Som det hører sig til, benytter seniorforsker ved BUILD, Aalborg Universitet og redaktør på Rumsans, Sidse Grangaard, årets afslutning til at se tilbage, men også frem. Den sociale bæredygtighed er nogle steder udfordret, men hun oplevede også enkelte magiske øjeblikke. Vi bringer her et håb for 2022 om en større opmærksomhed på bæredygtighedens sociale aspekter.
Mens 2021 lakker mod enden, bevæger Rumsans sig ind i sit tredje leveår. Efter to år online – og hvilke to år! – er det tydeligt, at Rumsans ikke er noget uden branchen. Selvom vi er et autonomt medie, forankret i et stærkt forskningsmiljø, er vi fuldstændig afhængige af det felt, vi bevæger os i. Ikke bare er vi afhængige af en bevilling fra Bolig- og Planstyrelsen, men også af læserne, bl.a. af at kunne låne fotos fra tegnestuerne og af, at I svarer på vores spørgsmål. Sammen kan vi rykke feltet mod en endnu mere inkluderende arkitektur.
Det harmonerer med New European Bauhaus, som Ursula Von der Leyen lancerede i begyndelsen af året under slagordene: beautiful, sustainable, together.
Der er vist bred enighed om, at det forgangne år har stået i bæredygtighedens tegn. Det er supervigtigt. Dog må vi huske, at bæredygtighed ikke bare handler om materialer, ressourceforbrug og livstidscyklus. Bæredygtighed handler også om det sociale, for hvor bæredygtig er en bygning, hvis vi ikke allesammen kan bruge den?
Der er brug for et fokus på social bæredygtighed – ikke mindst, når vi skal leve op til FN’s Verdensmål, der ligeledes har været på alles læber det forgangne år. Men samtalen om social bæredygtighed og inklusion er udfordret.
Det var også i det forgangne år, at det blev besluttet at lukke masteruddannelsen i Inkluderende Arkitektur sammen med kandidatuddannelsen By, Bolig og Bosætning på Aalborg Universitet til fordel for den nye uddannelse Bæredygtige Byggeprocesser. Det er ideen, at den skal favne hele bæredygtighedsfeltet. Det er der bestemt brug for, dog indeholder den nye uddannelse p.t. hverken særlig meget byggeproces eller social bæredygtighed.
Jeg håber på, at branchen i endnu højere grad efterspørger den sociale del – men også bidrager til, at vi kan blive klogere på eksempelvis, hvad det koster at bygge inkluderende, og hvordan det på den lange bane kan være en gevinst. Og med afsendelsen af det håb vil jeg afslutte med en magisk oplevelse fra Biennalen i Venedig her i 2021. For selvom social bæredygtighed nogle gange står i skyggen, var der smukke og ligeværdige oplevelser at hente her – skabt af lys, træ og plads.
Nanet Mathiasen beskriver i sin ph.d.-afhandling ‘Nordisk lys og dets relation til dagslysåbninger i nordisk arkitektur’, hvordan Sverre Fehn udformede tagkonstruktionen i den nordiske pavillon, så den reflekterer lyset ned i rummet. Netop ved denne bearbejdning af lyset, fik han skabt et jævnt og diffust lys –- et nordisk lys, der er anderledes end sollyset udenfor, som på en universel måde understøtter forskellige typer af udstillinger. Det er magisk at træde ind i pavillonen og sanse dette lys -- og se træerne –, også selvom vi i nyere tid har fået indblik i, at den bagvedliggende historien bag ikke er så rosenrød endda.
Kurateret af det norske Nationalmuseum stillede den norske tegnestue Helen & Hard spørgsmålet: Hvad er du villig til at dele med andre? Det er interessant. Og ikke bare i en norsk kontekst, hvor idealet har været at sidde på sin egen fjeldtop med langt til nærmeste nabo, men også generelt. I 2020 skrev vi på Rumsans om bofællesskabet Vindmøllebakken. Beboerne herfra har Helen & Hard arbejdet videre med og involveret dem i at udvikle et bofællesskab til biennalen: What we share – a model for co-housing.
I pavillonens udstilling blev man invitereret til at træde ind på et varmt trægulv – efter at man havde taget skoene af. Det var nemlig følelsen af et hjem, der her blev formidlet. Og i Norden føles den bedst uden sko. Gulvet og elementer i træ komplimenterede tagkonstruktions betonbjælker samtidig med, at træet bidrog til de akustiske forhold. Ligeledes var der skabt niveaufri adgang. Her var god plads og mulighed for at sætte sig ned – også når man skulle have sine sko på igen.
Udstillingens trægulv og dens opbygning af elementer i træ dannede forskellige funktionszoner. Det var helt befriende, at udstillingen også viste, at det var ikke bare er fryd og gammen det hele. Én af beboerne havde netop lavet en film med udgangspunkt i sin egen bekymring om, hvorvidt hun kunne følge med de andres ønsker og økonomiske formåen.
Så der er lyspunkter for den sociale bæredygtighed, som vi kan glæde os til, vil optage mere plads i 2022. Vi må stræbe mod et samspil mellem bæredygtighedens tre dimensioner, for de eksisterer ikke uafhængigt af hinanden. Ligesom den sociale bæredygtighed ikke er noget, man lige kan drysse på til sidst.
