2025 blev året, hvor universelt design fik sin plads i dansk arkitekturpolitik. Men det vigtigste, jeg tager med ind i 2026, så jeg på et toilet i Tokyo.
Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.
I efteråret fik Danmark en national arkitekturpolitik med otte dogmer. Og der, i det allerførste dogme om omhu og skønhed, dukkede begrebet "det universelle design" op. Måske lidt i sidste øjeblik – i hvidbogen fra marts havde universelt design kun en birolle i en billedtekst. Men nu står det der, sort på hvidt.
Det er en sejr. Og samtidig en risiko. For jeg frygter, at branchen læser "universelt design" og tænker: én løsning, der virker for alle. Og når det viser sig umuligt – for det er det – giver op. Men universelt design handler ikke om at finde den ene perfekte løsning. Det handler om at skabe valgmuligheder.
Den pointe blev slået fast, da Renoverprisen i december inviterede bygherre bag mødestedet Tarup-Davinde, som fik årets specialpris, til DAC Dialog. Her er der mindst fem forskellige måder at ankomme på. Du kan komme til hest. Du kan hoppe fra sten til sten. Du kan køre op ad en jævn sti. Ankomsten bliver ikke en barriere, men en del af oplevelsen, uanset hvem du er, og hvordan du bevæger dig. Helt i tråd med Steinfeld og Maisels mål 7 om personlig tilpasning.
Det er ikke én universel løsning; det er en palette af muligheder.
Samme tankegang mødte jeg på Expo 2025 i Japan, hvor Sou Fujimotos imponerende ring i træ bød på rulletrapper, elevatorer og stier – så mennesker i alle aldre og med alle slags kroppe kunne komme op i højden og få overblik. Man kunne endda låne udstyr. Og når indtrykkene blev for mange, var der rolige pausesteder at trække sig tilbage til. Ikke ét sted, men flere, alle med forskellige kvaliteter.
Det var på de offentlige toiletter i Tokyo, at valgmuligheden for alvor blev synlig for mig.
Måske kender du Wim Wenders' film "Perfect Days" om Hirayama, der gør rent på toiletterne i bydelen Shibuya. I så fald har du allerede fået et lille kig ind i den mangfoldighed af offentlige toiletter, der findes der. Her har en række anerkendte arkitekter tegnet toiletbygninger i projektet The Tokyo Toilet. Mine børns tålmodighed blev sat på prøve i regnvejret, mens jeg insisterede på at se endnu en toiletbygning.
For det var ikke bare smukke bygninger. Det var et overflødighedshorn af faciliteter. Her var det nemt at have en baby med. Nemt at skifte en stomipose. Nemt at hjælpe en voksen søn med bleskift. Nogle gange var der så meget udstyr, at man kunne blive lidt forvirret. Men hellere det end at være afskåret fra at bruge byen, sådan som virkeligheden er for en stor gruppe borgere i Danmark, der ikke kan regne med, at der er et toilet, og at det imødekommer deres behov.
I Tokyo havde nogen tænkt: Hvem kan have brug for det her? Og så tilbudt flere svar.
Det kræver mod at tænke sådan. Det kræver bygherrer, der ikke er bange for at være ambitiøse.
I 2025 har vi på Rumsans sat fokus på netop bygherren, for begge sider af projekterne skal presse på for at skabe inkluderende resultater. Vi har talt med Anne Marie Due Schmidt om transformationen af en folkeskole til specialskole i Aarhus. Med Jørn Olav Ipsen om Valhøj Skole i Rødovre. Med DTU om deres tilgang til universelt design. Fælles for dem er, at de ikke lod sig skræmme af, at en løsning var ny eller en tilgang uprøvet. De turde stille spørgsmålet: Hvem er brugerne? Og de accepterede, at svaret aldrig er entydigt.
For det er det aldrig. Der findes ikke én bruger, men mange, med forskellige kroppe, sanser, livssituationer og præferencer. En opmærksomhed på den menneskelige mangfoldighed er afgørende for, at alle kan opleve, at de er velkomne. Den opmærksomhed har vi forsøgt at skærpe gennem en række Situationer, hvor vi gennem fortællinger viser, hvor stor en forskel det kan gøre, når det fysiske miljø er skabt ud fra et princip om ligeværdighed.
Så hvad tager jeg med fra 2025?
Selvom vi kunne drømme om, at bygningsreglementet en dag vil bygge på universelt design, skal branchen forholde sig til de traditionelle krav til tilgængelighed. Men der er samtidig noget, der trækker i en anden retning i forsøget på at løfte blikket og skabe inklusion – både på den store klinge og i detaljen.
At universelt design nu står i arkitekturpolitikken er godt. At der er fokus på at forene inklusion og renovering er godt – både, når Renoverprisen og DAC sætter tilgængelighed på dagsordenen, og med BUILDs udgivelse af et idékatalog med konkrete løsninger til renovering i eksisterende bygninger. Det er de små skridt, der tilsammen rykker os i retning mod et mere inkluderende samfund.
Men det vigtigste er erkendelsen af, at vi skal holde op med at lede efter den ene rigtige løsning.
I stedet skal vi spørge: Hvilke valgmuligheder kan vi tilbyde? Hvordan designer vi med flere veje ind og skaber mulighed for deltagelse, selvom vores fysiske, sanselige eller kognitive præmisser er forskellige?
Det er ikke en udvanding af ambitionen. Det er en skærpelse. For det kræver mere af os at tænke i mangfoldighed end i standarder.
I 2026 håber jeg, vi ser flere bygherrer, der tør. Flere projekter, der tilbyder valgmuligheder. Og en branche, der forstår, at det universelle ikke er én løsning, men friheden til at vælge.
