Sydhavnen har fået et sanseligt byrum, hvor man kan opleve forskellige haver – i fællesskab med andre eller alene. Samtidig udgør de otte haver tilsammen en klimasikringsløsning, der kan tilbageholde store mængder vand.
Nueva
Systra
Scandiagade er et kombineret skybrudsprojekt og rekreativt byrum. De otte bassiner er designet til at kunne tilbageholde 15.000 m3 regnvand ved skybrud. I mellemtiden fungerer bassinerne som særskilte haver med hver deres indhold og funktion. Der er skabt sammenhæng mellem haverne med en gennemgående og plan gangbro, hvis neongule sider er med til at give byrummet en klar identitet – et sted der førhen mest blev brugt til hundeluftning. I dag er Scandiagade et mødested for dem, som bor i området, men også for besøgende fra andre steder i byer.
Haverne, der hver især har et unikt udtryk, tilbyder et væld af sanselige kvaliteter og forskelligartet stoflighed. Samtidig gør byrummets enkle struktur det muligt at overskue området og selv at vælge netop de oplevelser og aktiviteter, der passer en. De otte haver tilbyder en palet af stemninger inspireret af steder i Sydhavnen. Man kan fx tage skoene af og slentre gennem det høje græs i bakkelandskabet, lege jorden brænder i Stenhaven eller smage på krydderurter fra Nyttehavens højbede.
Da Områdefornyelse Sydhavnen i 2015 igangsatte projektet var det på baggrund af ønsker fra og med inddragelse af Sydhavnerne. De ville have et mødested, biodiversitet, plads til både bevægelse og fordybelse, et mere synligt og tilgængeligt grønt område og ikke mindst plads til mere fællesskab.
Ønskerne kommer bl.a. til udtryk i de mange trygge og sanserige, rekreative haverum, hvor man både kan være alene eller sammen med andre – i aktivitet eller afslapning. Og i havernes navn: Tippen, Forsøgshaven, Stenhaven, Bakkelandskab, Nyttehaven, Strandbassin, Sommerfuglehaven og Skovlegeplads.
Det er en særlig kvalitet ved området, at der netop er skabt plads til fællesskab og en rolig stund for sig selv. Der har været fokus på at skabe byrum, hvor vi kan være sammen, men steder hvor vi kan gå hen og være alene, skaber også høj kvalitet. Måske særligt hvis man bor i en lejlighed i byen.
Man ledes naturligt gennem anlægget. Man bliver aldrig helt væk, for man kan altid se bebyggelsen i Scandiagade. Uheldigvis kræver adgangen til størstedelen af haverne, at man kan gå på en trappe. Når det er sagt, er det et byrum, der tilbyder noget til alle. Her tales til sanserne med dufte, anderledes måder at bevæge sig på og natur at røre ved.
Overalt i parken er der mulighed for forskellige typer af ophold og aktivitetsmuligheder – der er er noget for enhver smag, humør og lyst.
Havernes forskellige beplantning og udformning er meget sanselig. Her er noget at røre ved, noget at dufte til – Her kan man mærke stedet med hele kroppen.
Plantegning. Det lykkedes at placere de otte bassiner, så man kun var nødt til at fælde et enkelt træ.
Forsøgshaven er en form for laboratorium, hvor man tester, hvad der sker, hvis man ikke gør så meget.
Byrummet inviterer til rolige aktiviteter, fx læsning på bænke i grønne omgivelser.
Sommerfuglehaven tilbyder naturoplevelser og styrker biodiversiteten ved at være et godt sted for blomstrende planter og insekter.
Har man lyst til at stikke fingrene i jorden og dufte til krydderurter er dette også muligt. Nyttehaven giver god og overskuelig adgang til planterne.
På en varm sommerdag er skyggen under træerne på de små grusbelagte pladser et dejligt sted at opholde sig.
Når mørket falder på, bliver kulørte lamper tændt i området - og skaber liv og tryghed.
Den udkragede bordplade muliggør, at man kan sidde ligeværdigt ved bordet - også selvom man sidder i kørestol.
Forsøgshaven er en form for laboratorium, hvor man tester, hvad der sker, hvis man ikke gør så meget.
På en varm sommerdag er skyggen under træerne på de små grusbelagte pladser et dejligt sted at opholde sig.
Har man lyst til at stikke fingrene i jorden og dufte til krydderurter er dette også muligt. Nyttehaven giver god og overskuelig adgang til planterne.
Sommerfuglehaven tilbyder naturoplevelser og styrker biodiversiteten ved at være et godt sted for blomstrende planter og insekter.