Steder hvor det ikke er muligt at skabe niveaufri adgang i terrænet ved en hovedindgang, kan etableringen af en ekstra indgang tæt på hovedindgangen være en god løsning. Det kan eksempelvis også dreje sig om en ekstra indgang, der fører til en facilitet i bygningen, som ellers ikke er niveaufrit tilgængelig. I denne artikel præsenterer vi en række eksempler, hvor der, ud fra forskellige principper, er skabt niveaufri adgang til en eksisterende bygning gennem en ekstra indgang.
På Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, der har bevaringsværdi 3, forhindrede en tre-trinstrappe niveaufri adgang til hovedindgangen.
En indgang til højre for hovedindgangen, der førhen var forbundet med trappen, er nu blevet ændret og tilbyder niveaufri adgang. Det er opnået både ved en ændring i facaden og en ændring i rummet bag ved døren. Trappen er afkortet i bredden, og døren forlænget ned til gadeniveau og samtidig gjort bredere. Bag døren, der har automatisk døråbner, befinder der sig et lille rum med en løfteplatform, der kan løftes over en trappe og op til lobbyen.
Den nye dør er i samme stil som den oprindelige og de andre dør- og vinduesåbninger i facaden. Dermed falder den niveaufri adgang naturligt ind i helhedsudtrykket.
BYGHERRE: Betty Nansen Teatret
ARKITEKT: Praksis Arkitekter
Læs mere om renoveringen her.
Læs mere om den skjulte løfteplatform her.
For at komme til Børnekulturens Hus i Roskilde skulle man op ad en trappe med ni trin. Bygningen har bevaringsværdi 1.
Krybbekælderen er blevet udgravet, og der er etableret en indgang til venstre for hovedindgangen til kælderen, som giver niveaufri adgang fra kulturhusets forplads. Døren fører direkte ind i en elevatorlift, som fører videre op i huset.
Den nye dør er en revledør, tilsvarende som man kunne forestille sig, at en oprindelig dør til kælderen havde taget sig ud. Den har samme farve som hoveddøren og falder dermed naturligt ind i helhedsudtrykket.
BYGHERRE: Roskilde Kommune
ARKITEKT: ERIK Arkitekter
Læs mere om elevatorliften i børnekulturhuset her.
På botilbuddet Stubberupgaard i Borup skulle der etableres niveaufri adgang til en spisesal i kælderetagen i den gamle hovedbygning fra 1873. Størstedelen af beboerne har deres bolig i de tidligere staldbygninger på gården. Det vil sige, at de var vant til at skulle udenfor i forbindelse med måltiderne.
Ved at fortage en udgravning i græsplænen bag hovedbygningen, som førhen lå i niveau med underkanten af kældervinduerne, er der skabt ny indgang til kælderen fra en nyetableret terrasse. Her er det nu muligt at spise udenfor om sommeren. Man ankommer til terrassen fra et rampeforløb eller via to trapper.
Støttemurene ved den nye indgang er i jern og tager ikke meget plads hverken fysisk eller visuelt. Dette giver plads til beplantning rundt om den nye terrasse og giver stedet et grønt udtryk.
BYGHERRE: Københavns Kommune
ARKITEKT: Leth & Gori i forbindelse med Københavns Kommunes strategiske partnerskabsaftale med DSP PLUS, der består af entreprenørfirmaet Jakon A/S, Rørbæk og Møller Arkitekter, EKJ Rådgivende Ingeniører, Schul Landskab og LETH & GORI.
Læs mere om projektet her.
Læs også om løfteplatformen og wc-rummet i Stubberupgaards bygning her.
En ekstra indgang kan være nødvendig at etablere de steder, hvor den oprindelige indgang ikke er mulig at gøre niveaufri. Vi har samlet en række punkter, som er værd at overveje og være opmærksom på i forbindelse med etablering af niveaufri adgang i kraft af en ekstra indgang.
Etablering af en ekstra indgang kan være et indgribende tiltag, der kræver omdannelse i facaden og i de fleste tilfælde også en ombygning inde i bygningen. Til gengæld er der mulighed for at optimere adgangsforholdene ved den ekstra indgang for eksempel i form af automatisk døråbner, som brugeren selv kan betjene.
Ved døre uden automatisk døråbner vil det ofte kræve, at en anden bruger åbner og holder døren, hvis en person ankommer i kørestol. Selvom løsningen ikke giver adgang til den oprindelige indgang, kan den ekstra dør tilbyde deltagelsesmulighed. Placering, udformning og funktionalitet kan optimeres i forhold til at tilbyde en ligeværdig adgang sammenlignet med adgang via den oprindelige indgang.
Et vigtigt aspekt er wayfinding, hvor dørens udtryk samt skiltning kan være gode virkemidler til at kommunikere at der faktisk er adgang, men også bidrage til at den nye adgang fremstår inviterende.
I udgangspunktet er en ekstra indgang ikke fuld så ligeværdig, som hvis alle kunne følges ind af den samme dør. Men jo mere ligeværdigt udtryk, desto mere lægges der op til en tilnærmet ligeværdig oplevelse på et sted, hvor alternativet ellers ville være, at der ikke var adgang.
Dette idékatalog er udført af BUILD, Aalborg Universitet for Social- og Boligstyrelsen for at fremhæve nogle af de løsninger, man kan bruge i renoveringen af eksisterende, fredede eller bevaringsværdige bygninger for at styrke tilgængeligheden.
Her kigger vi nærmere på eksempler fra eksisterende bygninger, hvor der er skabt niveaufri adgang til bygninger og mellem niveauer i bygninger samt wc-rum rettet mod kørestolsbrugere. Idékataloget er struktureret tematisk i ni kategorier, som hver omhandler en række løsninger, der er udvalgt, så de viser forskellige principper. De ni kategorier har fået hver sin artikel med en håndfuld eksempler på løsninger.
Skjult løfteplatform ved trappe
Integreret løfteplatform i trappe
Tak til alle medvirkende kommuner, organisationer og arkitektvirksomheder for samarbejdet og for at dele tegningsmateriale og fotografier.