
En malet basketbane i København viser, hvordan design kan åbne et traditionelt maskulint kodet byrum for nye brugere og nye fællesskaber.
Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.
Streetbasketbanen har i årtier været et maskulint kodet byrum – et sted, der særligt tiltrækker og understøtter én slags brugere og en aktivitet, mens andre føler sig mindre velkomne. En ny tendens peger på, at det kan ændre sig med noget så enkelt som farver og mønstre.
I Streetmekka København har gadeidrætsorganisationen GAME renoveret sin udendørs basketbane i samarbejde med designer Emilie Klint, Dansk Gummibelægning og basketballklubben Queer Balls – et fællesskab for queer personer, der identificerer sig som kvinder, transpersoner, nonbinære og genderfluide.
“Det stammer egentlig fra et inklusionsperspektiv – og hvordan vi kan udvide målgruppen, så flere synes, at det her er et fedt sted,” siger Rasmus Ziegler Hansen, leder for udvikling af Gadekultur i GAME.
Den tendens dykker en artikel i DAC Magazine fra marts 2026 ned i.
Resultatet er en bane, der ikke blot bliver brugt til basket. Den er blevet baggrund og udgangspunkt for alt fra professionelle dansere og Fashion week til unge pigers dansevideoer til TikTok. Det er ikke længere bare et sted, man spiller basket – men et sted, man er.
Forskning fra 2022 underbygger det fænomen, for det vigtigste for unge i idrætten er fællesskabet, vennerne og det at have et sted at være. Unge tiltrækkes desuden i høj grad af rammer, der er åbne, lyse og farverige.
GAMEs tilgang til inklusion er ikke ny. I Streetmekka Viborg, som vi tidligere har omtalt på Rumsans, transformerede man en forladt vindmøllefabrik til et kultur- og idrætshus, der fra start var designet til at henvende sig til dem, der ikke kunne se sig selv i den traditionelle foreningsidræt.
Den farverige bane i København er samme tankegang i en ny form. Det er inklusion, man lægger mærke til, inden man træder ind.
