Ny Retspsykiatri Sct. Hans formår at forene udtalte arkitektoniske kvaliteter med nødvendigheden af et meget højt sikkerhedsniveau. Arkitekterne har skabt en lukket afdeling som (på næsten paradoksal måde) er kendetegnet ved udsigt, skønhed og et gennemgående nærvær af naturelementer og kig til himlen.
Oluf Jørgensen A/S, Spangenberg & Madsen, WSP UK ltd
CG Jensen, LM Byg
Sophia Kalkau
Vel igennem det obligatoriske sikkerhedstjek, som møder alle med ærinder i huset, findes et byggeri som er fyldt til randen med gode intentioner, arkitektoniske kvaliteter og specialiserede hensyn af enhver slags. Beboerne på den nye retspsykiatriske afdeling i Roskilde er blandt Danmarks farligste kriminelle – mennesker med bevaringsdomme, der har helt særlige behov.
Bygningen er en oplevelse ud i smukke fysiske rammer, elegante specialløsninger der imødekommer de barske hverdagsvilkår, i udsigt og i kunst, der alt sammen blander sig med synet, lyden og duften af det omkringliggende landskab og den salte friskhed fra Roskilde Fjord.
Huset rummer 126 individuelle sengestuer med eget bad og toilet. Heraf er fire sengestuer indrettet særligt til patienter med fysiske handicap og/eller svær overvægt. Hertil rummer byggeriet akut-, modtagelses- og besøgsstuer, fælles opholdsrum, værksteder og en række faciliteter, der alle er karakteriseret ved, at der er tænkt grundigt og indgående over enhver løsnings (u)mulige anvendelser og delelementer.
Møblementet er specielt skabt til huset. Og det er, på samme måde som værelserne og det øvrige miljø, udformet, så det kombinerer behov for komfort med ethvert tænkeligt behov for sikkerhed. Lænestole og sofaer i husets fire afdelinger varierer i størrelse fra gængs standard til møbler, som kan bære de tungeste indsatte, hvorved brugergruppens diversitet er afspejlet.
Der er taget hånd om beboernes behov for individuel ro og bedst mulige vilkår for trivsel på sengestuerne, som alle har udsigt til såvel landskab som til himmel og skiftende vejrlig. Her er også god plads til de sociale og interessebaserede behov hos afdelingens indsatte i rummene, hvor der er mulighed for at træne kroppene i både indendørs og udendørs sports- og træningsfaciliteter, lave musik i et studie med udsigt over gårdanlæggets grønne arealer, og pleje krop og tankeverden i bygningens romersk inspirerede bad.
Gennemgående er byggeriet karakteriseret ved at fokusere på de indsattes værdighed. Fornemmelsen i huset som helhed er, at der her er basis for de helingsprocesser og den bedring, som er det ypperste og mest fornemme formål i dette ekstreme eksempel på velfærdsarkitektur. Som så ofte bliver normaliteten og de behov som knytter sig til det gængse samfunds byggeri sat på spidsen i mødet med arkitektur tilegnet mere ekstreme og kritiske funktioner.
Dette er også tilfældet på Ny Retspsykiatri Sct. Hans, hvor arkitekterne på elegant måde viser, hvordan rammer tilegnet samfundets mest udsatte og farlige mennesker, også kan være stimulerende, smukke og byde på oplevelser, rumligheder og livsrum, der tematiserer og afspejler mere universelle kvaliteter – lys, natur, kunst og menneskelig skaberevne. Og hvordan nærværet af disse kvaliteter i hverdagen kan være afgørende bidrag, også for mennesker i en udtalt ulykkelig og problematisk livssituation, der medvirker til at skabe både balance og fungere som modvægt til de barske erindringer, tankestrømme og livsbaner, som rummes under byggeriets tag.
I det hele taget er muligheden for udsyn og udsigt et gennemgående greb i huset. Fordi arkitekturen benytter sig af landskabet, som skråner ned mod fjorden, er man alle steder beriget med udsigt til grønne omgivelserne, som er helt i tråd med principper bag helende arkitektur. Intet sted på sengestuer eller i øvrige rum brydes blikket af de fængselsmure, hegn og pigtråde, som den klassiske indespærrings formsprog er defineret ved. I stedet får blikket lov til at vandre og bevæge sig ud i landskabet, og henover landskabet.
At kunne se direkte ud i den omgivende verden er ikke bare symbolik, men kan også forstås som en konkret og kropslig mulighed for at bevare fornemmelsen med det omgivende samfund, indespærringen til trods.
Det faktum, at beboerne er indsatte med alvorlige forvaringsdomme, kan ikke skjules bag de mange flotte arkitektoniske løsninger i byggeriet. Vinduesglasset er tykt og kan modstå det pres, som vil blive rettet imod det under de akutte situationer, som fra tid til anden opstår på en retspsykiatrisk afdeling. De allestedsnærværende overfaldsalarmer, som sikrer, at personalet kan yde hinanden hjælp på tværs af afdelingerne ved opståede krisesituationer, minder om, at der i de smukke rammer altid er en overhængende fare for voldelige udbrud blandt beboerne.
Anlægget er et eksempel på, hvordan grundig research og detaljerede indsigter i beboere, ansatte og andre brugeres hverdag, i praksis kan indtænkes og forløses i konkret design. Huset rummer mange samtidige niveauer og anvendelsesmuligheder, hvor de forskellige brugergrupper er set og tilgodeset – både som et samlet fællesskab, og som respektive grupper af indsatte og arbejdende professionelle.
I forbindelse med enhver funktionalitet i anlægget er der tænkt på, at brugernes størrelse kan variere kraftigt, og at nogle har brug for hjælpemidler, som også kræver plads. Der er bl.a. fire værelser, der specifikt er designet til patienter med svær overvægt og/eller fysisk handicap.
Det er en imponerende bedrift, at der er udsigt til grønne områder, uanset hvor man befinder sig. Det skaber velvære for både patienter og ansatte, og det er særligt imponerende, når man tager anlæggets størrelse i betragtning.
Selvom sikkerheden har førsteprioritet, så er der arbejdet med at bringe sanselige aspekter ind i anlægget. I forskellige skala tilbydes oplevelsesmæssige kvaliteter – fra det grønne til lysindtag og de valgte skabslåger i træ.
Dette eksempel relaterer sig i særlig grad til følgende af Steinfeld og Maisels mål:
Formålet med retspsykiatrien er at forebygge ny kriminalitet. Når en person udøver en kriminalitet, men samtidig anses for på gerningstidspunktet at have været utilregnelig bl.a. på baggrund af mentale sygdomme og lidelser. Langt hovedparten af dem bliver behandlet ambulant eller i den almene psykiatri. Men den resterende lille del, der idømmes særforanstaltninger med behov længere indlæggelse flytter ind på særlige faciliteter som eksempelvis retspykiatrien på Sct. Hans, der har mulighed for at hjælpe dem med de typisk meget komplekse problemstillinger.
Anlægget lægger sig fint ind i den eksisterende struktur, som er blevet udbygget siden 1816. Det store fælles uderum rummer elementer som ansporer til leg, fordybelse, mindfulness og meditativ tilstedeværelse. Den bløde røde sti, skaber en vandre/løbe-rute, som kan benyttes til træning men også for dem, som har behov for ‘pacing’ – at bevæge sig for at undslippe oplevelsen af stilstand.
Selvom det er en lukket institution, møder man kun en mur et enkelt sted. Men den optræder neddæmpet, fordi øjet automatisk vandrer mod naturen bag og himlen grundet terrænfaldet.
De fire sengeenheder består hver især af en klynge med tre gårdrum. Ved hver enhed er adgang til et grønt decentralt uderum, der bliver seminprivat, fordi det netop kun benyttes af en mindre gruppe af patienter. I forbindelse med nogle af de centrale funktioner, er der tillige adgang til uderum. Så overalt i anlægget er der tænkt i helende arkitektur: mulighed for for luft, lys og noget natur.
Når det regner, kan man stå i tørvejr og ryge en cigaret. Patienterne må ikke være i besiddelse af en lighter, og derfor er der en cigarettænder i alle uderum.
Overalt er det muligt for personalet at have overblik, og det understøtter deres tryghed. Her er en arbejdsstation i et fællesområde, som også indeholder køkken, spiseområde og opholdsområde.
Udsigt og lys er essentielle aspekter ved patientstuerne. Det har været vigtigt at trække lyset ind i hele rummet, da personalet skal have mulighed for at aflæse patienternes ansigtsudtryk. Det højtsiddende vindue og udformningen af vindueskarmen spiller en stor rolle, fordi den er skrå i den ene side og dermed leder lyset ind, men også kan optræde som en reflektor.
I fællesområderne er det hensigten at valget af træ – i dette tilfælde eg – skal bidrage til en følelse af hjemlighed. Man kunne savne lidt hyggebelysning, men det kan være svært at etablere, da patienter ikke skal kunne kaste med en lampe eller komme til skade.
Det er også muligt at træne i et af de decentrale gårdrum. De forskellige faciliteter skaber et udfordringsrum, hvor man kan begynde i det rum, hvor man er tryg og så med tiden udfordre sig selv og træne i det store fælles uderum i midten af anlægget.
Overdækkede aktivitetsområder gør det muligt at være ude og aktiv i al slags vejr - også når, det er mørkt pga. lysloftet. Overalt er det muligt at deltage ligeværdigt som kørestolsbruger bortset fra på de forskellige niveauer her.
De lodrette skodder gør det muligt at lukke udsigt og sollys ude. Samtidig sikrer det højtsiddende vindue, at der kommer dagslys ind. Al finér i rummet er nøje udvalgt, så den er naturlig og levende. Samtidig har man haft fokus på, at der for patienterne ikke opstår uhensigtsmæssige ansigter og andre figurer i træets små knaster.
Sikkerheden er i fokus. Her skal man ikke kunne gemme sig eller barrikadere sig. Den skrå overkant på skabslågerne gør det vanskeligt at begå selvmord ved hængning. Samme intention ligger bag valg af knager og armaturer på badeværelset, som befinder sig bag døren med den hvide karm. Alt er samlet i denne finérvæg for at skabe ro i rummet.
Sikkerheden er i fokus. Her skal man ikke kunne gemme sig eller barrikadere sig. Den skrå overkant på skabslågerne gør det vanskeligt at begå selvmord ved hængning. Samme intention ligger bag valg af knager og armaturer på badeværelset, som befinder sig bag døren med den hvide karm. Alt er samlet i denne finérvæg for at skabe ro i rummet.
De lodrette skodder gør det muligt at lukke udsigt og sollys ude. Samtidig sikrer det højtsiddende vindue, at der kommer dagslys ind. Al finér i rummet er nøje udvalgt, så den er naturlig og levende. Samtidig har man haft fokus på, at der for patienterne ikke opstår uhensigtsmæssige ansigter og andre figurer i træets små knaster.
Overdækkede aktivitetsområder gør det muligt at være ude og aktiv i al slags vejr - også når, det er mørkt pga. lysloftet. Overalt er det muligt at deltage ligeværdigt som kørestolsbruger bortset fra på de forskellige niveauer her.
Det er også muligt at træne i et af de decentrale gårdrum. De forskellige faciliteter skaber et udfordringsrum, hvor man kan begynde i det rum, hvor man er tryg og så med tiden udfordre sig selv og træne i det store fælles uderum i midten af anlægget.
I fællesområderne er det hensigten at valget af træ – i dette tilfælde eg – skal bidrage til en følelse af hjemlighed. Man kunne savne lidt hyggebelysning, men det kan være svært at etablere, da patienter ikke skal kunne kaste med en lampe eller komme til skade.
Udsigt og lys er essentielle aspekter ved patientstuerne. Det har været vigtigt at trække lyset ind i hele rummet, da personalet skal have mulighed for at aflæse patienternes ansigtsudtryk. Det højtsiddende vindue og udformningen af vindueskarmen spiller en stor rolle, fordi den er skrå i den ene side og dermed leder lyset ind, men også kan optræde som en reflektor.
Overalt er det muligt for personalet at have overblik, og det understøtter deres tryghed. Her er en arbejdsstation i et fællesområde, som også indeholder køkken, spiseområde og opholdsområde.
Når det regner, kan man stå i tørvejr og ryge en cigaret. Patienterne må ikke være i besiddelse af en lighter, og derfor er der en cigarettænder i alle uderum.
De fire sengeenheder består hver især af en klynge med tre gårdrum. Ved hver enhed er adgang til et grønt decentralt uderum, der bliver seminprivat, fordi det netop kun benyttes af en mindre gruppe af patienter. I forbindelse med nogle af de centrale funktioner, er der tillige adgang til uderum. Så overalt i anlægget er der tænkt i helende arkitektur: mulighed for for luft, lys og noget natur.
Selvom det er en lukket institution, møder man kun en mur et enkelt sted. Men den optræder neddæmpet, fordi øjet automatisk vandrer mod naturen bag og himlen grundet terrænfaldet.
Anlægget lægger sig fint ind i den eksisterende struktur, som er blevet udbygget siden 1816. Det store fælles uderum rummer elementer som ansporer til leg, fordybelse, mindfulness og meditativ tilstedeværelse. Den bløde røde sti, skaber en vandre/løbe-rute, som kan benyttes til træning men også for dem, som har behov for ‘pacing’ – at bevæge sig for at undslippe oplevelsen af stilstand.