En fysisk oplevelse af kunst, natur og arkitekturens betydning venter i Kistofos skulpturpark i Norge. Den internationalt berømte The Twist er et pragteksemplar på dette, på en naturlig ledelinje og på, at nogle detaljer skal indtænkes i designet lidt tidligere, end man måske har været vant til.
2019
Kistefos Museum
BIG – Bjarke Ingels Group
AKT II, ÅF-Belysning, AS Bygganalyse, Baumetall/Zambelli Group, Bladt Industries, Brekke & Strand, David Langdon, DIFK, ECT, Element Arkitekter, Erichsen & Horgen, Fokus Rådgivning, GCAM, Grindaker, Lüchinger&Meyer, Max Fordham og MIR, Rambøll.
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Norge har fået et nyt arkitektonisk landmærke: The Twist i Kistefos skulpturpark lidt uden for Oslo. Et absolut must, et drømmeland, en bro, en bygning, en skulptur? Diskussionerne og anmeldelserne om det iøjnefaldende byggeri er talrige. Så behøver vi overhovedet at nævne den, kunne den kritiske læser indvende?
Ja, selvfølgelig gør vi det. For her er ikke bare et tale om flot arkitektur – her er også tale om et eksempel på en naturlig ledelinje, som falder i ét med sine omgivelser, ja, tilmed bidrager positivt til dem. Samtidig skaber broen funktion og kvalitet for en stor og mangfoldig gruppe af besøgende – uanset om man kommer for bygningens eller kunstens skyld.
Det er en særlig kunst at lade funktionelle aspekter ved et byggeri føles naturlige. Men The Twist, broen der snor sig hen over Randelven, som løber gennem kunstmuseet Kistefos’ skulpturpark, formår netop at gøre funktionen til en del af kunsten: På det konkrete og praktiske plan er bygningen skabt til at bringe mennesker over elven og lede dem på vej inden for i museet; på det abstrakte og kunstneriske niveau udgør bygningen en skulptur i sig selv og inviterer derfor til oplevelser på flere niveauer.
Kommer man fra skulpturparken, ledes man op ad en sti til The Twist, hvorfra en gangbro fører frem til bygningen. Udefra fremstår bygningen, der er opført i metal og glas, som et industriprodukt. Gavlen, hvor indgangen er placeret, er nærmest monumental – og måske lidt fremmed her midt i skoven. Men når man går ind, venter der et utrolig smukt udstillingsrum, en helt ny verden. Rummet skabes af otte centimeter brede, hvidmalede trælister monteret på træreglar på alle sider. En materialitet, der leder tankerne til et badehus ved en sø i en svensk skov.
Trælisterne er opsat forskudt, så kun hver anden når helt ned til gulvet. Hermed skabes en fin overgang mellem gulv og væg med sin helt egen rytme. Dette rytmiske mønster følger hele vejen gennem bygningen og bidrager til at fremhæve rummene, retningen og opfattelsen af bygningens snoning: Her bliver en væg til gulv, mens en anden bliver til loft. Det er både i praksis og æstetisk forstand med til at styrke oplevelsen og lede forståelsen af bygningen, for her mærker man, hvordan gulvet buer, samtidig med at fraværet af hver anden træliste danner en kontrast.
Selve snoningen er tænkt til både at lede på vej fra et sted til et andet, men den kan også rumme sine egne udstillinger. Tidligere har der været en udstilling med billeder på de snoede vægge. En smuk idé, men desværre ikke helt ligeværdig. Den midterste del af snoningen har en svag hældning (ca. 1:28), mens væggene forandrer sig. Gulvets hældning og fraværet af en repos eller støttende håndliste vanskeliggør, at alle kan stoppe op her og nyde kunsten. Med udgangspunkt i et dansk regelsæt er gulvets hældning ikke stor nok til at kræve en repos, som desuden ikke havde passet ind i bygningens drejning. Men det havde alligevel været værd at overveje muligheden for en pause, så alle får mulighed for at stoppe op og virkelig tage kunsten og bygningsværket ind.
Vel nået gennem drejningen og ovre på den modsatte elvbred, kan man få en pause og finde trappen, der leder ned i bygningens sekundære rum. Trappen forvandles til en semitransparent trappevæg, hvorpå der projiceres et kunstværk og lys trækkes ind i toiletområderne. Det er muligt at sidde på nogle af trinene – og det gør de besøgende, mens de kigger ud på udsigten til elven under bygningen og skulpturen Point of View part 2 kigger tilbage fra skulpturparken. Uheldigvis er her kun adgang via trappen, hvilket afskærer nogle af gæsterne fra at opleve dette rum og skulpturen.
Trappetrinene er skrå til at begynde med, men vinklen udlignes i takt med nedstigningen til rummet. Man skal lige tænke sig om, når man går ned, og oprindeligt var der kun en håndliste i den ene side, som ikke er særlig gribeegnet. I dag er der tilføjet en ekstra håndliste i den modsatte side, hvor man som gående på trappen er lidt udsat, fordi der ikke er noget værn. Den er opsat på væggen og fortsætter ned langs trappen, når væggen stopper. Det er tydeligt, at den bliver brugt af de besøgende – for der er brug den. Hvis den tryghed og sikkerhed var indtænkt tidligere i designet, havde man undgået den senere tilføjelse, der kan fremstå fremmed eller som en lappeløsning.
Som bygning, som skulptur og som en naturlig ledelinje kan The Twist rigtig meget – og lidt til. For det er en stor oplevelse både ude- og indefra. Mange detaljer og aspekter vil kunne inspirere til at få øje på og arbejde videre med naturlig wayfinding og fysiske sanseoplevelser. Andre aspekter er en påmindelse om, at sikkerhed, ligeværdig deltagelse og brugervenlighed ikke blot hører til i detaljeringsfasen, men også i det grundlæggende koncept.
Dette eksempel relaterer sig i særlig grad til følgende af Steinfeld og Maisels mål:
The Twist bygger bro mellem kunst og natur: Spektakulære rumlige omgivelser indvendigt og udvendigt Randselven, der løber gennem skulpturparken i skoven.
Flot ser det ud med den hvælvede, snoede bue. Ja, næsten en skulptur i sig selv, der gør, at vi måske oplever kunsten i bygningen på en anden nærværende måde.
Lyset og dets skyggetegninger giver en særlig oplevelse af rummet og bevægelsen gennem drejningen. Kan man ikke se, kan man mærke det - særlig den fine overgang mellem gulv og væg. Alle ledes på vej, fordi arkitekturen taler til flere sanser.
I denne udstilling er skovens træer flyttet ind i bygningen. En vandret træstamme tilbyder en siddemulighed.
Daglyset spiller sammen med kunstlyset. Træbeklædningens stoflighed træder frem.
Trappen peger smukt ned til elven og underetagen. Den tilføjede håndliste til venstre er meget praktisk og behageligt at røre ved. Den bliver brugt, både når folk går ned og op. Tænk hvis den havde været tænkt ind fra start - og hvis begge håndlister var gribeegnede.
Hvem kigger på hvem? Her er en del at kigge på inden turen gå ind til toiletterne, som også byder på oplevelser bl.a. videoer på væggene. Fotoet er fra før, at den ekstra håndliste blev monteret. Den bryder jo den gennemgående trappe, men der er brug for den.
Lyset og dets skyggetegninger giver en særlig oplevelse af rummet og bevægelsen gennem drejningen. Kan man ikke se, kan man mærke det - særlig den fine overgang mellem gulv og væg. Alle ledes på vej, fordi arkitekturen taler til flere sanser.
I denne udstilling er skovens træer flyttet ind i bygningen. En vandret træstamme tilbyder en siddemulighed.
Til højre den tilføjede håndliste. Det er ikke kun ældre mennesker, som gør brug af den, og det er heller ikke alle. Men den giver tryghed og gør det muligt også at opleve kunsten og udsigten fra underetagen.
Daglyset spiller sammen med kunstlyset. Træbeklædningens stoflighed træder frem.
Op mod gangbroen ved indgangen til The Twist er der stenmel på stien. Det er en udmærket løsning på en sti et sted som her midt i naturen, hvor det ville være mærkeligt, hvis der eks. var asfalteret. Men den kræver vedligehold særlig efter en vinter.
Trappen peger smukt ned til elven og underetagen. Den tilføjede håndliste til venstre er meget praktisk og behageligt at røre ved. Den bliver brugt, både når folk går ned og op. Tænk hvis den havde været tænkt ind fra start - og hvis begge håndlister var gribeegnede.
