Ramper behøver ikke at være en ekstra løsning til en bestemt gruppe mennesker. De kan derimod åbne døre til nye muligheder og oplevelser på en arkitektonisk promenade – for os alle sammen.
Ramper. Når man taler om universelt design, så bliver det tit tilføjet, at det handler om mere end ramper – som om ramper kun er noget nødvendigt. Men universelt design handler også om ramper, og faktisk er de langt bedre end deres ry.
Vi ved, at de kan opleves som barrierer for æstetik – som påklistrede løsninger for at efterleve nogle krav. Men ramper er helt centrale for at udligne konkrete niveauforskelle, som findes overalt i det fysiske miljø – og dermed skabe forbindelse mellem to niveauer. Ifølge Le Corbusier er det nemlig den store forskel på en rampe og en trappe: En trappe adskiller to etager fra hinanden, mens en rampe forbinder dem.¹ Som rumlige og arkitektoniske elementer kan de derfor noget forskelligt.
Da Le Corbusier tegnede Pavillon Le Corbusier i Zürich opererede han med to forskellige typer af bevægelse for at give valgmulighed enten i form af trappen eller rampen, som befinder sig i en lukket del af bygningen. Samspillet mellem trappe og rampe er også et motiv i Villa Savoye. Hensigten var ikke at skabe niveaufri adgang i villaen, men at tilbyde forskellige oplevelser. Han er siden blevet kritiseret for ikke at tænke brugskvaliteten ind i rampen med hensyn til hældningen, som er ret stejl. Men han var optaget af det, han kaldte, ‘den arkitektoniske promenade’’ og den måde, man opfatter rum på under gåturen.
Promenaden er bogstaveligt talt omdrejningspunktet på Guggenheim Museet i New York, som i øvrigt betragtes som et tidligt eksempel på universelt design.² Det var Frank Lloyd Wrights idé, at man som museumsgæst tog elevatoren op til øverste etage og hurtigt kunne gå ned ad rampen, mens man oplevede kunsten. Faktisk havde han så travlt med at komme ned, at han opererede med en ekstra rampe i midten af rotunden, som dog ikke blev bygget, da den var for stejl.
I arkitektur elsker vi trappen, både for dens æstetik og funktionalitet. Ikke sjældent er en trappe også et opholdssted, en scene, et sted, hvor aktiviteter og liv udfolder sig. Enhver nybygget skole i Skandinavien har en siddetrappe. Dog er trapper for mange af os ikke en genistreg, men en barriere. Nogle af os har svært ved at gå op ad den, endnu flere ved at sidde på den i længere tid. For sovende børn i barne- og klapvogne er det en umulighed. Det samme gælder for mennesker i alle aldre, der har et midlertidigt eller permanent behov for eksempelvis rollator eller kørestol.
Det dårlige ry har rampen ikke fortjent. For rampen kan – i lige så høj grad som trappen – være et æstetisk element, der skaber storslåede øjeblikke og lige muligheder i arkitekturen. Rampen kan være en invitation gennem landskaber, der før var utilgængelige. Rampen kan muliggøre anderledes opholdsmuligheder og ruter på vores gang gennem byen. Rampen kan danne bro mellem natur og kultur, og den kan åbne for nye udsigter og perspektiver. Rampen kan tilbyde rumlige oplevelser – og ikke kun for dem, som ikke kan deltage uden.
Men det kan rampen imidlertid kun, hvis den ikke er en påklistret tilføjelse i projekteringsfasen, men derimod en integreret del af det arkitektoniske greb. Så lad os inspirere af den arkitektoniske promenade og i forhold til at skabe ramper, der tilbyder noget og samtidig også indgår i et samspil med trappen.
¹ Le Corbusier et Pierre Jeanneret: Oeuvre complète de 1929-1934, Edité par Zurich, Les Editions d'Architecture (1935)
² Steinfeld, Edward og Jordana Maisel: Universal Design: Creating Inclusive Environments, (2012)
Den gode rampe bliver en naturlig del af landskabet eller adgangen til et sted i en bygning, som dermed bliver imødekommende for flere. Men hvordan gør man det i praksis?
Vi har samlet en række gode overvejelser til dig, der skal designe en rampe, der er rar for alle.
