, plejede at gå ture ned til stranden, men der følte han sig langt væk fra højskolen. Nu går han sine ture i Bevægelsesparken.

Selvom højskolens elever er parkens primære brugere, bliver parken del af lokalsamfundet og byder institutioner og borgere i alle aldre velkommen. Den nye park er både nyt grønt område, men stierne giver også en genvej ned til vandet. Parken trækker dermed lokalsamfundet ind på højskolens område og gør skolen til et sted, naboerne bruger i hverdagen.