
Behovet for tilgængelighed bliver endnu tydeligere, når der er krig, og dens ofre står tilbage med en anden krop og andre evner end før. Den 6. marts 2026 inviterer Danske Handicaporganisationer og Ingeniører Uden Grænser sine medlemmer til seminar om inkluderende byggeri.
Lydfilen er produceret af et menneske, men oplæserstemmen er genereret ved hjælp af kunstig intelligens.
Uanset om opgaven er et beskyttelsesrum på et universitet i Ukraine eller opgradering af en højskole i Tanzania, skal Ingeniører Uden Grænser og Arkitekter Uden Grænser tænke inkluderende for at kunne skabe projekter, der går i en social, økonomisk og miljømæssigt bæredygtig retning. Det kræver viden og kompetencer at tænke inkluderende fra start.
Nu inviteres alle medlemmer af de to organisationer til at et gratis hands-on seminar om inkluderende byggeri d. 6. marts 2026 kl. 11.45 - 16.00. Du kan stadig nå at melde dig ind i enten Ingeniører Uden Grænser eller Arkitekter Uden Grænser.
Seminaret arrangeres af Danske Handicaporganisationer og Ingeniører Uden Grænser Danmark.
Her møder du arkitekt maa. Cora Valloire, som er auditor og har en master i Universelt Design. Hun har erfaring med tilgængelighed og universelt design i forskellige kontekster og udarbejdet guidelines om universelt design til både Medecins Sans Frontieres og Dissing+Weitling.
Seminarets anden oplægsholder er Ulla Kramer Terkelsen, som var med til at grundlægge mærkningsordningen God Adgang, hvor hun er sekretariatsleder. Hun har også en master i Universelt Design og står bl.a. bag ‘DS-håndbog 105:2012 Udearealer for alle - sådan planlægges et tilgængeligt udemiljø’ og en inspirationsguide til universelt design i kommunale planer.
Program:
11.45 – 12.00: Frokost
12.00 – 12.20: Velkomst
12.20 – 12.35: Handicapbegrebet v/DH
12.35 – 13.05: Universelt design v/ Cora Valloire
13.05 – 15.50: Tilgængelighed i praksis v/ Ulla Kramer
15.50 – 16.00: Afrunding
Fredag d. 6. marts 2026
Danske Handicaporganisationers Hus,
Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup